Zeal & Ardor spiller koncert i Pumpehuset, København V .
Zeal & Ardor - Zeal & Ardor

Zeal & Ardor

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Avant-garde Metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et geni er et geni er et geni

Uanset hvad man mener om Zeal & Ardor, er det et uomtvisteligt faktum, at det er et af de mest nytænkende og revolutionerende bands, der har entreret metalverdenen i årevis. Det er ikke et tilfælde, at et så lille og obskurt projekt pludselig kom på alles læber samt på forsiderne af store udgivelser som Metal Hammer. På Devil is Fine viste Manuel Gagneux, hvad der sker, når man på 4chan spørger, hvilken type musik man skal udgive. På Stranger Fruit cementerede bandet, hvor genial kombinationen af norsk black metal og amerikansk slavemusik var – og på Live in London fik alle muligheden for at høre, at bandet også leverer, når de spiller live. Bandet virkede ustoppelige og urørlige, men på EP’en Wake of a Nation så vi dog, at der kan forekomme ridser i lakken og fik samtidigt bekræftet, at et stærkt og relevant budskab ikke er nok til at skabe god og stor kunst. Det er på baggrund af netop den EP, at jeg er en kende tøvende og nervøs, når det kommer til at skulle give mig i kast med bandets nyeste udgivelse, som hedder noget så simpelt og oplagt som Zeal & Ardor.

To skridt frem og et tilbage

Allerede før albummet udkom, havde bandet udgivet seks ud af de 14 numre, som pladen indeholder – syv, hvis vi tilføjer det faktum, at ”Hang Your Head Low” udkom på Live in London. Så der var rig mulighed for at danne sig en mening om det færdige produkt på forhånd, nu da vi sad med cirka halvdelen af materialet i hånden. Egentlig undrede det mig, da jeg første gang så setlisten, at resten af de fire numre, der debuterede på Live in London, ikke var en del af denne udgivelse. Jeg havde ellers set frem til studieversioner af ”Baphomet” og ”Cut Me”, men sådan skulle det ikke gå – måske de kommer med på den næste?

Zeal & Ardor placerer sig rent musikalsk et sted midt imellem Stranger Fruit og Wake of a Nation. Der er skruet ned for den charmerende americana og den sydstatsattitude, som ellers for mig var essensen af bandet, men til gengæld er der skruet op for den elektroniske indflydelse, som var så stor en del af EP’en, og som allerede spøgte en lillebitte smule på Devil is Fine. Personligt vil jeg sige, at dette – rent overordnet set – er en dårlig byttehandel, da jeg altid vil fortrække charmerende og satanisk blues frem for et keyboard på overarbejde. Men trods dette, så virker det nu langt bedre på dette album end på EP’en fra 2020. Det bedste eksempel på dette må være nummeret ”Erase”, som nok er et af de bedste numre, bandet har lavet siden 2018. ”Golden Liar” er klassisk Zeal & Ardor og minder meget om tidligere udgivelser som ”Gravedigger’s Chant” og ”Devil is Fine”. ”Götterdammerung” er måske nok et utrolig simpelt nummer, som stilistisk set er tættere på deathcore end deres sædvanlige stil, men trods nummerets utroligt enkle opbygning, så er det et fremragende nummer. At høre Manuel hvæse på tysk, så rasende at man kan høre blodet dryppe fra Bæstets hjørnetænder, er decideret storslået. ”Emersion” er det bedste Deafheaven-nummer længe lavet og ”Feed the Machine” havde passet perfekt ind på Stranger Fruit, for her tapper Manuel virkelig ind i sin personlige fortolkning af norsk black metal, og resultatet er et ildsprudlende monster.

Der er desværre fortsat en del fyldstof som albummets lukker ”A-H-I-L”, ”Zeal & Ardor” og ”J-M-B” – og ej heller er det alle de andre numre, der er udelukkende perfektion fra start til slut. Men netop de tre bidrager med intet udover netop fyld, hvilket albummet ikke mangler, da 11 numre også havde været ganske rigeligt. ”J-M-B” har ellers potentiale til at blive et udmærket nummer, men længden (eller mangel på samme) gør, at det aldrig opnår det førnævnte potentiale – desværre.

Som kaffe uden cognac

Zeal & Ardor repræsenterer den moderne version af bandet, hvilket nok er et spøjst ordvalg, når nu bandet ikke engang har ti år på bagen. Men åbenbart ønsker Manuel & Co. at gå en mere moderne og elektronisk retning, måske det skal forstille en spejling af, hvordan de afroamerikanske artister også – generelt – har rykket sig fra blues, gospel og jazz til RNB og hiphop. Bandets tredje album er bestemt ikke dårligt, det er faktisk særdeles fremragende på rigtig mange punkter, men fraværet af det, der oprindeligt gav dem deres identitet og charme, forbliver problematisk fra ende til anden. Det er som dessertkaffen uden cognacen, Marvel-filmen uden post-rulletekst-scenen, som bøf uden bearnaise – ikke dårlig, men ej heller perfekt.

Tracklist

  1. Intro
  2. Run
  3. Death To The Holy
  4. Emersion
  5. Golden Liar
  6. Erase
  7. Bow
  8. Feed The Machine
  9. I Caught You
  10. Church Burns
  11. Götterdämmerung
  12. Hold Your Head Low
  13. J-M-B
  14. A-H-I-L

Tilføj kommentar