Music, despair, whatever

Det er en obligatorisk del af praktikant-tiden at lave bommerter. Det er dog de færreste, der som journalistpraktikanten på P6 Beat kvajer sig over for forsangeren i The Cure, Robert Smith, mens kameraerne ruller. På et videoklip spørger den aspirerende journalist med spag stemme Smith, om han kan indlede programmet med at sige ‘Welcome to a night full of music, despair, whatever’. Den var Smith ikke ligefrem med på. Okay, måske var det ikke en praktikant, der stillede spørgsmålet, men i alle fald skulle vedkommende hellere have spurgt det spanske band Dantalion. På deres tiende udgivelse er de løbet tør for titler, så albummet hedder simpelthen Dantalion. Dets misantropiske melodier maler et billede af menneskeracens mismod, had, ondskab og ja, ‘darkness and despair’. Albummet udkommer også på kassettebånd, og med de informationer kan den vakse læser velsagtens gætte sig til genren. For de lidt mere gumpetunge kan jeg afsløre, at Dantalion tidligere har spillet noget, der i højere grad lød som dødsmetal, men nu minder mere om melodisk black metal … eller i hvert fald ekstremmetal. Lidt doom-inspirerede toner er det også blevet til undervejs på deres musikalske rejse, så de maler med hele paletten.

Kært barn har mange genrenavne, men kun nogle af dem står på dåbsattesten. Lad os for nu blot kalde Dantalion for melo-black. Dantalion har udover genreskiftet også en tidligere forsanger tilbage ved roret, nemlig Diego, der er for mystisk og trve til at have et efternavn. ‘Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage’ skrev Grundtvig, men Dantalion har altså skiftet genre-plovfure samt fået ‘nye’ hænder på ploven. Nu bliver det interessant at se, hvad de kan pløje frem af den sorte muld.

I frit fald mod fortabelsen

Få er så bogstavtro læsere af Bibelen som black metal-bands med deres Peterskors. Eller, der er nok et par stykker derude, men de går desværre i færre nitter. Hvis man vil have arvesyndslæren udfoldet, skal man således ikke læse Luther, men blot sætte Dantalion på. Diegos flossede stemme skriger ud i afgrundsdybets mørke gab om, hvordan ondskab er en indlejret del af det menneskelige DNA. Det tema er allerede tydeligt i titlen på det første nummer, “BORN OF MY OWN DAMNATION”. John Milton kunne ikke have digtet denne fortabelseshistorie mere dramatisk! Man forestiller sig Gustav Dorés graveringer af Lucifers fald – men på albummet er det mennesket, der falder fra frelsen mod fortabelsen. Udgivelsens temaer er ikke udpræget satanistiske, men snarere præget af en almen, misantropisk misantropi … omend bandnavnet henviser til et okkult, dæmonologisk skrift af Solomon ved navn Ars Goetia. Spurgt.

Dantalion er uanset deres genre-changeren mastodonter inden for spansk ekstremmetal, især i Galicia-området. Derfor dominerer deres lyd denne genreafgrening og er næsten uden sammenligning. Hvis man skulle sammenligne dem med nogen, ville Moonlight Sorcery ikke være det allerdårligste bud, og inden for den spanske forgrening af genren kunne man ligeledes pege på Noctem og Ouija, der er blade på samme geografiske gren som Dantalion – omend med andre knaster i kompositionerne. 

Dantalion er således en af grundpillerne i den spanske meloblack-scenes fundament og har sat tonen for mange efterfølgende artister. Netop derfor er de vigtige at kende og lytte til, hvis man vil følge en del af den scenes soniske historie og høre, hvor den er på vej hen. Hvis du interesserer dig for melodisk black metal lige så sort og bitter som umodne oliven fra bandets hjemland, er dette hermed en opfordring til at lytte til Dantalion. 

Storladenheden mangler ikke på albummet. Den kan særligt mærkes på de mere melodiske passager under eksempelvis “ASCEND THROUGH RUIN”, hvor guitarist Netzja får plads til at folde vingerne ud og fylde luftrummet med både klassisk tremolo og mere gyngende riffs. 

Albummets instrumentale bestanddele besidder generelt en meget klar klang, og produktionen af disse er ret renskuret. Brais Barreiro har stået for denne, og ifølge IMDb har han ligeså skabt lyd til spanske horror-kortfilm som Fracturas. Således ved han, hvordan man skaber filmiske lydlandskaber og indgyder gru i øregangene. Det kan til dels høres på blandt andet “WHERE THE HIDDEN DEMONS RISE”, der snildt kunne underlægges som musik til den filmsekvens, hvor hovedpersonen ser sin bedste ven snuble foran dæmonhorden og blive flået og fortæret levende af Helvedes gale hunde. 

Albummet kommer dog aldrig for alvor til at minde om filmmusik. Det skyldes især Diegos vokal, som skiller sig markant ud fra resten af mixet. Han kunne lige så godt have optaget sin stemme på en vandskadet diktafon med flossede båndspoler … og hvem ved, det har han måske. Som med dogmefilm optaget på håndholdte kameraer kan det rystede, uskarpe og gnidrede lydbillede være et stilistisk valg, der giver en mere interessant lytteoplevelse. Lige for Dantalion fungerer det dog ikke helt. Det skyldes, at resten af lydbilledets produktion er relativt pæn, og vokalen kommer til at lægge sig under guitaren og trommeslager Naemoths rytmer. Det er ellers en stærk vokal, Diego lægger for dagen, når den skinner igennem guitarfræsets tunge, mørke metal-natteskyer af feedback og tremolo. Hans hæse stemme formår at variere mellem growls og en mismodig, mere melodisk black metal-version af Klagesangene. Derfor er det netop også ærgerligt, at man ikke kan høre det grundet lydlandskabets ujævne topografi. 

Ikke en kat værdig

Min kat er en hårdere kritiker end jeg, for hun har sovet sig gennem hele Dantalions plade … flere gange. Og der er da også noget søvndyssende over pladen, både i positiv og negativ forstand. I positiv forstand tager albummet dig med på en meditativ rejse ind i mørket og roen. Hvis du giver det tid og lytter dig igennem det til tider rodet mixede lydbillede, ankommer du til en stille sø i dit sind, hvor sangene folder sig ud som Guds ånd over kaosvandene. Det er ikke, fordi der er den største udvikling mellem numrene (omend den forekommer). Nej, udviklingen sker inden i dig, når tonerne drypper ned og spreder ringe af ro i dit indre kaosvand. Instrumenterne krydser dog til tider klinger og giver en kakofonisk klang, når de støder sammen, fordi lydbilledet ikke altid er ordentligt lagdelt. Disse sammenstød bryder roen, så man aldrig helt bundfælder sig i den.

I mindre positiv forstand er albummet søvndyssende, fordi det mangler fremdrift og mere variation mellem sangene. Hvis produktionen var bedre – eller værre – og mixet bedre fordelt med større variation i kompositionerne, kunne det dog godt have scoret en høj karakter. Min kat er for elitær til at værdige albummet et blik, men jeg synes nu alligevel, at man skal give det en chance, for det har alligevel en vis dybde, der sætter sindet i svingninger.