Dronninger med strømsparefunktion

Langt mellem snapsene

Amerikanske Queens of the Stone Age (QotSA) er et band, jeg kun har dyrket i perioder. Siden den helt fænomenale debut, Songs for the Deaf fra 2002, har gruppens diskografi nemlig været en noget ujævn affære. Hverken Lullabies to Paralyze, Villains eller til dels Era Vulgaris formåede for alvor at fange min opmærksomhed, og jeg er faktisk af den overbevisning, at QotSA ikke har lavet en rigtig fed plade siden …Like Clockwork, der i år kan fejre 13-års fødselsdag.
Når man beskæftiger sig med bands, hvis udgivelser svinger så voldsomt i kvalitet, er det dog vigtigt også at anskue diskografien som en samlet fortælling. Det gør de enkelte kapitler både mere interessante, men i særdeleshed også historien nemmere at forstå. Med nyeste og niende langspiller, Perfecth, får vi således endnu et afsnit i sagaen om stenalderens dronninger. Men vær beredt: Det er en aldeles afdæmpet affære, der næppe havde fundet vej til anmeldelsesbunken her på heavymetal.dk, hvis ikke det var for bandets navn og status.

Lys i mørket

Frontmand og bandboss Josh Homme har de seneste år været igennem en række personlige udfordringer, herunder skilsmisse og alvorlig sygdom. Først nu synes han så småt at være ved at finde melodien igen. Perfecth kredser da også om kærligheden i dens mange afskygninger. Den lykkelige slags, der findes mellem familie, venner og andre nære relationer, men også den kærlighed, der går i stykker, den, der samler én op igen, og den, der ganske enkelt ikke lader sig forklare.
En meget velplaceret ”It’s Only Love” åbner ballet. Det er en stille og fin lille sag, der sætter tonen for det, der venter. Det er langt fra den sædvanlige QotSA-rocks energi, nerve og fandenivoldskhed, men en behagelig og afdæmpet introduktion til albummets melankolske univers. Med ”Insignificant Other” begynder der dog at komme lidt mere liv i foretagendet. Nummeret emmer af en blanding mellem Rolling Stones’ ”Miss You” og noget, Chris Cornell kunne have placeret på et af sine soloprojekter. En særdeles vellykket kombination og et af pladens absolutte højdepunkter. ”Mono” bærer til gengæld lidt karakter af et studiejam, der har udviklet sig og er blevet til et ganske fint nummer, dog uden at imponere. Det er bestemt ikke dårligt, men heller ikke noget, der for alvor sætter sig fast. Og det er sådan set meget sigende for Perfecth: Her er masser af fine øjeblikke, men sjældent den store spænding.

Forventninger om rock og rul bør derfor parkeres et sted mellem garderoben og baren. Især når vi når til ”From the Cliff”, der lyder som flerstemmigt Beatles, der møder David Bowie over en akustisk guitar. Det er måske ikke ligefrem opskriften på en QotSA-banger, men hold nu op, hvor er det egentlig et dejligt nummer. Det samme gælder ”Sunday”, der ligeledes sender tankerne mod Bowie og hans storhedstid omkring Berlin-årene. En funky, finurlig og charmerende sag, som næppe kommer til at pryde hitlisterne, men som gør sig ganske fortrinligt i albummets sammenhæng.
”Phantom Limb” fortsætter i det smukke og melankolske spor. Her er ingen grund til at skrue op for hverken tempo eller guitarer. Stemningen får lov at stå alene, og det fungerer fremragende. ”Run Away From the Mob” runder pladen af med endnu mere afdæmpet eftertænksomhed, og så sker der noget. I de sidste minutter kommer der pludselig smæk på. Jamen, jøsses! Virkelig? Ja, for pokker! Strøm på guitaren, lidt nerve og en snert af den energi, man ellers har savnet undervejs. Skal denne lidet diskrete afrunding tolkes som et tegn på, at QotSA nu har fået bearbejdet livskrisen og er på vej tilbage på sporet? Man har lov at håbe.

Josh Hommes ’St. Anger’

Gruppens niende album er lyden af et modent band, der forsøger at bearbejde fortiden og bevæge sig videre mod nye tider. Et album med masser af fine sange, men uden den store sammenhængende gennemslagskraft. På mange måder som det var tilfældet med Metallicas St. Anger. Men fra et anmeldelsesperspektiv må jeg så også tilføje, at den slags trækker ned. Jeg tager gerne imod den mere eftertænksomme og indadskuende side af Queens of the Stone Age, hvor selvransagelsen og renselsesprocessen er nødvendig, men højdepunkterne på pladen er for spredt og snakker ikke sammen. Og efter afslutningen på ”Run Away From the Mob” er det svært ikke at ønske sig lidt mere af det, der gemmer sig lige dér.

Perfecth er pænt, afdæmpet, eftertænksomt, melankolsk og mest af alt stille. Ikke dårligt, bestemt ikke, men heller ikke QotSA som vi kender dem. Der har været ganske langt mellem de musikalske højdepunkter siden …Like Clockwork, men heldigvis er dette det bedste, bandet har leveret siden. Derfor lander Perfecth på den pæne side af middel