Zwei müssen es sein

Hvordan forklarer man bedst, hvad Mantar er for en størrelse? Jo, vi kan starte med netop størrelsen. To mand. Én på trommer, én på guitar, og så deles vokalistrollen. Så vidt så godt. Nu kommer vi så til den mere arbitrære del: genren. Punk er den åbenlyse, skarpt forfulgt af doom og så noget, der ligner sludge. Men. Den tysk-amerikanske duo har skulet til ingen ringere end Darkthrone. Ikke bare hvad formlen for bandstørrelse angår; de har nemlig krydret det hele med et strejf black. Der er altså fortsat nok at holde styr på for duoen på deres syvende studiealbum.

En masse punk, en smule doom og et strejf black = fuldfed sludge

På forgængeren Pain is Forever and This is the End var produktionen blevet en kende midtersøgende, i den forstand at det færdige produkt var relativt velpoleret – i en generelt upoleret genre. På nærværende udgivelse tager Mantar det øverste lag sminke af og lukker os igen ind i et univers, der er knap så finpoleret i kanten.

Hvis musik er følelser på lyd, så er Mantar en musikalsk kernereaktor, hvor følelsesneutronerne kolliderer, spaltes og frigør en enorm energi. Punkens ligefremme, rå arrigskab smadrer ind i den rugende Weltschmerz, som doom metal går og slæber rundt på. Man kan næsten lugte den sortmetalliske sod, der opstår i det ophedede møde mellem disse kræfter. Blandt pladens mange eksempler herpå skal især “Halsgericht” fremhæves som et stævnemøde mellem jordnær vrede og overjordisk mørke. Meget symbolsk lader Mantar her for første gang tyske vers indfinde sig i de engelske strofer.

Hvad der måske i virkeligheden får albummet til at fungere, er timing. Det kan måske undre, at det netop skulle være nøgleordet for et album i en genre, der kan fremstå noget rodet. Ikke desto mindre er det en kunst at få dette eklektiske værk til at hænge sammen, og det forstår duoen på fornemste vis. Lige akkurat inden det igangværende bliver kedeligt eller anmassende, tager næste sektion over og gelejder lytteren videre i, hvad der når at rodfæste sig som en forventningens glæde ved fremsynet til næste variation. 

Kender I den om brumbassen?

Jeg har haft et kæmpe smil på læben i mine gennemlytninger af denne plade. Som i den gamle skrøne om brumbassen, der flyver, fordi den ikke ved, den fysisk ikke burde kunne, bevæger Mantar sig i et overlap mellem genrer, hvor det på papiret ville være tvivlsomt, om det fungerer, men i praksis gør det så absolut. Det er slet og ret imponerende, at gruppen kan holde niveau og tempo syv udgivelser inde i sin levetid. Og lad os så uddele nogle kærlige klap i pitten!