De store følelsers aften
Takket være kontroverserne, der på det seneste har omgærdet den aldrende frontmand samt massive protester fra dele af fanscenen over gendannelsen, var der torsdag aften lagt i kakkelovnen til det, der meget vel kan gå hen og blive årets helt store samtaleemne. De fleste, der er vokset op med Panteras meget distinkte lyd, havde formentlig et ekstra skarpt øje rettet mod gruppens to nye tilføjelser – trommeslager Charlie Benante (Anthrax) og guitarist Zakk Wylde (Ozzy Osbourne, Black Label Society). En del af føromtalte kritik i forbindelse med gruppens genforening beror på mistanken om, at det skulle være et kynisk spørgsmål om kroner og ører. En tydelig rørt Philip Anselmo samt de gennemgående videomontager af Vinnie Paul og ’Dime’ fortalte i mellemtiden en helt anden historie.
Fællessang på bakken
Overskriften giver formentligt især det ældre segment på Refshaleøen ’flashback’ til Johnny Reimars underholdningsprogram af samme navn, der omkring årtusindeskiftet hærgede landets sendeflader. Cirka lige så langt tilbage skal vi for at finde Panteras senest optræden på dansk grund. Derfor var forventningen til aftens sene forestilling på Helvití også til at tage og føle på. Præmissen for Panteras generobring af det europæiske kontinent, var ikke overraskende en ubetinget hyldest til brødrene Abbotts liv og levned. Således kunne der hele vejen igennem trækkes en rød tråd, lige fra Benantes blå bandana, over Wyldes vest med billeder af det historiske søskendepar til Dimebags ikoniske blå guitar med de gule lyn.
Klenodiesamlingen kunne naturligvis ikke bære opvisningen alene, da en mulig musikalsk fadæse ville trække sorte skyer over en ellers festlig aften på bakken. Selvom Anselmo ikke besidder samme vildskab og virilitet som i starten af 90’erne, så er der stadig en ganske habil vokalist gemt i ham. Med en tenderende sensuel brummen, der bedst kan beskrives som Pablo Franciscos fortolkning af Don LaFontaine blev klassikere som ”Becoming”, ”I’m Broken” og især ”5 Minutes Alone” leveret med kraftfuld overbevisning til ekstatisk glæde for pladsens publikum.
Phil er gruppens ubestridte omdrejningspunkt – det kan der næppe være to meninger om. Alligevel blev det under deep-cuttet ”Yesterday Don’t Mean Shit” alligevel mere end almindelig tydeliggjort, at Pantera anno 2023 ikke ejer samme karisma som den originale besætning. På trods af de tekniske fortræffeligheder fremvist af både Benante og Wylde, så savnede jeg fra førstnævnte lidt smil til kameraet eller anden form for lir. Zakk Wylde var ikke overraskende et kapitel for sig selv. Stationær som havde han begge fødder solidt støbt i beton. Det udgjorde et synligt irritationsmoment for Anselmo, der flere gange så ud til at måtte æde sig selv.
Heldigvis opvejede plusserne i rigt mål minusserne, og den båndede udgave af ”Cemetery Gates”, der var akkompagneret af gamle optagelser med Vinnie og Dime, ramte lige i hjertet. Det samme gjorde det følsomme cover af den gamle Black Sabbath-traver ”Planet Caravan”. Selvom aftenen så småt begyndte at gå på held, havde onkel Phil stadig lidt godter med i posen til os. Således fik vi under afviklingen af monumentale ”Walk” pludseligt besøg af Chuck Billy, en detalje der fremkaldte om muligt endnu større applaus fra pladsens fremmødte. Når vi nærmer os enden, tænker vi ofte tilbage på begyndelsen. I dette tilfælde illustreret gennem ”Cowboys From Hell”, der til trods for den efterfølgende ’encore’ satte punktum for en på mange måder mindeværdig og bevægende aften på bakken.
En lille stykke musikhistorie
Med tanke på den anseelige mængde alkohol, der blev konsumeret under groove-giganternes genkomst, så er det tvivlsomt hvor mange, der egentlig var bevidste om det lille stykke musikhistorie, der udfoldede sig for øjnene af os. Som et direkte modsvar til grunge-bølgen, bliver Pantera af mange krediteret for at være blandt ophavsmændene til revitaliseringen af metalmiljøet. For mit eget vedkommende var aftenen en konstant konflikt mellem at give sig hen til heltene fra de yngre dage og samtidig bevare den professionelle distance, vores hverv påkræver. Velvidende at torsdagens koncert meget vel kan blive sidste gang, Danmark bliver beriget med tilstedeværelsen af ’kodriverne fra helvede’, er kun tilbage at sige: Tak for musikken, tak for minderne, og tak for Pantera!
Sætliste:
1. A New Level
2. Mouth For War
3. Strength Beyond Strength
4. Becoming
5. I’m Broken
6. Suicide Note, pt. II
7. 5 Minutes Alone
8. This Love
9. Yesterday Don’t Mean Shit
10. Fucking Hostile
11. Planet Caravan
12. Walk
13. Domination/Hollow
14. Cowboys From Hell
ENCORE:
15. Use My Third Arm