Zeal & Ardor - Wake of a Nation

Wake of a Nation

· Udkom

Type:EP
Genrer:Avant-garde Metal, Black metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gammel kærlighed ruster ikke, men…

Det er absolut ingen hemmelighed, at vi her Heavymetal.dk virkelig godt kan lide Zeal & Ardor. Derfor sprang vi da også straks op af stolene, da vi for et par måneder siden læste, at bandet var på vej med en ny EP. Manuel Gagneux, geniet bag projektet, var dog hurtigt ude og sige, at Wake of a Nation ikke skal ses som en opfølger til Stranger Fruit. Det er heller ikke en fortsættelse af deres sædvanlige kontrafaktiske historie om, hvad der ville være sket, hvis de afrikanske slaver i USA havde valgt at tilbede Lucifer i stedet for Jesus. I stedet er den overnaturlige ondskab erstattet af en verdslig en af slagsen, nemlig racisme, systematisk undertrykkelse og grusom politivold. Så hvis du er en af de typer, der blev overrasket over, at bands som Rage Against the Machines tekster ikke handlede om, hvor irriterende det er, når ens vaskemaskine går i stykker, så kan det være, du skal undlade at skaffe dette album!

Fra Satan til BLM

Wake of a Nation er inspireret af BLM-protesterne, mordene på George Floyd, Michael Brown, Eric Garner og generelt de mange uhyrligheder, som afroamerikanske borgere har gennemlevet lige siden, den første plantageejer fik en fiks ide for et par århundrede siden. Så tematisk og lyrisk er EP’en bandets absolut stærkeste udgivelse til dato, men hvad så med musikken – som det jo til syvende og sidst virkelig handler om? Ja, her må vi nok tage den kritiske brille på, for selvom Zeal & Ardor lyder som sig selv og fortsat blander black metal med blues, jazz og gospel, så er vi altså – desværre – milevidt fra et album som deres debut Devil is Fine fra 2016. Der er da et par gode numre som for eksempel ”Tuskegee”, der fortæller om det 40 år lange vanvidseksperiment af samme navn. Men samtidig er der også et nummer som ”I Can’t Breathe”, som ret beset blot er lidt over et minuts elektrobeat, blandet med diverse udtalelser fra en række BLM-protester, og et eksempel på at et stærkt budskab ikke er nok til at lave god musik.

Hvilket egentlig er essensen af Wake of a Nation, og Manuel selv siger da netop også, at EP’en er en umiddelbar reaktion på mordet på George Floyd. Her er ingen gråzoner, ingen esoteriske elementer og bibelske fortællinger, der skal fortolkes – nix, det her er rendyrket raseri og frustration.

Men uanset intention og budskab, så ændrer det ikke på, at Wake of a Nation – rent musikalsk – ikke er noget mesterværk, det er ingen åbenbaring – desværre. Og udover ”Vigil”, ”Tuskegee” og ”At The Seams”, så har EP’en ikke rigtig noget at byde på. Vi er altså ude i, at halvdelen af udgivelsen enten føles komplet ligegyldigt eller lyder decideret ringe, som titelnummeret, der er en underlig blanding af stomp og tysk lommefilosofi.

Kunstnerisk frihed

Det piner mig faktisk at skulle udtale mig negativt om Zeal & Ardor – et band, jeg holder utroligt meget af. Men det er jeg desværre nødt til, for uanset hvor vigtig – sådan rent polemisk – så er det ikke nogen musikalsk sejr. Jeg forstår dog fuldt ud Manuels behov for at lave EP’en, og selvom jeg er en ufatteligt hvid (nærmest transparent) middelklassemand og kommende ligusterfascist, så har bandet da min absolutte velsignelse til at udgyde de politiske budskaber og sange, som de mener kan være med til at skabe en mere lige og retfærdig verden.

Tracklist

  1. Vigil
  2. Tuskegee
  3. At the Seams
  4. I Can't Breathe
  5. Trust No One
  6. Wake of a Nation
Imusic

Kommentarer (2)

jarp Kønrøg

Burkina-Faso

hej, -jeg synes at den der sang med Judas Priest Heavy Metal, - den kan synges med Burkina Man. . Just my idea.?

Iron burkina-faso

Tilføj kommentar