Det er efterhånden nogen tid siden, jeg sidst besøgte Amager Bio. Det var en råkold decemberaften i 2019, hvor Eluveitie og Lacuna Coil spillede op til dans. Den aften var så utroligt ligegyldig, at jeg her til aften havde glemt både, hvor Amager Bio egentlig lå, hvordan spillestedet så ud, og om man kunne få andet at drikke end Carlsberg og Tuborg. Men når nu Zeal & Ardor svingede tourbussen forbi, ja, så må det jo være tid til at få besvaret disse spørgsmål.
NYOS
At finske NYOS – atter en gang – skulle agere support, blev annonceret få dage før koncerten, og egentlig var det en annoncering, som de færreste nok opdagede. Sidst jeg så Zeal & Ardor, i Pumpehuset i 2018, havde de også dette finske larmeorkester med, så denne gang vidste jeg udmærket, hvad NYOS er for en størrelse. Faktisk var koncerten i aftes så meget lig den, jeg sidst overværede, at det var fristende blot at kopiere anmeldelsen fra den gang og så – måske – ændre en detalje eller to. NYOS er stadigvæk et utroligt kompetent og teknisk dygtigt orkester, der elsker at spille musik – især med hinanden. Det er stadig et kakofonisk, atonalt virvar, og looppedalen er fortsat bandets allerbedste ven. At se NYOS spille er at se to mennesker have deres livs fest, men det er desværre ikke en fest, hvor nogen andre er inviteret – hvilket da også forklarer den konstante strøm af mennesker, der skulle i baren. Men det generede aldrig bandet; de var da udmærket godt klar over, at ingen var kommet for at se dem, men derfor havde de stadig tænkt sig at hygge sig noget så gevaldigt. På et teoretisk plan er der noget dybt fascinerende over at opleve, hvordan bandet qua diverse effekter og pedaler skaber deres sange på scenen; det fremstår utroligt organisk. Men i praksis så lyder det mestendels som to toårige, der tæsker løs på deres legetøjsinstrumenter. Så for min skyld må NYOS more sig lige så tosset, de vil, men de behøver ikke være opvarmning for Zeal & Ardor igen.
Zeal & Ardor
Det er seks år, en ep, en liveudgivelse og to album siden, jeg sidst har set Manuel Gagneux og hans kutteklædte kumpaner stå på en scene få meter foran mig. Dengang var det en decideret magisk og uforglemmelig aften, og den slags skal naturligvis have topkarakter. Siden da er bandet kun blevet større og mere erfarne scenekunstnere, og generelt har jeg da heller aldrig set dem modtage andet end topkarakterer for deres danske koncerter. Med andre ord så elsker dansken Zeal & Ardor, og aftenens koncert var da også blevet udsolgt på rekordtid. Men hvem er det så, der på en helt regulær onsdag skal til Amager for at se noget så niche som et avantgarde-gospel-americana-postblack-band? Svaret er: alle.
Zeal & Ardors publikum er så ufatteligt mangfoldigt: Der er de klassiske metalmænd med battlevest, de unge knøse med nyindkøbte band-T-shirts og de gamle drenge, der snakker om, at deres fedeste koncert var tilbage i 1990’erne. Men der er også punkerne med hanekam, gothfolket med deres spidse nitter, de pæne slipsefyre i sejlersko, gymnasiepigerne i joggingbukser, forstadsfruer med Gucci-brillerne og dyre håndtasker, ja, selv det grå guld var repræsenteret. Med andre ord så må jeg konkludere, at alle er Zeal & Ardor-fans! Gentagne gange jublede publikum så eksalteret og højlydt, at Gagneux måtte bryde sin ellers så stoiske facon for at adressere denne begejstring. Som han påpegede, så gjorde publikums glæde det meget svært for ham at stå og lege vred på scenen. Med det til trods så fremstod han rasende, når han stod der og skreg op om slaveriet, Satan, blodfyldte floder og racisme. Få kan se så indebrændt ud på en scene som Gagneux, og det er fantastisk smittende og smukt på en utroligt diabolsk måde. Ligeså er få ting smukkere end en hel sal af folk, der synger “The riverbed will run red with the blood of the saints and the holy” i kanon. Aftenens sætliste var, ganske åbenlyst, præget af det helt dugfriske album Greif. Personligt havde jeg gerne set, at denne havde været domineret af materiale fra især de to første plader, men omvendt så er det et band, der er så stærkt og overbevisende på en scene, at de kunne have spillet samtlige Alberte-numre og stadig fået topkarakter. Bare det at få lov til at stå og skråle med sammen med bandet er så stor en fornøjelse, at det næsten ikke kan beskrives; det skal opleves.
Zeal & Ardor beviste endnu en gang, at det hverken er for sjov eller et tilfælde, at deres karriere har den raketfart, som den har, for det, de kan, er noget ganske særligt – og bare det, at ens musik kan samle så mange forskellige typer og stadig være så rå, så ærlig og så kompromisløs … det er et tegn på, at det er ægte kunst!
