Hjort nummer 117 – men det er en and

Ved første øjekast på forsiden af Heimat udsættes vi for hjort nummer 117 på et metalalbum i år. En brølende hjort har tradition for at være motiv for adelighed og magt i kitschet billedkunst fra det 19. og 20. århundrede. Egenskaber, som man nok vil forbinde med patriarkatet. Men der er noget galt. Nærværende hjort bræger med en rædselsslagen grimasse og ligner langtfra et nobelt krondyr, der vil pryde selv den mindste herregård. Den tjener som trope og er under belejring af selvsamme magthavere, som den ellers har været spændt for som motiv. De allegoriske virkemidler stopper da heller ikke her. ’Heimat’, der på tysk betyder hjemstavn eller hjemland, har en nok så fredsommelig og kollektiv betydning, men ser vi på verden anno 2025, er det også et begreb, der atter er taget til indtægt for en nationalistisk agenda, som toneangivende aktører søger at fremme gennem frygt og misinformation. Den – midlertidige og relative – ro, vi oplevede især i den vestlige verden ved overgangen til det 21. århundrede, står for skud. Heaven Shall Burn har tradition for at være højlydt kritiske overfor den etablerede elite, men på 10. album ser vi for første gang en konceptualisering af kritikken. Men står udfaldet mål med visionen?

Si vis pacem, para bellum

“Ad Arma”. Til våben. Det instrumentale åbningsnummer lægger fra start med et lydbillede fra skovens fauna, og snart skal det vise sig, at ’I skovens dybe, stille ro’ er en saga blot. Hastigt fremrykkende riffelskud bryder idyllen, inden den komplet sønderlemmes af “War Is The Father of All”, hvor sanger Marcus Bischoffs flænsende vokal med afsæt i Heraklits deprimerende værker lader os forstå, at konflikten er her, og at vi tog freden for givet – igen meget apropos 2025. Som værket foldes ud, står det mere og mere klart, at al den autonomi, som vi bid for bid velvilligt frasagde os på “Übermacht” fra forgængeren Of Truth and Sacrifice, agiteres vi nu til at tage tilbage. Men patos og samfundskritiske tekster udgør i sig selv ikke arsenalet, der skal til for at vinde konflikten. Heldigvis er de herrer Weichert og Dietz leveringsdygtige i lige dele brutale riffs og fængende leadguitarmelodier. Tag bare “Empowerment” som eksempel på, hvad der gennemgående fungerer på dette album. Rytmeguitaren giver en fremdrift til Bischoffs mildest talt hidsige brandtale, der flankeres af Christian Bass’ trommer, der brager af sted som artillerisalver. Den fængende guitarmelodi gentages med tilstrækkelig variation, der gør den mindeværdig, uden at kede ørerne.

Produktionen, der vanen tro er blevet håndteret af Tue Madsen, står virkelig skarpt og trimmet med mestendels veldefinerede instrumenter og vokal. Dog bliver lydbilledet aldrig anmassende eller decideret skingert, og det giver mening at have valgt dette udtryk, når budskabet skal stå skarpt. Den – en anelse for lange – intrumentale outtro “Inter Arma”, der velsagtens i denne sammenhæng implicit afsluttes med ‘caritas’ og dermed i sin helhed betyder ‘barmhjertighed mellem våbnene’, steder værket til hvile og minder os med beroligende og melankolske cellotoner om, at der selv under en konflikt skal være plads til netop barmhjertighed og næstekærlighed. Det, der ofte kan blive en hæmsko for et konceptalbum, er, når numrene ikke fungerer ude af kontekst, hvilket dog ingenlunde er tilfældet på Heimat. Ses der bort fra de tre instrumentale stykker, intro, outtro og det meget korte intermezzo “Imminence”, så kan hver en skæring stå på egne ben – men tilsammen udgør de en komplet fortælling, hvor pacen næsten er perfekt. Næsten. Min eneste reelle anke ved dette album er “Numbered Days”. Tematisk passer dette cover af det gamle Killswitch Engage-nummer ind i ligningen, men at det også inkluderer Jesse Leach på ren vokal, trækker ned. Bischoff klarer sig slet og ret bedre alene, og jeg fristes til at sige, at hans formidable indsats som indpisker formindskes en anelse ved Leachs tilstedeværelse. Med al respekt for ophav og betydning for genren så skulle dette nummer have været sorteret fra. Albummet ville ikke have lidt afsavn, tværtimod ville det have stået stærkere. 

Rammer tidsånden med drabelig præcision

Hører man til blandt dem, der afskriver herrerne fra Thüringen, ud fra den antagelse, at de byder på standard core-formel med skiftevis ren vokal og growls samt breakdowns ad nauseam, så snyder man sig selv. Deres Weltschmerz serveres med en musikalsk form, der i høj grad læner sig op ad melodisk dødsmetal. Med Heimat har Heaven Shall Burn begået et utroligt veludført konceptalbum, der er snublende tæt på at være formfuldendt, og som med tiden meget vel kan ende med at stå som bandets hovedværk. En musikalsk kommentar, om man vil, der fanger den Zeitgeist, der vil kendetegne vores periode i verdenshistorien. Ni store kranier herfra.