Polsk thrash til tiden?

Man kan ikke anklage Abuser for at være et unikt bandnavn. Blot inden for heavygenren findes i hvert fald fire bands, der deler det at være misbruger. Der er thrashede italienere, amerikanere, der laver dødsmetal, en kinesisk kunstner, der udgiver black/død, og så altså disse fire farlige fyre fra Wroclaw, Polen, der også begår sig inden for thrashens rammer. Fællesnævneren for Abuser-bands er også et fåtal af udgivelser, og for nærværende fuldspiller er der tale om en reel pladedebut. Det har dog taget et stykke tid, da bandet blev dannet i 2018.  Undervejs er det blevet til en demokassette udgivet på tyske Destruktion Records i 2019 samt en pause og omrokering af besætningen i 2020-2022. Blood Marks udgives på velansete Xtreem Music, der er kendt for at arbejde med kompromisløs undergrundsmetal. Produktionen er klaret af Satanic Audio, hvis ejer, Haldor Grunberg, har stået bag pulten for etablerede navne som Behemoth, Dopelord og Me and That Man. Det er med andre ord ikke hvem som helst, der har været inde over udgivelsen.

Så hvordan lyder polsk thrash udgivet fra Spanien med en svensk produktion?

Over stok og sten

Hurtigt. Først og fremmest hurtigt.

Og det er også sådan, Abuser lægger fra land på ”Cry of the Innocent”. Med en hurtig trommeintro, godt med snares, korte bækkenclash og derefter fuld fart over feltet med galopperende ekspres-dukka-thrash med en hylende hastig guitarsolo. Hvad der primært påkalder sig opmærksomhed, er trommerne, som ud over at diktere det hæsblæsende tempo udfylder ethvert hul med breaks, bækkener, snares og støj. Med støj menes, at det faktisk har tendens til at overdøve de ganske fine guitarriffs og basgange, der ligger inde bag, hvor såvel rytme som tonesammensætning fungerer. Når jeg altså hører dem – eller aktivt fokuserer.

I front finder vi Pawel Dominiak på henholdsvis vokal og guitar. Hans stemme hvæser monotont i resonans med en båndsliber. Der er ingen top og bund. Bare fræs. Og dette er ikke ment som en kompliment. Det gør det ikke bedre, at det lyriske niveau har patos som en pauver Polski Fiat, der forsøger at puste sig op til noget, den faktisk ikke er. Temaerne bevæger sig fra smerte til død til vold og så tilbage igen, bare med andre synonymer, kvalernes knækprosa, om man vil. Sammenhængende er det i hvert fald ikke.

Lydmæssigt set lader den egentlige frontfigur dog til at være Jakub ’Klimek’ Klimkiewicz bag tønderne. Jeg får et billede af, at han er den legemlige udgave af Peter fra ’Højt fra træets grønne top’, der fascineret dvæler ved trommen. Han vil den så gerne, og i Abusers eksempel har han såmænd også fået den og udfolder sig derefter som en ustyrlig Animal fra Muppet Show i selve udførelsen. Bevares, han kan bestemt spille, men ikke med finesse. Det er nærmest, så man taber pusten. Og så tager han – og tempoet – fokus fra alt det andet.

Beskrivelsen af første nummer kan egentlig kopieres til otte af de resterende. På titelnummeret, ”Blood Marks”, der kommer som nummer tre, tænker jeg første gang, at det nummer har jeg da hørt før. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at der er et glimrende mellemspil med legende basgang. På nummer fire, ”Painbringer”, slår det mig, at smerten måske blev beskrevet i nummeret inden: ”I’m trapped in this nightmare, lost forever”.

På ni ud af ti skæringer har centrale stykker en gennemsnitspuls på omkring 250, hvis jeg måler i beats per minute. Tempo er fedt – men konstant opskruet tempo er kedeligt og ender med at blive ligegyldigt.

Abuser sammenligner sig selv med navne som Morbid Saint, Demolition Hammer, Sadus, Kreator og Sodom. Det er ikke helt forkert med specielt førstnævnte som den mest direkte pendant. Men det er også ganske forkert. For fælles for alle disse navne er, at deres udtryk varieres, vokalerne er dynamiske, og der er plads til flere instrumenter på én gang.

Tættere på disse bands formåen kommer Abuser kun rigtigt en enkelt gang med ”Fin de Siécle”, hvor tempoet går ned, og guitar og bas kommer meget klarere til udtryk. Nummeret, der bogstaveligt betyder 'århundredets afslutning' og i kulturmæssig sammenhæng centreres om stemningen særligt i de dekadente og pessimistiske 1890’ere, skaber således en livgivende melodiøs oase i en ellers tør, opskruet tempo-ørken. Jeg er ikke sikker på, at det er meningen med titlen, men det er effekten og albummets bedste nummer. For det er tydeligt, at når Abuser faktisk lader guitarer og den mere rifftunge, melodiøse del få opmærksomhed, er der bestemt også kvalitet bag. Disse åndehuller kommer også glimtvis på andre numre på Blood Marks, men oftest bliver det lynhurtigt overmandet af nådesløse tørre tornadoer af tempo.

Og alligevel langt fra tiden

Hvis kranier skulle uddeles på baggrund af hastighed og musikalsk ravage med trommeskind tæsket til ukendelighed, ville Abuser score højt med Blood Marks. Og måske har det været deres mål. Det rammer bare ikke skiven her. Det er alt for monotont, faktisk kedeligt. Vokalen er i bedste fald intetsigende. Rytmesektionen er forceret ind til det nærmest komiske. Udtrykket som sådan passer nærmere ind i 80’ernes speedmetal og virker derfor, som om det ankommer et sted mellem 30-35 år for sent for at kunne være relevant. De få steder, hvor Abuser virker, er, når de sænker tempoet og lader de egentlig ret gode guitarriffs få plads i lydbilledet. Det sker bare alt for lidt på en hel plade, hvor alt åbenbart partout skal være hurtigt. Og farligt. Og dystert. Og waaaaah-skræmmende.

Og jeg efterlades stadig med et indre billede af Peter personificeret som Animal, der har fået lov til at rive lilletrommen af grenen og nu får sit indre dyr ud.