Tilbage til Satan … eller?

Få bands kan prale af at få en bragende succes på baggrund af en idéudveksling fra onlineforummet 4chan, men Zeal & Ardor er også et band som få. Ser man bort fra en enkelt svipser, så har Manuel Gagneux og hans kutteklædte kompagnoner kun haft fremgang og generelt taget metalverdenen med storm, både på scenen og på plade. Selvom jeg rigtigt godt kunne lide bandets seneste udgivelse, savnede jeg bandets oprindelige lyd, nemlig kombinationen af rå black metal og americana chaingang-musik. Jeg savnede ligeså den oprindelige tematik og det oprindelige koncept: hele ideen om “hvordan ville det have lydt, hvis de slavegjorte i USA havde valgt Lucifer fremfor Jesus?”.

Derfor blev jeg helt glad, da jeg opdagede, at den nye skive hed Greif, altså grif, et væsen kendt fra både mytologi og alkymi, for det måtte da betyde, at vi var tilbage ved de esoteriske og overjordiske emner.

Av, hvor tog jeg fejl!

Alle mod en

En grif er et væsen, der er halvt løve og halvt ørn, som repræsenterer styrke, velstand, prestige, mod og guddommelig styrke. Det lyder jo storslået, og med den slags kerneværdier så må en plade opkaldt efter dette væsen jo være decideret grandios. Desværre er Greif alt andet end det; den er faktisk noget decideret juks med utroligt få lyspunkter. I et nyligt interview udtalte Gagneux, at denne skive var et resultat af, at alle medlemmer i bandet havde bidraget til sangskrivningen ulig tidligere udgivelser, som var skrevet udelukkende af ham. Ergo er sangskrivningen blevet demokratiseret og kollektiviseret – og det er sjældent en god ting, for stor kunst kræver altså en visionær leder. Og hvis der er noget, Greif mangler, ja, så er det vision. De 14(!) numre fremstår alle som en række ufærdige demoer og løse ideer, hvor man hverken kan finde hoved eller hale.

Der er intet tema, ingen rød tråd, kun total forvirring. Ydermere er der enkelte sange, der er decideret elendige: ”Kilonova” og “Disease” er blandt de mest irriterende numre, jeg har hørt i år, og flere af numrene virker meningsløse. Jeg troede – og håbede – at bandet havde ramt bunden med Wake of a Nation-EP’en, men hvor den trods alt “bare” var kedelig, så vil jeg da godt nok hellere udsættes for den gang på gang end denne her skive, som er så ringe, at Wake of a Nation fremstår som stor, stor kunst. Jovist, nogle af numrene er da udmærkede; her kan vi nævne “Hide in Shade”, “Clawing Out” eller “Fend You Off”, men når der samtidig er ti andre numre, som varierer mellem tidsspilde og katastrofe, ja, så skal der altså mere til end at være udmærket.

Det er faktisk uforståeligt, at det her værk er skabt af det samme band, der lavede Stranger Fruit. Det er så absurd, at man kun kan tage sig til hovedet, alt imens man skriger til himmelen i håbet om et svar på, hvordan nogen kunne mene, at numrene “369” eller “Une Ville Vide” overhovedet har en eksistensberettigelse.

Hverken fugl eller fi… kat!

Det eneste, denne skive har at gøre med en grif, er, at den er noget rod, som hverken er fugl eller fisk – eller måske nærmere hverken er fugl eller kat. Det her stinker langt væk af det gamle ordsprog om de mange kokke og minder en om de der tegninger, børn laver, hvor de skiftes til at tegne henholdsvis hoved, krop, ben og så videre, som altid ender med et monstrøst resultat.

Zeal & Ardor er på meget få år gået fra at være en kreativ mastodont til en retningsløs og konfus klump, og det er egentlig dybt tragisk, og som kæmpe fan kan jeg kun håbe, at dét her er en engangsforeteelse, for ellers må bandet godt trække stikket!