Lyden af nostalgi

Vintage, retro, oldschool. Moderne tider kalder på retrospektive perspektiver. Jeg er mindst lige så glad for at kigge efter guld på diverse markeder og hos velgørende organisationer som min nabo. Pressematerialet, der følger med Shogun Mojo, baseres på nostalgi, tilbage til rødderne og spiller på den trang, mange vel i virkeligheden har til at gå mod de moderne strømninger. I dette tilfælde specificeres den højaktuelle diskussion om brugen af kunstig intelligens i tilblivelsen af populærmusik. Men ligesom fundet af en gammel træølkasse kan vække stor begejstring i den lokale genbrug, lige så ligegyldig kan endnu en morsdagplatte fra nittenhundrede-og-who-cares være. Så spørgsmålet er, om Shogun Mojo, med deres higen efter simplere tider, lykkes med at ramme ned i den varme dunede reminiscens, der kan få enhver til at drømme sig tilbage i tiden. Albummets cover prydes af bandets maskot, Star Rider, paradoksalt nok sendt fra fremtiden, bevæbnet med samuraisværd og seks strenge, med en mission om at holde rock’n’roll i live.

Det er heldigvis efter sigende sundt at kede sig

Selvom Shogun Mojo er en debutplade, så står der særdeles erfarne kunstnere bag. Supergroup er måske at strække den, men Tommy Thayer (Black 'N Blue, Kiss) og Dan Reed (The Dan Reed Network) er hovedmændene bag foretagendet. På henholdsvis bas og trommer finder vi tidligere backingmusikere fra Reeds solokarriere Bengt Jonasson og Robert Ikiz. Promoveringsindholdet tegner et billede af fire kammerater, der hygger sig i studiet. Skriver sange og jammer sammen, indspiller live og analogt, igen med den her ’de gode gamle dage’-vinkel. Det kan være glimrende, også på denne side af årtusindeskiftet; lyt bare til Slashs World On Fire, der netop blev indspillet analogt. Men det kan sandelig også blive en tynd omgang, uden frugterne af flid og umage.

Som en fattigmands Extreme åbner Shogun Mojo med ”Funk Party”, lydbilledet er klart defineret, men mangler en hel del punch. Det gør sig gældende gennem hele albummet, og linjer som ’Gonna raise hell, set the night on fire, gonna rock your world, and take you higher’ fremstår præcis så banale, som de lyder. ’Turn up the volume’, synges der også, og hvis det er det, bandet vil fremelske, skulle de nok selv have skruet noget mere på alle knapper.

Man er ærlig talt ved at kede sig ihjel under gennemlytningen. Thayers riffs er så uinspirerede og ligegyldige, at intet af det efterlader skyggen af indtryk. Et par af soloerne rummer, isoleret set, en vis kvalitet. Det kan høres på ”Under the Gun” og ”Dog Eat Dog”, hvis man da orker vejen derhen gennem det udbenede musikalske landskab. Sangskrivningen er nogenlunde varieret, med en funkrock-vibe mere eller mindre evident, men der er ingen diversitet i leveringen. Dan Reed lyder, som om han kun synger med 40 procent kraft, og ligger stabilt i stort set samme toneleje under hele ’herligheden’. Hvor rystende det end lyder, så er det der andenrangs Extreme-nummer faktisk pladens bedste skæring, og det er altså ikke noget prangende fikspunkt.

Fortidsdyrkelse uden anstrengelse

Shogun Mojo mislykkes totalt med missionen. Autenticiteten udebliver, og tilbage står en samling sange, der virker ufærdige. Bandets løfte om at levere et uforfalsket produkt giver nærmest indtryk af at være en dårlig undskyldning for ikke at gennemarbejde og finpudse numrene. Jeg tager til hver en tid hellere en velproduceret plade fra Cats In Space eller The Night Flight Orchestra. Vil jeg høre noget ægte oldschool, så har både Thayer og Reed et fantastisk bagkatalog, ikke mindst de fire kriminelt oversete Black 'N Blue-albummer fra firserne, og så er det der, jeg går hen.