Landet for længe siden
Pro Xristou - verden før Kristus. Et hedensk paradis fyldt med heltemod, frisind og eventyrlyst. Det er det i hvert fald, hvis man skal tro Rotting Christs to bagmænd, brødrene Tollis – et af de stærkeste musikalske makkerpar til dato, af samme støbning som Hetfield og Ulrich, Lennon og McCartney.
Albummets cover, Thomas Coles Ødelæggelse fra 1863, viser, hvordan diverse barbarer og hedninge jævner Romerriget med jorden og derved symboliserer civilisationens fald, hvilket betragtes som et tragisk motiv. Men her bliver det brugt som sejrsmotiv, da det netop symboliserer en hedensk sejr over kristendommen – så bliver det næppe mere black metal end det! Baseret udelukkende på albummets titel og coveret kunne man godt få den tanke, at Rotting Christ virkelig havde skruet bissen på, og at vi ville få et album, som ville have samme kant og bid som Thy Mighty Contract og Non Serviam. Men noget af det smukke ved Rotting Christ har alle dage været, at man aldrig ved, hvad de har brygget sammen, før man sidder med resultatet, så lad os da komme i sving!
Når alt skal være storslået, er intet storslået
Siden 1987 har de to Tollis-brødre stået bag det ene hårdtslående værk efter det andet, og nu er album nummer 14 landet. Tematisk følger albummet nøjagtig samme røde tråd som det forrige album, Heretics, og selve lydbilledet minder da også om forgængeren, men der kan også nemt trækkes tråde til tidligere udgivelser som Triarchy of the Lost Lovers og A Dead Poem. Det er fem år siden, Rotting Christ sidst udgav en plade, men i mellemtiden har Sakis Tollis udgivet to soloalbum, og hvis man var i tvivl om, hvor stor en rolle Sakis spiller i forbindelse med sangskrivningen i Rotting Christ, ja, så skal man da bare sammenligne hans to soloværker med Pro Xristou! Jeg ved faktisk ikke hvorfor, men jeg blev egentlig overrasket – måske endda lidt skuffet – over, at lighederne mellem disse tre værker var så store. Bare tag og sammenlign nummeret ”The Sixth Day” fra Pro Xristou med nummeret ”My Salvation” fra Among the Fires of Hell. Hvis ikke det var, fordi bagmanden var den samme, ville man have lyst til at råbe ”plagiat!”.
Dog er det sande problem med album nummer 14, at samtlige ti sange er skåret over samme læst. De er alle midt-tempo sange, der alle har samme storladne lyd, og når alle numre forsøger at lyde grandiose, ja, så ender det lidt med, at ingen af dem rent faktisk lyder således. Jeg savner et nummer, der tør bryde den formel og bare høvle derudad – et nummer som ”Kata Ton Daimona Eaytoy”, ”Exiled Archangels” eller sågar ”Fire, God and Fear”.
Gennem deres lange karriere har Rotting Christ eksperimenteret med deres lyd, med det resultat at de har skabt en lyd, der er unik for dem. Man er simpelthen aldrig i tvivl om, hvorvidt det er et Sakis Tollis-riff, man hører eller ej. Riffdreven førstebølgeblack med masser af melodi og atmosfære tilsat gotisk mørke og storladenhed. Alt dette gør sig også gældende for Pro Xristou, som trods kritikken er et flot album, som er ekstremt nemt at både lytte til og nyde – for det lyder simpelthen bare virkelig godt, også selvom der er ting, der kunne have været bedre.
Kærlighed versus ærlighed
Jeg knuselsker Rotting Christ, så at skulle kritisere dem gør faktisk en kende ondt. Men det skal nu engang gøres, for hvor meget jeg end har lyst til at lovprise albummet grundet min kærlighed til bandet, så ville det være at lyve. Pro Xristoy er desværre ikke fejlfrit. Det mangler gennemslagskraft, og det mangler et gedigent hit. Det tætteste, vi kommer på det, er det vikinge-Bathory-influerede nummer ”Like Father, Like Son”, men selv det mangler altså ét eller andet for reelt set at være et hit.
Men uanset hvad så er det stadig et værk, der er adskillige længder bedre, end hvad mange tilsvarende gamle bands har udgivet de sidste par år. Så nok er der ikke helt så meget gas i ballonen, som der har været, men Rotting Christ har nu stadig formået at lave et fremragende værk, så effkaristå para plo!
