I forhold til "In Sorte Diaboli" har Dimmu Borgir mistet to centrale medlemmer i bandet, men dømt ud fra "Abrahadabra" har det ikke påvirket kvaliteten af deres musikalske udspil i nogen særlig grad. Til tider kan man godt mangle den distinkte og karakteristiske rene sang fra Vortex, men ellers fortsættes stilen fra "In Sorte Diaboli" med nogle små justeringer på det seneste album fra Dimmu Borgir.

Væsentligst er tilføjelsen af symfoni-orkesteret Kringkastingsorkesteret og Schola Cantorum koret, som har betydet at Dimmu Borgir ikke blot har benyttet sig af "kunstigt" skabte symfoniske elementer. Og disse elementer går ekstremt godt i spænd med de aggressive parter og komplimenterer hinanden på glimrende vis uden at det overskygger det essentielle, nemlig sangene.

Resultat er et pompøst og bombastisk album, hvor de fængende elementer er bibeholdt og resultatet er et fantastisk gennemført album, der imponerer som helhed med bestemt også med de enkelte sange. Her skal især fremhæves "Born Treacherous", "Gateways", "Renewal", " Endings and Continuations" og "Dimmu Borgir", hvor det lykkes at få blandet masser af variation ind i sangene og samtidig skabe et meget memorabelt og sammenhængende resultat. De ekstreme dyder er dog stadig en stor del af Dimmu Borgirs udtryk, hvilket eksempelvis “A Jewel Traced Through Coal" viser med de grindede parter og dette er godt eksempel på den kompromisløse natur dette album har.

Alt i alt er "Abrahadabra" et imponerende alsidigt album, hvor Dimmu Borgir bruger deres position til hæve niveauet for den symfoniske black metal til nye højder og Dimmu Borgir har samtidig begået et af årets metalliske højdepunkter med "Abrahadabra".