Black-Black Metal
Hvor i alverden skal man dog starte, når det kommer til Zeal & Ardor? Skal vi starte i Schweiz eller i de mørke amerikanske sydstater? Skal vi starte med at slås om kasser, genrer og mærkater? Skal vi starte med at diskutere, om det overhovedet er metal, eller hvordan bandet er blevet så voldsomt populært på så kort tid? Lad os starte med at snakke om bagmanden, Manuel Gagneux. Efter sigende startede hele projektet med, at han på 4chan blev anbefalet at blande/fortolke black metal med, og jeg citerer, ”nigger music”. En spændende kombination må man sige! Men Manuel lod sig ikke slå ud af denne forespørgsel. Tværtimod!
Gumbo Metal
Jeg vil dog sige, at i mixet mellem black metal og sydstatsfolk røg der en hel del andre ingredienser i gryden. Albummet kan næsten beskrives som en stor omgang musikalsk gumbo! Hvis man er bekendt med franske Igorrr, vil jeg sige, at disse to projekter (da ordet band virker misvisende) minder en hel del om hinanden, i den forstand at elektronik og vanvid virker til at være de bærende søjler for begge projekter. Avantgarde må nok siges at være det absolutte nøgleord, men avantgarde er jo en term, der ofte fremkalder ord som ”larm”, ”useriøst” eller ”tåbeligt” hos den almene lytter. Her skal vi jo huske, at musik er en organisk masse, der er i konstant udvikling og har været det siden den første neandertaler slog to sten mod hinanden. Men black metal? Jeg er helt med på, at black metal er en genre, der efterhånden er blevet tolket på alverdens måder og blandet på kryds og tværs med guderne må vide hvor mange forskellige ting. Men jeg kan simpelthen ikke høre black i Zeal & Ardors musik. Tjo, der er da et tremolo riff og lidt skrigeri i ”Come on Down”, som nok er det eneste nummer på hele albummet, der kan tolkes som ”metal”.
Mental Metal
Zeal & Ardor er ikke et band, der appellerer til masserne eller den menige mand – igen ligesom Igorrr. Men hvis man er til uforudsigelig musik, blottet for retningslinjer og rød tråd, så er jeg sikker på, at man vil kunne finde mening med den galskab, der er Zeal & Ardor. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, så er kritikere og andre musikere da også ret vilde med netop denne kaotiske omgang. Jeg må indrømme, at det sgu er svært at finde hoved og hale i hvirvelstrømmen af lydindtryk på Devil Is Fine. Det lader også til at være bevidst fra Manuels side af. De tre ”Sacrilegium” numre gør det kun endnu mere forvirrende at finde rundt i de mange indtryk og genrer, da de svinger fra en elektronisk barokstemning til raveparty stil med masser af de dertil hørende knæklys og LSD.
Musikken er vild, utæmmet, grænseløs og kompromisløs. Alt sammen gloser som man normalt ville bruge til at beskrive metal. Så Zeal & Ardror ER metal. Ikke i musikstilen, men i mentaliteten og attituden.
