Can I Play With … et filmformat?
Rime of the Ancient Documentary
Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg ELSKER dokumentarer om diverse rock- og metalbands. Lige siden jeg i midten af 90’erne blev ejer af den formidable ‘A Year and a Half in the Life of Metallica’ – på vhs, naturligvis – har jeg med stor fornøjelse væltet mig gennem film som ‘Some Kind of Monster’, ‘The Story of Anvil’, ‘A Headbanger’s Journey’ og et hav af andre. At blive vidne til disse fantastiske og betagende historier fra deltagernes eget perspektiv, er et format, jeg aldrig bliver træt af.
Jeg har også for ganske nyligt ladet mig blæse bagover af den fremragende ‘Becoming Led Zeppelin’, der med stor indlevelse og flot fortællekunst kommer omkring det legendariske band. Denne film er ikke kun facts og røverhistorier, som mange dokumentarer nemt kan blive alt for proppet med, men også et flot analytisk og perspektiverende værk om selve rockmusikkens udvikling i en tid, hvor musik havde en signifikant betydning, der gik ud over det rene underholdningselement. Derfor var det med store forventninger jeg gik ind til denne film om et andet legendarisk orkester; Malcolm Venvilles ‘Burning Ambition’ om mægtige Iron Maiden.
Ønskes: Alt det jeg ikke vidste i forvejen
Vi starter selvfølgelig i det østlige London, hvor en ung Steve Harris render rundt som gadefejer, men samtidig sysler lidt med musikken. Han og vennerne bliver hurtigt lokale helte og insisterer på at spille metal, selvom punk er samtidens dominerende genre. Allerede her springes der let og elegant hen over, hvordan og hvorfor bandet blev til, og så bliver man som seer gjort opmærksom på den dedikerede fangruppe, Maiden alle dage har haft. Betydningen af disse fans underdrives bestemt ikke, som filmen skrider frem. Nærmere tværtimod. Efter meget kort tid står det klart, at bandet knap kan stå op om morgenen, gå på pub efter en dag i studiet eller sågar slå en brandskid i læderbukserne uden at have deres fans med i hjertet. Okay, super duper og alt er bare fjong. Nu har vi fattet det. Men kan vi få lidt mere dybde i fortællingen? Nej, det kan vi ikke rigtig. Men vi får en hulens masse udtalelser fra alverdens kendte og ikke-kendte Maiden-fans, om hvorfor de bare er jordens fedeste band. Bevares, det vidste vi godt, og det er da også umådeligt hyggeligt at høre Lars Ulrich, Tom Morello og især skuespilleren Javier Bardem fortælle med smittende entusiasme om deres personlige forhold til bandet. Men dybere end det, bliver det ikke. Faktisk forløber store dele af filmens format som en fremlæggelse fra en yngre folkeskoleelev: En overfladisk omgang “Og så røg Paul Di’Anno, fordi han drak for meget. Og så fik de Bruce Dickinson. Og så blev han pilot. Og så fik han strubekræft. Og så kom grunge og ødelagde det hele. Og så blev de populære igen, da Dickinson kom tilbage. Og så blev Nicko McBrain for gammel. Og så… Og så… Og så…..” konstant afbrudt af diverse fans, der hylder deres helte, og naturligvis bandet selv, der hylder deres fans.
Forså mig ret. Man er godt underholdt undervejs i den 106 minutter lange fortælling, som instruktør og superdupermegakæmpefan Malcolm Venville har strikket sammen af gamle klip. Men man må være klar på, at filmen bliver på det refererende niveau og kun meget sjældent analyserer eller sågar perspektiverer nogen som helst steder. Hvor er konteksten om det, der formede Iron Maiden og musikken, de lod sig inspirere af? Og hvorfor var det, at 1990’erne var så vanskelige at navigere i for metalbands og ikke mindst Maiden? Bevares, det sidste spørgsmål besvares meget kort og aldeles overfladisk ved at pege på grunge som den helt store synder. Men den køber jeg ikke. Det er efterhånden blevet lidt for nemt bare at give Nirvana skylden. Kunne det mon være fordi, frontmand Bruce Dickinson og guitarist Adrian Smith forlod bandet? Kunne det have noget med Blaze Bailey at gøre? Kunne det blot skyldes, at tiderne skifter, og alt med tiden bliver umoderne? Nej, siger filmen. Det var grungens skyld, at Maiden måtte gå fra at spille udsolgte stadionkoncerter til at stå foran forsamlinger på 500 mennesker på et lille snusket spillested. Læg da lige fan-kasketten et øjeblik og brug et par sekunder mere på et lidt mere nuanceret svar, hva’? Nej, det er for meget forlangt. Men på den anden side kan man jo altid godt tåle at høre historien om Iron Maiden igen og igen. For den er da medrivende, og de er en flok charmerende gutter. Og det krydres fint undervejs med diverse sekvenser, som dengang i det Sovjet-prægede Polen, hvor bandet crashede et bryllup og endte med at spille Deep Purple-covers, uden nogen anede, hvem de var. Men igen, det er hygsom fis og røverhistorier uden dybde.
Iron Maiden for begyndere
Iron Maiden: ’Burning Ambition’ er et rigtig fint sted at starte, hvis man er nybegynder og ikke er så velbevandret i bandet. Man får et glimrende og mestendels kronologisk oprids af bandets historie. Komplet med nedslag alle de vigtigste steder. Mere garvede kendere af Iron Maiden vil dog højst få et hyggeligt gensyn med en historie, de allerede kender plus en masse sovsen rundt i symbiosen mellem bandet og dets fans. Faktisk har jeg sjældent set en fanproduceret hyldest koge så meget suppe på emnet. Bedst som man tror, sidste punktum er sat, og eminente “Blood Brothers” næsten fremkalder en tåre i øjenkrogen, bruges der omkring et kvarter mere på at vride den sidste væske ud af den for længst udkogte høne. Her sad selv de mest garvede fans i biffen, og udbrød et opgivende “kom nu videre…”, og blandt andet derfor kommer filmen, som dokumentar om et kæmpestort og betydningsfuldt band, ikke tilfredsstillende i mål. Der er simpelthen for meget overfladisk idoldyrkelse og alt for lidt substans til, at den kan blive et anerkendt og mindeværdigt bidrag til genren.
