Venom Prison

Grundet udfordringer med dagligdagen, vejret og DSB nåede jeg simpelthen ikke frem til koncerten med Venom Prison, men jeg er sikker på, at de gjorde deres bedste.

Power Trip

”Give us a hell yeah, if you have no idea who the fuck we are!”. Således valgte vokalisten Riley Gale at starte samtalen med publikum, og det er sgu frisk!

Man skal have levet under en massiv kampesten, hvis man undgik at høre om Power Trips nyeste skive, Nightmare Logic, der udkom sidste år og virkeligt skabte omtale. Anmeldere, fans og andre musikere kunne slet, slet ikke få armene ned eller styre deres begejstring. Dette gjaldt også Trivium, der straks inviterede dem med på turné. Men hvis man alligevel ikke har hørt et sekund af Power Trip, så er vi ude i helt ægte og ærlig thrash af den gamle skuffe – thrash til dem, der ærgrer sig over, at de ikke var unge i 83 og kunne opleve, da Testament, Slayer og Death Angel startede! Power Trip er ikke den slags band, der har brug for at stoppe for lige at sludre eller spille en sjæler for at få tempoet ned, nej! Det er ren amok fra start til slut, og det var også tydeligt i deres måde at indtage en scene på. Det var 45 minutters klassisk thrash uden skyggen af dikkedarer, og publikum virkede til at være helt pjattede med de friske texanere. Riley især gav den gas: Han væltede, sprang og spjættede rundt konstant – til tider så voldsomt, at mikrofon og stativ fik et los, mens leadguitarist Blake bakkede længere og længere væk for at undgå at blive sparket ned. Alt i alt en fremragende koncert, og det virker til, at Power Trip allerede er ved at have en stabil grobund for en fanskare i Danmark.

Sætliste:

1. Soul Sacrifice
2. Executioner's Axe (Swing of the Axe)
3. Nightmare Logic
4. Murderer's Row
5. Firing Squad
6. Manifest Decimation

8/10

Trivium

Trivium har altid været et band, der formår at skille vandene. Nogle elsker dem, nogle hader dem, nogle elsker at hade dem, og nogle hader at elske dem. Men uanset hvilken lejr, man er i, er de en force, man bør anerkende. Det her er, personligt, min fjerde Trivium-koncert, og de har alle været helt fortryllende. Første gang, jeg så dem, var, da de turnérede med Shogun og var en del af Unholy Alliance 3. På det tidspunkt var jeg selv en af dem, der syntes, de var nogle talentløse brøleaber, men siden det sekund, de løb ind på scenen til tonerne af “Kirisute Gomen”, har jeg været fan af dem. Jeg blev omvendt på stedet, og det er den samme magi og fornemmelse, jeg har oplevet til alle andre Trivium-koncerter.

Deres nyeste album, Sin and the Sentence, fik virkeligt meget ros med på vejen, og det blev hyldet som den mest Trivium’ede Trivium-skive nogensinde. Det er, i min optik, også fuldstændig rigtigt, hvilket dog gør, at den fremstår utroligt rodet, da det virker til, at de prøvede at please ALLE deres fans på én gang. Om man foretrækker Ascendancy, The Crusade eller Silence in the Snow, skulle der altså være noget, der var skræddersyet til en på netop dette album.

Derfor er det klart, at aftenens sætliste var spækket med numre fra Sin and the Sentence, men derudover gjorde bandet det klart, at man som kommende publikum havde mulighed for at stemme på de sange, man helst ville høre dem spille – lidt a la det, Metallica gjorde for nogle år siden. Resultatet, ulig da Metallica gjorde det, blev dog en virkeligt blandet omgang fyldt med skæve numre, såsom ”Shattering the Skies Above” og ”Becoming the Dragon”, alt imens en evergreen som ”A Gunshot to the Head of Trepidation” udeblev, hvilket svarer lidt til, at Slayer ikke spiller ”Raining Blood”, eller at Scorpions ikke spiller ”Rock You Like a Hurricane”. Men trods den blandede sætliste var der ikke så meget som ét sekund, hvor det føltes, som om at de havde tabt publikum. Fx formåede de to ballader ”Until the World Goes Cold” og ”The Heart From Your Hate”, som man skulle tro kunne være svære at klemme ind i et sæt, at få folk til at skråle med, så taget løftede sig. Ligeledes kan man mene, hvad man vil, om numre som ”Strife” og ”In Waves”, der bestemt ikke er banebrydende, men selv de største, mest grumme mænd begynder nærmest at græde som piskede, når de skriger deres lunger ud til ”Strife”. Ligeledes er det superbanale hop, der hører med til ”In Waves”, altså sjovt! Det er umuligt ikke at komme totalt ind i en stemning af vanvid, når man hopper og springer rundt på den måde.

Trods en decideret løjerlig sætliste beviste Trivium, at hvad de spiller, stort set er ligegyldigt, for dét sekund, at Matt, Heafy og Paolo løber ind på scenen, foregår alt, hvad de foretager sig, med så meget energi og karisma, at det er komplet umuligt ikke at blive blæst fuldstændigt bagover. Trivium er så vanvittig dygtigt et liveband, at de kunne slippe af sted med at spille Kandis og Nickelback uafbrudt i tre timer og stadig få folk til at gå amok (på den fede måde!). Sidst, jeg så Trivium – i Vega for cirka et år siden – beklagede og undskyldte Heafy, at han var lidt småsyg, og at det danske vejr ikke er nemt for en blød mand fra Florida, men trods det var det en prægtig omgang. I aftes var det tydeligt, at der ikke var så meget som skyggen af en baktusse i nærheden af manden; han tonsede rundt og slog sig på brystet, alt imens at tungen konstant stod ud af munden som en lækkersulten kamæleon. At opleve Trivium live, er altid en helt utrolig oplevelse, uanset hvilket album de er ude at reklamere for. Uanset hvilke sange de hiver op af hatten, bliver alt leveret med en energi og professionalisme, der er så mageløs og fortryllende, at selv folk, der slet ikke bryder sig om Trivium, må erkende, at om ikke andet så er de et majestætisk liveband.

Sætliste

1. The Sin and the Sentence
2. Throes of Perdition
3. Betrayer
4. Ascendancy
5. Sever the Hand
6. Inception of the End
7. Until the World Goes Cold
8. Becoming the Dragon
9. Thrown Into the Fire
10. Strife 
11. Drowned and Torn Asunder
12. The Heart From Your Hate 
13. Beyond Oblivion
14. Shattering the Skies Above
15. Pull Harder on the Strings of Your Martyr
16. In Waves

9/10