Municipal Waste

Af Mads Graugaard Hansen

Forum Black Box blev skabt for, at man kunne afholde koncerter uden nødvendigvis at fylde Forum ud. Dette format har fungeret upåklageligt og skaber faktisk en mere intens koncertoplevelse, da publikum er samlet på et mindre sted. Ofte venter mange med at komme, til hovednavnene spiller, men der var mødt ganske pænt med publikum op allerede til Municipal Waste, som jeg stiftede bekendtskab med for første gang. Jeg kunne straks konstatere, at det var en kæmpe fejl, at jeg ikke tidligere afsøgt dén afkrog af thrashens herligheder. 

Med så fængende titler på sætlisten som ”Sadistic Magician”, ”Poison the Preacher” og ”Slime and 
Punishment” var der lagt op til lige dele spas og hårdtslående crossover thrash. Er du til ”nyere” Sodom (Agent Orange og fremad), og kan du lide Anthrax, så kunne Municipal Waste godt være deres bastardsøn, som du vil elske. Municipal Waste lagde stærkt ud med ”Demoralizer” og ”Breathe Grease”, og jeg tog mig selv i tænke, at det var som at høre Suicidal Tendencies, bare tilsat alt den thrash, du kan mønstre, hvor ”Mind Eraser” og ”You’re Cut Off” udleder et tempo, energi og ligefremhed, der kunne få tankerne til at dvæle ved S.O.D. Vi fik også fornøjelsen af ”The Thrashin’ Of The Christ”, hvor forsanger Tony Foresta inden sangen sagde ”There’s so many fucking people here, SO early. This is amazing, Thank you!” og dedikerede den til Mercyful Fate.

Publikum var mere eller mindre ”på” fra starten, og det var tydeligt at se, at vi efterhånden er tilbage til nogenlunde normale tilstande rent koncert- og festivalmæssigt. Folk stod tæt, moshede og crowdsurfede i en sådan grad, at de stakkels vagter foran scenen virkelig kom på arbejde.  Kvintetten fra Richmond lagde på ingen måde fingre imellem, og at vi skulle holde en kæmpe fest. Trods at det er notorisk kendt, at et supportband altid spiller på en lavere volume og aldrig bruger alt lyset, så viste netop dét sig, ikke at være en afgørende faktor for, at et band kunne spille røven ud af bukserne og komme ud over scenekanten!

Man kan dvæle lidt ved, hvor stor en del af teksterne og hele MW-universet, der bare er gak og gøgl og rent fjol, som da bandet lige inden næstsidste sang takkede folk for at være mødt op og meddelte, at det har været den fedeste turné længe. Og nu ville de ikke se mosh- eller circlepits, men bad folk stille sig tættere på: ”Can I see as many people as possible crowdsurf to this next song? Like you’re at a fucking Pearl Jam show… But with GOOD MUSIC!”. Dog kommer man bare heller ikke udenom, at her er tale om en håndfuld virkeligt dygtige musikere. Fik jeg indfriet mine forventninger? Ja og mere til!

SÆTLISTE:

1. Demoralizer
2. Breathe Grease
3. Mind Eraser
4. The Thrashin' of the Christ
5. Poison the Preacher
6. Grave Dive
7. You're Cut Off
8. Sadistic Magician
9. Slime and Punishment
10. Headbanger Face Rip
11. High Speed Steel
12. Wave of Death
13. Born to Party
     

8/10

Kreator

Af Frederik Bock-Madsen

”Had, Horder og håndtegn” kunne snildt have udgjort overskriften, såfremt undertegnede havde stået i spidsen for tekstproduktionen til en af dagpressens sensationsskabende spisesedler - en ganske ordinær genstand i gadebilledet inden digitaliseringen for alvor begyndte at tage fart. Aftenens første hovednavn tog mig ligeså på en rejse ned ad mindernes allé, og jeg genkaldte mig atter den bitre smag af jern som følge af den blodtud, jeg pådrog mig sommeren 2010 under ”Hordes of Chaos”. Kreator afviklede ved den lejlighed en noget pauver sætliste på Frihamnen i Göteborg, hvorimod tyskerne sammen med Nile, og på dagen blændende Morbid Angel, gav en væsentlig anden oplevelse 2 år senere, da Amager Bios fremmødte fik noget at varme sig på i decemberkulden.

Siden mit seneste rendezvous med thrashikonerne, der i øvrigt markerede udgivelsen af den glimrende Phantom Antichrist (2012), har Jorden påbegyndt sin 11. spadseretur rundt om solen. Jeg skal derfor være ærlig og indrømme, jeg havde lidt ambivalente følelser i kroppen, da klokken rundende 19:59, og tonerne af ”Sergio Corbucci Is Dead” fyldte salen; velvidende at vi efterfølgende skulle trakteres med titelnummeret fra seneste album, den noget mere tvivlsomme Hate Über Alles. Lad det være sagt med samme – tvivlen blev fra første færd eftertryggeligt gjort til skamme. Lyd, vokal og eksekvering gik ganske enkelt op i en højere enhed denne aften!  

Der er efterhånden gået inflation i omtalen af den gode Mille Petrozza og hans (af uransagelige årsager), støt nedadgående engelskkundskaber. Det forhindrede dog ingenlunde en veloplagt interaktion med de frådende horder, selvom denne primært fandt sted mellem numrene. Hvad man ikke har i munden, må man i stedet have i fingrene – og det har Petrozza så sandelig endnu! Således blev neoklassikere som ”666 – World Divided” og ”Phantom Antichrist” afviklet med lige dele blændende behændighed og hæsblæsende tempo af den aldrende rytmeguitarist. Og nu vi er i gang med at uddele roser for strengespillet, bør vi ikke undlade at nævne Frédéric Leclercq, der overtog bastjansen fra Christian 'Speesy' Giesler tilbage i 2019. Med 14 års tro tjeneste hos det britiske power metal-band DragonForce i bagagen, udgjorde franskmandens energi og tilstedeværelse en kærkommen saltvandsindsprøjtning i en ellers lettere statisk stageperformance fra kvartettens øvrige medlemmer. Et af de få reelle ankepunkter denne aften, men umiddelbart ikke noget der kunne aflæses blandt publikum. Tværtimod kunne en lind strøm af crowdsurfere observeres gennem det meste af sættet, ligesom det bestemt heller ikke skortede på hverken moshpits, circlepits, eller wall of death sessioner, der alle blev afviklet med stor entusiasme. 

På vej mod de 40 år er min tid i ”pitten” forbi. Det fylder mig derfor unægtelig med stor glæde, at der står en ny generation af metalfans klar. Sætlistens sammensætning til aftenens koncert bar da også klart vidnesbyrd om et forestående generationsskifte. Der vil unægtelig være fans i det ældre segment, der finder de nyere skæringer udvandede i sammenligning med gamle travere som ”Flag of Hate” og 
”Pleasure to Kill”. Der skal derfor lyde stor ros og anerkendelse til Kreator for ikke at bukke under for kritikken, men i stedet levere en yderst habil, om end lettere indstuderet, forestilling, der havde noget nær alt, hvad det sorte metalhjerte kunne begære: Flamme- og røgdysser, røde creperuller, skiftende scenetæppe, et band i vokal og instrumental hopla – samt et medlevende publikum, der kvitterede prompte for hele herligheden. 

”Vielen Dank für einen fantastischen Abend” 

SÆTLISTE:

1. Sergio Corbucci is Dead (taped)
2. Hate Über Alles
3. Hail to the Hordes
4. Enemy of God
5. Phobia
6. Become Immortal
7. Satan Is Real
8. Hordes of Chaos (A Necrologue for the Elite)
9. 666 - World Divided
10. Mars Mantra (taped)
11. Phantom Antichrist
12. Strongest of the Strong
13. Flag of Hate

    ENCORE:

14. The Patriarch (taped)
15. Violent Revolution 
16. Pleasure to Kill
     

8/10

Lamb Of God

Af Zandra Damsgaard

Tre år og tre udskydelser. Når man har ventet så længe og trofast på en koncert, så skal den dæleme også være god! Det har Randy Blythe & co. udmærket været klar over forud for den igangværende State of Unrest Tour, og i Forum, der til lejligheden var omdannet til Black Box, leverede Lamb of God også varen.

Publikum var mere end klar til gensynet med amerikanerne, der lagde overlegent ud med ”Memento Mori”. Bum! Så var scenen ligesom sat for en massiv sætliste pletfrit fremført af det dygtige liveband, som
Lamb of God er – det er bare solidt arbejde hele vejen rundt, og det lyder hamrende godt. 

Blythe imponerede fra første færd med sin unikke vokal svingende med både mikrofon og dreadlocks, som det sig hør og bør. Vi fik ”Ruin”, vi fik ” Walk With Me in Hell”, vi fik ”Resurrection Man”, og hvor frontmanden i forbindelse med sidstnævnte fandt sit growl, ved jeg simpelthen ikke, men det må have været et sted dybt, dybt under scenebrædderne i Forum. Ouch!

Den ene perle afløste den anden, garneret med obligatoriske taksigelser, lidt sniksnak og en forsikring om, at hverken Gud eller Satan eksisterer. Endelig sendte en kort præsentation os lige lukt i tjekkisk fængsel med den på alle måder fantastiske ”512” om Randy Blythes ufrivillige ophold i celle nummer 512, hvor han tilbage i 2012 sad anklaget for drab – en anklage, han i øvrigt blev frifundet for. 

Knap havde Lamb of God forladt scenen, før kvintetten var tilbage med et suverænt encore anført af en afsindigt smuk og tung ”Vigil”, der blev afløst af ”Laid to Rest” for så at ende i den største circlepit, jeg længe har set, til ”Redneck”. Yiiiiihaaaa!

Aftenens store overraskelse var paradoksalt nok ikke, hvad Lamb of God spillede, men hvad de ikke spillede. Med et fire måneder gammelt album i bagagen kunne man tro, at et band ville benytte enhver lejlighed til at promovere selvsamme, men sådan skulle det af uransagelige årsager ikke være. Kun to numre fik vi fra 2022-udspillet, og det er en stor skam, for Omens er et virkelig godt album – et album af den slags, man som musikelsker faktisk går og glæder sig til at høre præsenteret live. 

Bevares, ingen kan da for alvor være utilfreds med en sætliste fuld af lutter lækkerbiskner fra Lamb of Gods omsiggribende bagkatalog: En aften med numre som “Walk With Me in Hell”, ” Now You've Got Something to Die For”, ”Vigil” og ”Redneck” kan kun være en god aften! Men når man nu så, hvor vel modtaget både ”Ditch” og titelnummeret ”Omens” rent faktisk blev, og hvor godt de repræsenterede det ”nye” Lamb of God, ja, så undrer man sig over, at der ikke var smidt en håndfuld nye numre på settet. 

Selv om den igangværende tour var planlagt længe før udgivelsen af Omens, og selv om den er en såkaldt co-headliner med Kreator som det andet hovednavn, virker det nærmest omsonst at køre festivalpakken med højdepunkter fra de seneste 30 år, når nu man lige har udgivet et nyt album. Hvor herligt sådan et best of-set end er, lugter det i min næse lidt af dovenskab, at man ikke lige får indøvet det nye materiale og smidt nogle flere godbidder ud til publikum. Et publikum, der vel at mærke har ventet i tre år, hvilket Blythe da også takkede for.

På samme måde var og er det lidt af en gåde, at Lamb of God og Kreator ikke i aftenens løb slog pjalterne sammen og spillede den glimrende ”State of Unrest”, som de for ganske nylig udgav sammen. Nummeret er dedikeret til afdøde Riley Gale fra Power Trip, der oprindelig også var på plakaten, og det stod således skrevet i sol, måne og stjerner, at vi da skulle få netop dette nummer at høre. Det gjorde vi så ikke af årsager lige så uransagelige som den seneste af de i alt tre aflysninger. 

Dette til trods var det længe ventede gensyn med Lamb of God en umanerligt god oplevelse hele vejen igennem, og jeg glæder mig allerede til næste møde med en forhåbentlig noget kortere forlovelse.

SÆTLISTE:

1. Memento Mori
2. Ruin
3. Walk With Me in Hell
4. Resurrection Man
5. Ditch
6. Now You've Got Something to Die For
7. Contractor
8. Omerta
9. Omens
10. 11th Hour
11. 512

    ENCORE:

12. Vigil
13. Laid to Rest
14. Redneck
     

8/10