Rotting Christ - The Heretics

The Heretics

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Made in hell

De græske metalafguder har i mange år været bannerførere for det sydeuropæiske kapitel af black metallen. Deres sidste plade blev vel modtaget af os, men kritikken af simplicitet og repetition var også velbegrundet, set med friske øjne. For intet giver perspektiv som at træde et skridt tilbage og se det hele fra oven. Det er for alvor tilfældet her, på Heretics.  Deres 13. album viser nye sider af dem, der får det sædvanlige til at se, ja… simpelt og repetitivt ud. Du skal nok få hvad du kom efter, men det er ikke sikkert, det er det, du bliver for.

 

Jeg er ikke som de andre

Fra det øjeblik musikken starter, har vi at gøre med deres mur af lyd, som vi kender og elsker den, men allerede på andet nummer hiver Rotting Christ en kanin op af hatten. Tredjesinglen, ”Vetry Zlye”, er et strejftog ind i pagan black-reservatet med et nordisk islæt på lydside og stemning. Den klassiske hellenistiske black metal er nærmest reduceret til en eftertanke og stiller deres sædvanlige middelhavsmetal i relief. Der er smæk på riffet, som væver sig ud og ind mellem grundfjeldssatte trommer, og hele arrangementet er pladens ubestridte højdepunkt. Den kvindelige gæstevokal giver en overjordisk kant til et nummer, der centrerer sig om forsangerens dødsens alvorlige vokal. Halvvejs igennem har vi den brutale ”Dies Irae”, der ruller ubarmhjertigt af sted som på larvefødder og indledningsvis minder om den fortræffelige ”Elthe Kyrie”. Den lider desværre under noget, der ved flere gennemlytninger har vist sig at være en af pladens største svagheder. Selvom musikken denne gang breder sig over flere facetter, forbliver koret en konstant, der sidder fast i standarden og holder pladen mere tilbage, end det bærer den frem.

Ej heller kan alverdens Miltoncitater kompensere for det faktum, at Sakis Tolis ikke har stemmen til andet end at brøle om kap med det halve helvede, og da slet ikke en overbevisende talestemme. Men mit brok over spoken word og koret bliver gjort til skamme på ”I Believe”, der med både en vellykket monolog på græsk og et kor, der ikke dominerer den hypnotiserende lydside, formår at blødgøre min sure anmeldermine. På ”Fire God and Fear” får Marduk kam til deres blonde hår, men bedst som jeg troede, at jeg havde sat nummeret i bås, skifter det gear og leverer en strålende solo. Den slags udskejelser er ikke fremmede for drengene; for et black metal band er de forbavsende leveringsdygtige i medrivende soloer. Men jeg har aldrig hørt noget så forkromet heavy metal før fra et band, der mest går op i at lyde som en svært bevæbnet legion fra helvede.

Heretics er langt mere eksperimenterende end sine forgængere, både i kraft af diskrete elektroniske virkemidler i baggrunden på ”The Time Has Come” og et drævende core-riff på ”Heaven And Hell And Fire”, der nok er set før, men aldrig før så fremtrædende. Afslutningsvis er den musikalske fortolkning af Edgar Allan Poes ”The Raven” er en passende afslutning på en plade, der tegner godt for deres udvikling. Det er et meget doom-præget nummer, og havde det været enhver anden Rotting Christ plade, var den faldet totalt igennem.

 

Jeg er noget for mig selv

De ting, jeg førhen elskede ved Rotting Christ, blandt andet deres massive lydtæppe der er så tæt vævet, at selv ikke ærkeenglen Gabriel kan gennembore det, er nu blevet skrevet over af deres 13. album. Deres velkendte kor virker nu kedeligt og overflødigt, og det er, når de undgår alle de sædvanlige fremgangsmetoder, at Rotting Christ for alvor kommer til deres ret. På The Heretics har de bortkastet monotoniens lænker, gradbøjet deres principper og vist, at selvom man har lavet musik i over 30 år, så behøver man ikke hverken stoppe med at forny sig eller holde stædigt fast i traditionerne.

Tracklist

  1. In The Name Of God
  2. Vetry Zlye
  3. Heaven and Hell and Fire
  4. Hallowed BeThy Name
  5. Dies Irae
  6. I Believe
  7. Fire God and Fear
  8. The Voice of the Universe
  9. The New Messiah
  10. The Raven

Kommentarer (1)

Jesper Beck

Jesper Beck

Tidligere anmelder

Indlæg: 46

Næsten perfekt!

Det er ellers sjældent at frk. Roos og undertegnet er enige, men her er der ikke meget at komme efter!

Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Rotting Christ, hvilket så absolut har været en fejl i min opdragelse.

Efter at have læst anmeldelsen her, så var jeg frisk på at søge ind i mørket og lade Rotting Christ omslutte mig.....
Og sikke en udgivelse de her er kommet med! For mig er det pt. årets bedste!!

Men lad dig ikke narre af dette, for her er ikke tale om et album som er lige til at gå til!
Der skal lyttes igen og igen, indtil man har fået det hele med.
Rotting Christ har lavet en stor mix og kastet alle elementer ned, og lavet helt deres egen lyd! En lyd som er præget af stemning, og nye opdagelser i deres univers.
Hver gang jeg hører pladen igennem, så opdager jeg nye ting, og Rotting Christ tager lytteren med gennem, himmel og helvede og tilbage igen.
Der er kirkekor, onde besværgelser og bibel tekster...... Rotting Christ gør det de er bedst til!! og så lidt til!!

Dette er en udgivelse udover det sædvanlige, og Cd'en kommer til at snurre mange gange i anlægget.

Karakteren 8 er helt korrekt! Vi er tæt på en 9'er, men der er lige et par små svipsere på dette næste ellers perfekte udspil!!

Super gået!! Jeg bøjer hovedet i respekt, og så ses vi på Gimle til december, hvor Rotting Christ og Moonspell spiller op til dans!!

"fobrehodl fro stjavefel"

Jesper Beck gav Rotting Christ - The Heretics 8/10.