Child Bite

Det er et uomtvisteligt faktum, at de lettere forringede lydforhold ofte bliver et tilbagevendende tema, når vi reporterer fra Ørestads efterhånden ikoniske vartegn. Ret skal dog være ret, for om teknikken havde stået fuldstændig i vater, så var synergien mellem scene og publikum under søndagens første koncert stadig begrænset til den sporadiske hujen og klappen, der faldt mellem hvert nummer. Vi skulle således kun en tredjedel ind i den 30 minutter korte misere, før en lind migrationsstrøm kunne spores overalt på matriklen. Fuldt forståeligt, idet eneste forsonende træk viste sig at være forsanger Shawn Knight. En ultraenergisk type, der konstant fistrede rundt på kanvassen som et lykkeramt kreatur, der netop var blevet sluppet på græs. ‘What do you wanna do now?’, bjæffede selvsamme Knight sidenhen mod rytmesektionen for at få vinget rækkefølgen af. Valget faldt på ”Pass the Glue”, der nøjagtigt ligesom ”Erect for Dystopia” optræder på den unavngivne split-EP, som Child Bite udgav sammen med Multicult tilbage i 2022. En skive så ukendt, at den end ikke fremgår af Child Bites diskografi på Wikipedia. Og bevares, det fordrede da en vis fornemmelse af improvisation og eksklusivitet. Ikke desto mindre stod det lysende klart, at de kollektive kompetencer selv med to årtier under bæltet stadig blot rækker til rollen som sekundanter for etablerede navne som Down, Superjoint, Voivod … og nu altså også Pantera version 2.0. Dermed kunne de allersidste strofer klinge af i takt med aftenens hidtil enligt konstaterede tilfælde af ’helikopterhår’. Et bedrøveligt syn, der egentlig bare satte hele seancen i relief. Lysten og interessen blandt hovedstadens ellers normalt så mangfoldige segmenter blev aldrig for alvor vakt.

Sætliste:
1. Vexed Life
2. Disposable Hysteria
3. Death before Dementia
4. Swan Song of a Boiled Dog
5. Glazed in a Skeletal Maze
6. Pass the Glue
7. Erect for Dystopia
8. Blow Off the Omens

4/10

Power Trip

De 40 minutter i selskab med Power Trip udgjorde dermed ikke blot en hårdt tiltrængt ganerenser. De blev lynhurtigt konverteret til det berusende crossover-kalas mellem thrash og hXc, vi havde håbet på. End ikke scenens noget enerverende lyssætning, der ihærdigt forsøgte at sabotere ”Executioner’s Tax (Swing of the Axe)”, kunne forhindre den massive circlepit, der efterhånden var ved at manifestere sig blandt salens frådende masser. Bevares, ganske vist initieret på foranledning af frontmand Seth Gilmore. En tidslomme mellem koncerterne i Oslo og København havde for øvrigt allerede givet amerikanerne anledning til at stifte bekendtskab med det danske koncertpublikum aftenen i forvejen. Og rygtebørsen? Ja, den viste sig for en gang skyld at holde stik … Gilmore havde til stor glæde for VoxHall været en helt igennem kapabel substitut for hedengangne Riley Gale, hvilket atter blev cementeret for øjnene af denne aftens publikum.

Han fik så også hjælp fra en, faciliteternes lydtekniske dagsform in mente, måske knap så uventet kant. Understøttet af de letgenkendelige Marshall-forstærkere tilførte arenaens uldne lydtæppe paradoksalt nok lige præcis den flossede patina, som hyperpotent heavyfræs fra de glade 80’ere skal have for at leve. Således blev en superstram version af titelnummeret fra højt besungne Nightmare Logic eksekveret efterfulgt af minimedleyet ”Drown/Crucifixation”. Lidet overraskende viste netop ovennævnte udgivelse fra 2017 sig som koncertens altoverskyggende omdrejningspunkt. Et album, som redaktionens ubestridte nestor og thrash-aficionado endda mener, skulle være blandt de 10 bedste, genren nogensinde har fostret!

Og hvorfor så egentlig det? Hverken Nightmare Logic eller for den sags skyld debuten Manifest Decimation, hvis eponyme nummer i øvrigt slog sløjfe om søndagens mageløse magtdemonstration, udgør ligefrem de vises sten. Forklaringen er såre simpel: Genialitet går ikke altid hånd i hånd med originalitet. Med det sagt så kan vi ikke undslå os, at en stor del af forklaringen på den bragende succes, som Power Trip har nydt på de bonede gulve såvel som i studiet, i høj grad bør tilskrives rifftornadoen Blake Ibanez. Med en nærmest kirurgisk præcision samt sitrende vibes af Bay Area thrash blev vi ganske enkelt flået rundt i manegen. Foråret 2018 og Gales dengang så friske bemærkning om ringe kendskabsgrad klinger efterhånden som et fjernt ekko af fortiden. Joh, vi ved skam præcis, hvem I er, hvad I står for, og hvorfor der ikke behøver at gå fem år, før I aflægger visit igen!

Sætliste:
1. Soul Sacrifice
2. Executioner's Tax (Swing of the Axe)
3. Firing Squad
4. Hornet's Nest
5. Nightmare Logic
6. Drown/Crucifixation
7. Waiting Around to Die
8. Manifest Decimation

9/10

Pantera

Som for utallige andre før mig har kvartetten fra Texas udgjort en fundamental hjørnesten i de tidlige års metalopdragelse. Det er derfor med lige dele nostalgisk vemod og ærefrygt, at jeg igen sætter pennen til papiret. For nylig kastede jeg mig således over et jubilæumsportræt af Cowboys From Hell, der runder intet mindre end 35 år i 2025. Reportagen tog dog sin begyndelse et helt andet sted, nemlig på betonen foran Helvíti, hvor Pantera første gang mindende os om, hvorfor ”Walk” måske var blevet synonym med 90’ernes metalscene … hvis altså ikke det lige havde været for fire gale musikanter fra San Francisco og et album i nuancen sort. Denne søndag var overraskelsesmomentet af gode grunde ikke længere til stede. Ja, faktisk så lignede sætlisten til forveksling den, vi blev præsenteret for på Copenhell. Læg dertil et fladt og ofte ujævnt lydbillede samt udeblivelsen af mægtige ”Cemetery Gates”, der senest supplerede en bevægende hyldest til det afdøde søskendepar. For slet ikke at nævne et sæt, der blev afviklet på blot 81 minutter. Så begyndte slutproduktet så småt at knage i fugerne. Selv på reduceret kraft er Pantera og ikke mindst den ikoniske frontmand Phil Anselmo dog noget af et tilløbsstykke … i hvert fald at dømme ud fra de balstyriske tilstande, der udspillede sig rundtom på tribunerne såvel som på gulvarealet.

På den konto viste cowboytricket … ja, undskyld … med at blænde ned musikken under refrænet til ”Becoming” sig ganske effektivt. Så kunne folket ellers bare skråle igennem, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Som sagt, så blev der gjort. Glemt var for en stund mikrofonudfaldene, tilbageholdenheden under ”Mouth for War”, og i stedet kunne ”I’m Broken” gøre et groovy og ganske tungt indtog. De taktfaste tilråb blev dernæst belønnet med, hvad der må betragtes som lidt af et deep cut, eller fanservice til det ældre segment, om man vil, i form af ”Suicide Note Pt. II”. Det var dog ikke noget, der for alvor kildede nogen af de rigtige steder hos undertegnede. Det gjorde til gengæld både ”5 Minutes Alone” og ikke mindst den knasende sprøde baslinje, som Rex Brown fik lagt i den lettere oversete klassiker ”This Love”. Men bedst som Pantera-toget virkede til at være kommet tilbage på skinner, begyndte slingrekursen igen. Således blev den ellers så rørende mindemontage om Dimebag og Vinnie Paul, der i den grad gav fugt i øjenkrogene på Copenhell, reduceret til en veritabel langgaber. ”Floods” havde simpelthen ikke tilnærmelsesvist samme følelsesmæssige appel som ”Cemetery Gates”. Med andre ord havde en sjældent passende lejlighed for jage kanylen i fajancen inden næstkommende indslag pludselig præsenteret sig …!

Symptomatisk for en aften af blandet kvalitet fik vi nu en noget ambivalent eksekvering af monumentale ”Walk”. På trods af Phil, hvis brummen undervejs havde karakter af en smålummer Don LaFontaine med tømmermænd, har jeg sjældent set så mange stående sjæle foran de til lejligheden ellers designerede siddepladser. Her var virkelig tale om en begivenhed, der formåede at bygge den berømte bro på tværs hen over generationskløften. At den yngre side valgte at dokumentere frem for at interagere, det så er efterhånden blevet en del af præmissen. Frustrationerne lå da også gemt et helt andet sted. For takket være Zakk Wyldes til tider lidt for excessive guitaronani så missede jeg fuldstændig ”Domination/Hollow”. Pludselig var vi i stedet fremme ved de umiskendelige akkorder, der sædvanligvis præcederer oden til kodriverne fra helvede. Som vi slutteligt tog hul på ”Fucking Hostile”, kunne jeg dermed i lettere mellemfornøjet lune så småt begynde at slå to streger under facit:

Stop, mens legen er god

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldbragt. Det sørgede Panteras sangskat såvel som firebandens samlede bundniveau trods alt for, men … vi nåede desværre aldrig helt op på de høje nagler fra Copenhell. Dertil var ’wowfaktoren’ ikke høj nok. Unødig sniksnak, langtrukne guitarsoli og Phils udfordringer ved at nå de højeste toner slog tillige visse skår i den mest sprudlende glæde. Omvendt må vi medgive, at stemningen var helt i top. Og det endda til trods for, at salgsboderne i snit blot havde stanget 1,7 genstande over disken ud til hver enkelt tilskuer. Og så savnes der altså en smule ræson i sagerne, når et søndagssæt på 81 minutter takseres til billetpriser mellem 425 og 625 kroner. Det er sgu en ommer! Jeg kan dermed kun tilslutte mig min til lejligheden medbragte fotografs afsluttende bemærkning: Det er fint, at man har stablet denne turné på benene i respektfuldt minde om Dimebag (og Vinnie Paul). Men tanken er så småt ved at være tømt, og Pantera har umiddelbart ikke mere at byde ind med. Derfor bør de også efterfølgende køre bussen i garagen, så det ikke går hen og bliver pinligt. Alt andet ville være ubærligt for bandets endegyldige eftermæle!

Sætliste:
1. A New Level
2. Mouth for War
3. Strength Beyond Strength
4. Becoming (med "Throes of Rejection" outro)
5. I'm Broken (med "By Demons Be Driven" outro)
6. Suicide Note Pt. II
7. 5 Minutes Alone
8. This Love
9. Floods (med Dimebag Darrell og Vinnie Paul tribute video)
10. Walk (med Power Trip og Child Bite)
11. Domination/Hollow
12. Cowboys From Hell
Encore:
13. Fucking Hostile

7/10