Indhentet af fortiden
Storhed forpligter. Især når man selv har været med til at trykke etiketten. For år tilbage luftede Lord Ahriman idéen over for Nergal om blackmetallens egen pendant til thrashens Big Four: Dark Funeral, Behemoth og Dimmu Borgir. I hans optik tre af de væsentligste kræfter fra 90’erne. Her har Bathory, Burzum, Emperor og Mayhem ubetinget glemt at læse referatet … og Behemoth? Polakkerne blev ganske vist dannet i 1991, men den brede anerkendelse kom først langt senere, efter at black og dødsmetallen havde fundet sammen på en mere permanent basis. Nu var idéen imidlertid blevet til virkelighed med In League With Satan. Titlen skulle ses som en direkte hyldest til Venom, men efter Cronos’ død tidligere samme måned havde referencen fået en patos, end ikke marketingafdeling kunne have planlagt bedre. Samtidig medbragte alle tre deres egen bagage. Dark Funeral har længe balanceret mellem konsekvens og stagnation. Behemoth lever på sin vis stadig i skyggen af The Satanist. Og Dimmu Borgir har gennem flere udgivelser fået os her på Heavymetal.dk til at efterlyse den identitet, der engang gjorde dem til den symfoniske blackmetals ubestridte bannerførere. På papiret var pakken svimlende. Spørgsmålet var så blot, hvorvidt produktet kunne stå mål med varedeklarationen.
Dark Funeral
God is not here today
K.B. Hallen lå allerede indhyllet i tæt tåge, og bag scenen tronede et monumentalt Dark Funeral-backdrop. Det så faktisk ganske lovende ud, men med København som sidste stop på In League With Satan-turnéen måtte der også gerne være galla over afslutningen. Klokken 18.55 forsvandt lyset. Torden buldrede, kæder raslede, men gudhjælpemig om ikke folket fortsatte med at knevre. Så hold dog kæft! I spolerer jo illusionen. Den slags små irritationsmomenter skulle dog heldigvis hurtigt vise sig at forstumme. På plakaten havde Dark Funeral ganske vist fået en temmelig ydmyg placering som special guest i blackmetallens selvudnævnte Big Three, men svenskerne skulle snart vise, at man ikke behøver et fuldt sæt for at gøre sig bemærket. Fem numre og omtrent en halv time var, hvad der stod til rådighed. Det måtte så være rigeligt.
HAIL SATAN!
“Unchain My Soul” fik omgående sat strøm til den ambition. Fra min position ved siden af PA-anlægget stod Heljarmadrs vokal knivskarpt, mens både bas, guitarer og trommer havde den nødvendige tyngde. Ved sidste besøg i Pumpehuset skulle vi omtrent fire numre ind, førend lydbilledet begyndte at hænge sammen. Denne gang var der gevinst fra første færd. Dejligt med en lydmand, der havde forstået opgaven fra begyndelsen. Scenelyset måtte til gengæld gerne have været blændet en smule ned. Og så det var faktisk ganske opløftende at opleve et åbningsnavn, der ikke skulle bruge halvdelen af den tildelte spilletid på at finde sine fødder. Efter den obligatoriske afklaring af om kommunikationen skulle foregå på svensk eller engelsk, fortsatte “The Secrets of the Black Arts” i samme overbevisende spor. Heljarmadr havde salens fulde opmærksomhed, og den fik han lov at beholde. Her begyndte jeg faktisk at overveje, om det korte format var lidt af en velsignelse. Dark Funeral havde tidligere demonstreret, hvordan monotoni kan sætte en effektiv stopper for momentum. Med kun fem numre på programmet var der ganske enkelt ikke tid til at køre publikum trætte. Og apropos publikum: Hvor var det dog en fornøjelse at stå til koncert uden at skulle bekymre sig om flyvende fadøl, coke- og karateklubben foran scenen eller konstant kævleri i krogene. Måske skal jeg aktivt opsøge dette segment noget tiere. Klip til “Where Shadows Forever Reign” fra albummet af samme navn, der siden satte punktum med både de obligatoriske Accept-positurer og en betragtelig portion selviscenesættelse.
Store hunde behøver ikke give hals
Med det stærkt begrænsede format in mente kan man naturligvis diskutere, hvor stor en del Dark Funeral egentlig udgjorde af blackmetallens Big Three denne aften. Men det er nu engang arrangørens lod at fordele spilletid, og svenskerne fik faktisk forvaltet deres ganske fornuftigt. Lyden sad, repertoiret var skåret ind til benet, og publikums opmærksomhed blev fastholdt hele vejen. Dermed undgik bandet også flere af de problemer, der tidligere har afstedkommet en vis forbeholdenhed blandt flere af redaktionens medlemmer. Jeg savnede hverken flere numre eller en større produktion, og selv om Dark Funeral næppe kommer til at dominere pladekarrusellen på hjemmematriklen, var dette absolut en af de bedre opvarmningsseancer i nyere tid. Store hunde behøver ikke give hals konstant. Sommetider er det nok at vise bisserne. Og det gjorde svenskerne aldeles overbevisende.
Sætliste:
1. Unchain My Soul
2. The Secrets of the Black Arts
3. The Arrival of Satan’s Empire
4. Let the Devil In
5. Where Shadows Forever Reign
Behemoth
‘Godaften, danskerne’
Så rykkede vi op i Superligaen! Et hvidt lærred dækkede scenen, mens en videomontage varslede Behemoths komme. Da forhænget faldt, blev vi mødt af fire særdeles veloplagte polakker, der næppe havde tænkt sig at overlade initiativet til publikum. Og sagde Nergal lige ‘godaften, danskerne’? Nå, hyggeligt skulle det åbenbart også være. Hvor Dark Funeral havde holdt sig nogenlunde på deres respektive pladser, var Nergal konstant i bevægelse. Snart oppe i scenekonstruktionen, snart nede igen. “Daimonos” fik en glimrende modtagelse, men allerede under “Ora Pro Nobis Lucifer” blev forskellen for alvor tydelig. Hornene kom i vejret, publikum rykkede med, og selv oppe på balkonen var de fleste slørede blikke nu rettet stift mod scenen. Behemoth havde ganske enkelt overtaget salen. Og så hjalp det naturligvis, at lyden fra begyndelsen sad lige i skabet.
Guddommelige ekskrementer
Kun én ting manglede. Ild! Det er efterhånden ved at blive et tilbagevendende tema, ikke mindst efter Powerwolfs besøg tidligere på året og Parkway Drives aflyste show i november 2025. Og Nergal kom sågar selv ind på restriktionerne undervejs. Live Nation havde ellers gjort sit for at sælge oplevelsen med koncertoptagelser af Behemoth indrammet af pyrotekniske effekter. I K.B. Hallen måtte vi imidlertid nøjes med røgdysser. Bevares, man kan sagtens spille en fremragende koncert uden at sætte ild til inventaret, men så burde markedsføringen måske også afspejle det. Heldigvis havde Behemoth andet end lightergas i ærmet. ”The Shit ov God” viste sig således at være noget nær skræddersyet til scenen. Og lad os så lige dvæle ved den titel. For hvor er det dog i grunden åndet. Men Satan i Helvede, det fungerer! Tilpas profant for at tækkes de ’pissesure pandaer’, uden at hr. og fru Ligusterhæk nødvendigvis ville løfte øjenbrynene nævneværdigt over polakkernes småsjofle pottemund. Med “Conquer All” fik vi den obligatoriske takketale, før “Blow Your Trumpets Gabriel” mindede os om, hvorfor The Satanist hører til blandt ekstremmetallens absolutte nøgleudgivelser fra 10’erne. Vi har tidligere belønnet værket med topkarakterer her på siden, og efter mere end et årti er det stadig yderst vanskeligt at finde helhjertede indvendinger mod kompositionernes kvalitet. Titelnummeret fra I, Scvlptor fulgte fint op, mens musikerne, placeret på hver deres piedestal, udnyttede scenografien til fulde. En enkelt crowdsurfer fik sågar lejlighed til at vise sig frem. Fint. Du blev set. Kunne vi komme videre nu?
Helvedes hyggeligt
“Ov Fire and the Void” blev indledt af dystre kor og blæsere. Playback, naturligvis, men det ville være absurd at forlange et helt orkester klemt ind bag Infernos trommesæt. Under “Bartzabel” fik rytmesektionen lov at slå tonen an, mens Nergal siden iførte sig en prægtig bispehue. Ja, det var gennemført, og svenskerne fra Dark Funeral kunne godt lære en ting eller to om at få publikum til at følge med i forestillingen. Sidenhen blev “Chant for Ezkaton 2000 E.V.” sluppet løs, og så skal jeg ellers love for, at der kom tråd på. Håret stod nærmest vandret på scenen, og endnu en gang demonstrerede polakkerne, hvor lidt der egentlig kan udsættes på det musikalske håndværk. “O Father O Satan O Sun!” satte slutteligt et flot punktum for en koncert, hvor Behemoth på stort set alle musikalske parametre havde leveret varen. Men her stod det også klart, hvad der egentlig manglede. Behemoth er blevet så dygtige til at iscenesætte deres sataniske univers, at det efterhånden føles forbavsende trygt. Alt er afstemt, timet, tilrettelagt og eksekveret med næsten irriterende sikker hånd. Mørkt og blasfemisk, javist. Men decideret farligt? Næppe. Det kan naturligvis diskuteres, hvor meget uhygge man overhovedet kan vride ud af fire midaldrende mænd i corpsepaint, men der er alligevel et stykke vej fra den oprindelige ekstremmetals grænseoverskridende væsen til Behemoths familievenlige hyggesatanisme. Man ved præcis, hvad man får. På godt og ondt. Det ændrer dog ikke på, at polakkerne leverede en efter forholdene fejende flot præstation. Pyroteknik havde utvivlsomt løftet det visuelle udtryk, men behovet for ild var aldrig større end glæden ved at lægge øre til et så kompetent orkester.
Sætliste:
1. Daimonos
2. Ora Pro Nobis Lucifer
3. Thy Becoming Eternal
4. The Shit ov God
5. Conquer All
6. Blow Your Trumpets Gabriel
7. I, Scvlptor
8. Ov Fire and the Void
9. To Drown the Svn in Wine
10. Bartzabel
11. The Shadow Elite
12. Chant for Ezkaton 2000 E.V.
Encore:
13. O Father O Satan O Sun!
Dimmu Borgir
Gøgler af Satans nåde
Det skal arrangøren have: Tidsplanen for aftenens tre bands blev overholdt med noget nær djævelsk præcision. Musikalsk var disciplinen knap så udtalt, da Dimmu Borgir overtog scenen efter Nergal og Behemoth. Nordmændene havde på papiret alt, hvad der skulle til for at sætte et værdigt punktum for det vanhellige triumvirat: et omfattende bagkatalog, rutinerede musikere og en frontmand, der i mere end tre årtier har stået fadder til nogle af blackmetallens mest teatralske aspekter. Men “Ulvgjeld & Blodsodel” fra Grand Serpent Rising bekræftede næsten omgående en kollegas lettere perfide karakteristik: en kombination af ’det værste fra Cradle of Filth med det værste fra Nightwish’. Bevares, det var stort, velproduceret og teknisk gennemført, men for en genre, der påberåber sig had, mørke og fortvivlelse, var det også forbløffende tandløst. Heldigvis stod “Mourning Palace” klar til at minde os om, hvorfor Dimmu Borgir engang var synonym med symfonisk blackmetals guldalder.
Had, mørke og fortvivlelse
Shagrath gjorde sit til at engagere salen under “Kings of the Carnival Creation”. Eller rettere: Han gestikulerede, som om publikum skulle have glemt, hvordan man laver larm. Frontmanden selv? Ja, han luntede mestendels omkring som en småugidelig travhest, og fra min plads ved PA-anlægget var det svært at få øje på samme begejstring, som Behemoth havde fremkaldt tidligere. Naturligvis kan man ikke måle en koncerts kvalitet i antallet af løftede horn, men det var alligevel påfaldende, hvor lidt der skete mellem scene og sal. “Council of Wolves and Snakes” fortsatte i samme mekaniske rille. Ikke fordi musikerne spillede dårligt. Tværtimod. Problemet var snarere, at selv de mest svulstige arrangementer blev reduceret til endnu et punkt på agendaen. Om det skyldtes turnétræthed, skal jeg ikke kunne sige. Men hvis en af årets mest imødesete koncerter skal føles som mere end professionel afvikling, må hovedpersonen altså selv virke en smule interesseret. Først med “As Seen in the Unseen” kom der mere liv i Shagrath. “Ascent” fortsatte den positive udvikling, og minsandten om ikke der kom mere bid i både fraseringer og fremførelse. Fint nok. Men hvorfor skulle det tage så lang tid? Svaret fik vi næppe, men “Reptile” leverede i det mindste et glimrende argument for at blive hængende. Nummeret fra Spiritual Black Dimensions har rundet 27 år, men alligevel lød det væsentligt mere vitalt end de nye kompositioner. Både riffs, keyboards og vokal faldt på plads, og for første gang var der reel sammenhæng mellem scenens visuelle udtryk og musikkens intensitet. Sådan. Det var jo det, vi var kommet efter. “The Serpentine Offering” fortsatte med sin fremragende ouverture, og Shagrath begyndte endelig at kvittere for publikums engagement frem for blot at kræve det. “Puritania” holdt dampen oppe, og selv om knæ og lænd efterhånden begyndte at værke, var det svært ikke at lade sig rive med. Og så … “Gateways”! En af mine personlige favoritter fra Abrahadabra og til enhver tid et af de numre, jeg ville præsentere en ny lytter for. Her går det symfoniske, det dramatiske og det metalliske op i en højere enhed, uden at Dimmu Borgir taber sin identitet på gulvet. Den stående applaus var således helt på sin plads. Aftenens symbolske klimaks indtraf, da Nergal atter entrerede scenen for at følge Shagrath gennem Venoms “In League With Satan”. Coveret havde allerede været en del af turnéens fortælling, men efter Conrad ’Cronos’ Lants død tidligere i oktober havde det fået en anden betydning. Og her fungerede det. Ingen grund til at diskutere, hvem der nu egentlig fortjener en plads i blackmetallens selvbestaltede Big Three. For en stund handlede det om at hylde én af dem, der var med til at lægge fundamentet for det hele. Ja f******* tak! “Progenies of the Great Apocalypse” skulle derefter lukke aftenen, men her greb K.B. Hallen beklageligvis ind. Efter et hurtigt toiletbesøg forsøgte jeg at vende tilbage til salen, blot for at blive dirigeret ud gennem en bagdør, mens bandet stadig spillede. Jakke og taske var heldigvis allerede rekvireret. Resten var til gengæld en organisatorisk ommer af de helt store. Det skal naturligvis ikke lægges Dimmu Borgir til last, men ikke desto mindre en unødvendig abrupt og temmelig grotesk afslutning på aftenen.
I (F)anden division
Det er svært at bebrejde Dimmu Borgir manglende kundskaber. Den musikalske udførelse var overvejende solid, og fra “Reptile” og frem kom der adskillige påmindelser om, hvor stærkt et bagkatalog nordmændene råder over. Men Shagrath brugte alt for stor en del af koncerten på at virke som en mand, der hellere ville være et andet sted. Og når orkestret først vågner midtvejs, er det svært at tale om nogen egentlig triumf. Særlig ærgerligt var det, at det nyere materiale fra Grand Serpent Rising fremstod så tamt ved siden af numre, der har mere end to årtier på bagen. For et band, der fortsat markedsfører sig som en af genrens væsentligste kræfter, er det en uheldig påmindelse om, at anciennitet ikke nødvendigvis er ækvivalent med kunstnerisk relevans. Havde Dimmu Borgir nu spillet hele koncerten med samme overbevisning som under de sidste numre, havde vi formentlig stået med et ganske andet resultat. Det gjorde de bare ikke.
Sætliste:
1. Ulvgjeld & Blodsodel
2. Mourning Palace
3. Kings of the Carnival Creation
4. Council of Wolves and Snakes
5. As Seen in the Unseen
6. Ascent
7. Reptile
8. The Serpentine Offering
9. Puritania
10 Gateways
11. In League With Satan (Venom cover feat. Nergal)
12. Progenies of the Great Apocalypse
Varedeklaration med småt
Så hvad fik vi egentlig for pengene? Dark Funeral leverede en overraskende overbevisende halv time, mens Behemoth med vanlig professionalisme satte tingene på plads. At polakkernes satanisme efterhånden var blevet mere hyggelig end farlig, ændrede ikke på aftenens ubestridte musikalske overlegenhed. Dimmu Borgir havde til gengæld sværere ved at leve op til forventningerne, og det var ikke just nogen flatterende konstatering, at de gamle klassikere endnu en gang måtte komme nordmændene til undsætning. Oden til Venom med Nergal og Shagrath udgjorde et passende fælles højdepunkt, hvor historien for en stund vejede tungere end konceptet. Og apropos sidstnævnte: Det lovede inferno udeblev, mens K.B. Hallens besynderlige håndtering af publikum under finalen kun gav anledning til himmelvendte øjne og hovedrysten. Blackmetallens selvbestaltede Big Three? Nja, storhed er som bekendt en relativ størrelse. Vi fik tre vidt forskellige præstationer, men kun én tenderende triumfator. Varen var bestemt ikke uden kvaliteter. Men man skulle nok have læst det med småt, før man lod sig forføre af emballagen.
