Top-3 Mads Jacobsen 2025
2025 er mit første hele år som skribent hos Heavymetal.dk, og hvilket år. Lige over 40 anmeldelser er det blevet til, skiver og koncerter inklusive – lad os se, om jeg ikke kan få klemt lidt mere ud næste år. Det har været et år med mange fantastiske udgivelser – både i det danske og internationalt. Tillige har jeg fået udvidet min referenceramme ret så kraftigt og stiftet bekendtskab med et overflødighedshorn af udgivelser, der har indeholdt både højdespringere og bundskrabere. Så da jeg skulle til at skrive min første top-3, ja, så forstod jeg pludselig, hvad min bedre halvdel snakker om, når hun ikke har noget at tage på, et fyldt tøjskab til trods. Men nok halvdårlige parforholdsjokes, lad os dykke ned i det, der har gjort noget for mit indre musikalske landskab i år.
Danske udgivelser
3.-pladsen: BAEST - Colossal
BAEST har for mig, som for så mange andre, altid været garant for en god liveoplevelse. Selvom de også har fundet vej ind på mine playlister, så har de ikke fyldt meget i mine rotationer, men jeg skal love for, det har ændret sig, da der på Colossal kom andre boller på suppen. Indsprøjtningen af guitarmelodier, der kunne være udsprunget fra hænderne af Jake E. Lee og Randy Rhoads i 80’erne, har givet BAEST et upbeat udtryk, der virkelig klæder dem. Føj dertil velplacerede gæsteoptrædener fra ORM og Jesper Binzer, og genistregen er nærmest fuldbragt. “Misfortunate Son” og “Imp of The Perverse” viser i særdeleshed, hvor godt et sted BAEST er landet med deres nye udtryk – især førstnævnte kan jeg næsten ikke blive træt af.
2.-pladsen: Afsky - Fællesskab
Gode, gamle Ole Luk gjorde det sørme igen. Ofte jeg drømmer mig død har roteret ret så kraftigt hjemme hos mig, siden den udkom, og selvom jeg ikke var lige så højt oppe at ringe over Om hundrede år, så cementerede den Afsky som noget særligt på den danske scene. Sørme om Fællesskab ikke satte trumf på her i det herrens år 2025. Skåret helt ind til benet kan man sige, at vi på denne plade får alt, hvad der er godt ved Afsky, bare bedre. Der er højere til loftet, samtidig med at der er givet mere plads til det melodiske. Ole Luk er en mand, der deler vandene, og som mange har fået en holdning til, men hans musik er tæt på magisk.
1.-pladsen: Morild - Disse fugle får ingen at se
Nærmest ud af det blå kom denne udgivelse fra Morild, og jeg tabte næsten alt, hvad tabes kan, ved første gennemlytning. Her mange lyttesessioner senere bliver jeg stadig helt paf, når pladen får en omgang. Faktisk er det lige før, ord ikke er nok til, hvad dette værk kan frembringe af følelser. Atmosfærisk black metal har det undertiden med at blive lige lovlig overdrevet patetisk, når diverse praktiske lydeffekter a la ‘støvler i grus’ eller ‘mågeflok, der skriger’ mases ind for at indgyde en stemning. Morild fastholder dog patos uden at skrue op på 11. Når musik er bedst, får den én til enten at glemme eller huske alt. Disse fugle får ingen at se – og især nummeret “1000 Kroppe” – gør begge dele på samme tid, og det er alligevel ikke tit, jeg befinder mig i det sælsomme, men alligevel fantastiske sindelag. Bravo, Morild. Det kan næsten ikke gøres smukkere.
Boblere:
Katla - Scandinavian Pain
Endelig kom den! Og så var det doom af den slags, man kunne knipse med fingrene til.
Feather Mountain - A Liminal Step
Havde det nu været en top-4 … Man skal ikke lede udenlands for at finde god prog. Vi har det lige her i vores egen andedam.
Sunken - Lykke
Lykken var gjort, da jeg hørte dette album, og jeg er sikker på, den lykke varer ved længe.
Internationale udgivelser
3.-pladsen: Messa - The Spin
Jeg kendte overhovedet ikke til Messa før i år, men for dælen, hvor er det et bekendtskab, jeg er blevet glad for. Bandet, og især udgivelsen The Spin, er et eksempel på, når der leges med genrekonventioner. Nok er det doom, men det er også meget mere end det. Det er lidenskab og sårbarhed forenet i en smuk vals. Albummet er velsagtens bandets terapi og bearbejdelse af et forfærdeligt færdselsuheld nedfældet på lyd. Til tider føler jeg som lytter, at jeg er kommet med helt ind, hvor jeg egentlig ikke må være, at der bliver delt noget så fint og skrøbeligt, at jeg vil komme til at ødelægge det med min blotte tilstedeværelse. Vanvittigt smukt album!
2.-pladsen: Heaven Shall Burn - Heimat
Jeg er sgu godt gal over verdenssituationens tilstand i disse dage. Vi havde lige kastet pandemien af os, da Putin sagde ‘hold lige min vodka’. I stedet for en verden, der står sammen, bliver den stadig mere splittet, og demagogerne trækker deres agendaer ned over hovederne på os. Så Heimat fra Heaven Shall Burn ramte lige ned i min vrede. De tyske herrer har altid være indebrændte, men her tog de deres agitation til et nyt niveau med et konceptalbum, der går i rette med højredrejningen og minder os om, at magten i sidste ende ligger hos os, folket. Jeg er ikke den store tilhænger af metalcore, men når man som Heaven Shall Burn læner sig over mod melodød a la Göteborg, så er jeg lutter øren. Især et nummer som ”Empowerment” kan jeg ikke slippe, og det er blevet fast inventar i min rotation. Op på barrikaderne!
1.-pladsen: Deafheaven - Lonely People with Power
Indrømmet, jeg er først steget på Deafheaven-toget sent (faktisk først i år). Så jeg har egentlig ikke rigtig haft deres musikalske rejse og dertilhørende polariserende stilskift tæt inde på livet. Måske så meget desto mere har jeg været i stand til at nyde Lonely People with Power fra et jomfrueligt udgangspunkt. Og hvor har jeg dog nydt det. Faktisk endda så meget, at jeg har haft svært ved at dykke ned i – og sætte pris på – Deafheavens bagkatalog. Jeg måler det simpelthen op mod dette album. Det står da også klart, at bandet her rammer sweet-spottet for de elementer, de tidligere har leget med, og forfiner deres formel til noget nær perfektion. Her får man simpelthen alt, hvad hjertet begærer, og det skorter ikke på komplekse kompositioner og fandenivoldskhed. Så, Deafheaven, servér venligst mere fra denne skuffe, tak.
Boblere:
Scorpion Child - I Saw The End As It Passed Right Through Me
Kæmpe overraskelse. Hvis Led Zeppelin og Black Sabbath havde fået et barn sammen, så var det Scorpion Child.
Mantar - Post Apocalyptic Depression
Punk, doom og sludge. En herlig atomreaktor af lyd og følelser. Musik, man kan danse tosset til!
Malevolence - Where Only The Truth Is Spoken
Endnu en omgang metalcore, jeg rent faktisk kan lide. De hårdtarbejdende briter gør mere af det, de er gode til.
Årets overraskelse
Clawfinger på Mejerhell
Den havde jeg godt nok ikke set komme. Hverken offentliggørelsen af et større internationalt navn på en lillebitte festival eller den oplevelse, det skulle vise sig at blive til. Bevares, jeg havde da regnet med et lille gib i nostalgien og et smil på læben, men at svenskerne i den grad skulle tage bagdelen på mig, havde jeg aldrig troet. Jeg havde på forhånd aftalt med mig selv, at den nostalgiske faktor måtte tælle for et kranie i sig selv, men at de heller ikke skulle have det, hvis de bare leverede en slatten, rutinepræget optræden. Heldigvis vidste veteranerne lige, hvad der skulle til, og tog opgaven lige så seriøst, som havde det været en højt profileret festival, de besøgte. De intime rammer med godt 200 veloplagte tilskuere udgjorde prikken over i’et, og interaktionen mellem band og publikum ville nærmest ingen ende tage. Hele mejeriet, bandet inklusive, havde en kæmpe fest, og Clawfinger var da også alt andet end uberørte, da de modvilligt gik fra scenen. En kæmpe oplevelse, som jeg sent vil glemme. Til dato mit eneste 10-tal – og det går jeg til valg på.
Årets skuffelse
Prodigy på Copenhell
Det har været svært for mig at finde frem til en decideret skuffelse. Nuvel, der er da en del, jeg har rynket på næsen af i år, men jeg havde måske ikke den største forventning til meget af det på forhånd. Jeg havde dog sat mig for at have et åbent sind omkring Prodigy på Copenhell. Men ak. Efter at have tilbragt hele koncerten i udkanten af pitten, hvor alle lod til at ville give ravere til Love Parade kamp til stregen, følte jeg mig som det tynde øl til en fest, jeg ikke var inviteret til. Det blev ikke bedre af, at Keith Flints passager blot glimrede ved deres fravær – artistisk valg med respekt for manden eller ej så var det som at se en trebenet hund på en agilitybane. Det var helt sikkert vildt, men det skal ikke forveksles med godt.