It’s been 84 years …
Det er tre år siden, vi sidst fik en udgivelse fra Dimmu Borgir. Det er otte år siden, vi sidst fik en reel skive fra Dimmu Borgir. Det er 16 år siden, vi sidst fik en god skive fra Dimmu Borgir. Det er er 28 år siden, vi sidst fik en fantastisk skive fra Dimmu Borgir.
Dimmu Borgir var en gang et band, der virkelig havde fat i den lange ende, hvad der angik teatralsk symfonisk black metal. Men som årene er gået, virker det, som om medlemmerne – der i øvrigt også er faldet fra som fluer – virker mindre og mindre interesserede i at holde projektet i live.
Dimmu Borgir minder derfor mest af alt som ham den helt trætte kollega, vi alle har, som har været her i 40 år, blot møder ind, kører på autopilot, og så går igen, når klokken slår 17. Ham, som går rundt på gangene med helt tomme og udtryksløse øjne, og som blot brummer 'tjo', når man spørger ham, om alt er vel. Men nu er bandet klar med sin 10. skive, (11., hvis man tæller Stormblåst MMV med), så lad os se – og høre – om der faktisk er en gnist derinde et sted, bag de grå øjne.
Jøsses dog …!
Besætningen på det gode skib Dimmu Borgir er atter blot de to nestorer, Silenoz og Shagrath. Fans blev en kende bekymrede allerede i 2009, hvor Simon ’ICS Vortex’ Hestnæs og Øyvind ’Mustis’ Mustaparta skred, og panikken spredte sig endnu mere, da Tom ’Galder’ Andersen smuttede i 2024. Ergo er spørgsmålet, om Dimmu Borgir kan fungere, nu hvor det kun er de to, der er tilbage ved roret. I det promomateriale, vi har modtaget, er der et citat fra Silenoz selv, hvor han udtaler følgende: 'I know it’s a massive cliché to say this is our best album. But look at it this way: why would we even bother doing this if we didn’t feel that way ourselves?'
Når en musiker, der har været gang i så mange år som Silenoz, udtaler den slags – så er det et gigantisk ’red flag’. Dels fordi det aldrig er rigtigt, og dels fordi det siger noget om, hvor langt væk fra virkeligheden artisten er. Som om du laver dit bedste produkt mere end 30 år inde i din karriere, på et tidspunkt i dit liv hvor du hverken skal bevise noget eller har noget at miste. Goddaw, mand økseskaft! Hvis de selv er nået frem til, at numre som ”Tridentum”, ”The Exonerated” eller ”Ulvgjeld og blodsodel” skulle være bedre end ”The Serpentine Offering”, ”Mourning Palace” eller ”Kings of Carnival Creation”, må de have slået hovedet på vej ud af studiet.
Nå, men hvordan lyder 'den bedste' Dimmu Borgir-skive nogensinde så? Ja, til at starte med, så er det deres længste skive til dato. Vi får simpelthen hele 13 numre og en spilletid på godt og vel 70 minutter. Det er meget Dimmu Borgir – det er faktisk for meget. Alt for meget. Især fordi det slet og ret ikke lyder som en Dimmu Borgir-udgivelse. Man kan sige meget om Eonian, men den lød da i det mindste som en Dimmu Borgir-skive, i hvert fald for det meste da.
Når jeg tænker på Dimmu Borgir, så tænker jeg på et band, der lyder uhyggeligt. Ikke sådan rigtig uhyggeligt, men tegnefilms-uhyggeligt. Det skal helst lyde som et soundtrack skrevet til en ekstremt karikeret skurk fra en sværd og trolddom-film, som James Earl Jones’ udgave af Tulsa Doom fra Conan eller Den Hornede Konge fra The Black Cauldron. Det gør Grand Serpent Rising bestemt ikke.
Overordnet set, så lyder det, som om Silenoz og Shagrath har forsøgt sig med at kombinere det værste fra Cradle of Filth med det værste fra Nightwish. Albummet slæber sig igennem den ene gotiske passage efter den anden, ofte akkompagneret af ugidelige klaverskalaer og åben E-strengs-riffs.
Forbløffende mange af sangene virker også, som om de er skrevet i dur i stedet for mol, hvilket er super-duperunderligt, for durakkorder er da om noget antitesen til 'ond lyd'. Tag nu bare det ultra-kluntede gadagung-gadagung sludge-riff fra midterpassagen i ”Recognizant” … Det er så langt fra Dimmu Borgir, som noget kan blive. Og bedst som man tænker, at nu kan det ikke blive mere ligegyldigt, ja, så kommer albummets lukker, ”Gjǫll”. Et muntert lille piano-cello-bas-instrumentalt nummer, der lyder som noget fra Ghosts Prequelle. Jøsses dog …!
Dimmu Dollars
Der er absolut intet spændende ved albummet her, der er intet liv, og der er slet ingen gnist. Men hvad værre er, så er der ikke én af de 13 (!) sange, der er mindeværdige, og selvom de forsøger at trække tråde tilbage til deres helt gamle materiale ved at have enkelte sange, der er på norsk og har norske sangtitler, så har det blot den effekt, at albummet virker endnu mere usammenhængende. Der er simpelthen ingen rød tråd at komme efter – altså udover ugideligheden.
Alt ved Grand Serpent Rising udstråler, at det er et album, der er lavet, fordi bandets bagmænd insisterede på, at der altså skulle flere Dimmu Dollars i kassen. Og det skal der nu nok komme. Jeg er sikker på, at mange fans vil købe skiven her, simpelthen fordi de både tørster og hungrer efter nyt materiale – forståeligt nok. Men jeg er så også ganske sikker på, at de alle vil blive efterladt med en bitter smag i munden.
