Hoppepude

Til at åbne ballet denne aften var de lokale gendannede Hoppepude og deres, ifølge dem selv, dansevenlige dødsmetal, som vor fatter lavede det. Og det måtte man give dem, sidstnævnte del af den udtalelse var spot on. På trods af at have et navn, der sandsynligvis ikke kunne ligge længere væk fra dødsmetal, er det præcis det, de leverede denne aften. Dog var lilletromme og vokal en anelse for høj, hvilket gjorde, at guitaren druknede en smule med hvad dertil hørte af fede riffs og soli. En lidt træls detalje for et band, der ellers var klar på at få gang i festen med deres meget energisk fremførte dødsmetal. Mellem numrene blev der også leveret lidt kommentarer og anekdoter om, at det var fedt at være tilbage og få lov at spille på Midwinter Meltdown. Desværre smittede al denne glæde og energi ikke rigtig af på publikum, der også kun formåede at præstere et halvfyldt Turbinen, så det var en tung partner, Hoppepude havde fået at danse med. Men Hoppepude gik på med krum hals og blev gæstet af Claus Gnudtzmann fra det hedengangne og ligeledes lokale Prevail på sidste nummer, hvilket gav koncertens afslutning et løft, og Hoppepude spillede en ganske god koncert efter 15 års pause.

7/10

Metal Cross

Efter en halv times pause og en omgang foder var det tid til endnu et lokalt band. Denne gang dog noget mere kult og old school i form af de gamle drenge fra Metal Cross. Dog var det tydeligt, at alderen på ingen måde var en hindring for bandet. Der blev fra start leveret old school metal med masser af energi og smil på læben. Et veloplagt band, der er glade for at spille live. Publikum var også kommet mere op i gear – om det så skyldtes, at bajerne var begyndt at virke, at bandet spillede med god energi, eller at de ganske enkelt var lokale, er ikke til at vide. Men klar, det var de. Vi var også vidne til aftenens første mosh pit, hvilket også var fuldt fortjent, da bandet havde et eminent samspil, der strålede ud af dem og ikke kunne undgås at smitte af på publikum. Cirka halvvejs i settet kom vi til et mere stille nummer, der sænkede energiniveauet en del, hvilket virkede en anelse malplaceret, da tilhørerne for alvor var blevet tændte. Dette blev der dog hurtigt rettet op på, da bandet både trak tidligere guitarist og grundlægger Per Krogh Hansen og original korsangerinde fra 1986-demoen Crucifying the Virgins ind fra højre. Dette gav koncerten det løft, den havde brug for, plus lidt ekstra for at komme i gang igen. Dette var også tydeligt at se på bassist Ole Quist, der var for rundt og nærmest var overalt på scenen på en gang. Tre sange fik vi med ekstra guitar og korsangerinde, og så takkede Metal Cross af for denne gang, og med æren i behold.

8/10

Materia

Aftenens næste og første udenlandske band var polske Materia og deres blanding af djent/prog, metalcore og nu-metal. Deres navn har så ikke noget at gøre med betændelse og den gule substans, der flyder fra et sår, men i stedet drejer det sig om det stof, alt er lavet af. Altså det engelske ”matter”. Men hvorom alting er, så var Materia lige på og hårdt, og bandet virkede til at være klar på at give en koncert, der skulle være et vulkanudbrud af energi. Desværre nåede dette energiniveau aldrig rigtig ud over scenekanten, fordi Materia spillede deres prog-sektioner på en meget introvert måde, hvor publikum aldrig blev inviteret indenfor og fik del i festen. Og det endda på trods af at lyden var i top. Men selvom den i starten var mere en implosion end en eksplosion, så virkede bandet utroligt taknemmelige og glade for at få muligheden for at spille i Randers denne aften. Besøg på disse breddegrader hører også til sjældenheder for Materia. Dog som koncerten skred frem, blev der åbnet en lille smule op, da sangene fik et mere groove-præget islæt. En åbning publikum også så, og en moshpit fødtes, som tak for at tilhørerne også måtte være med i festen. Om bandet bevidst valgte at lægge mere introvert ud, for at skiftet og energiniveauet blev mere markant, skal jeg lade være usagt. Men koncerten fik bestemt et tiltrængt løft, og den kedsomhed, der langsomt kom snigende, forsvandt ganske hurtigt. En lille anke var dog, at der ikke var specielt meget bevægelse eller samspil bandet imellem. Guitarist Tadeusz Piesiak sørgede dog for en del bevægelse i venstre side af scenen, men når resten af bandet ikke fulgte trop, fik det ikke rigtig den ønskede effekt. Men de formåede trods alt at levere en velspillet og vellydende koncert.

6/10

Thorium

”Er I klar på noget satanrock?” Således indledte vokalist Michael Andersen Thoriums koncert. Og baseret på publikums energiudladning i form af horn, brøl og headbanging må svaret have været: ja. Bandet var klar på at skabe en fest, og publikum var i den grad klar på at have en fest. Det var et tydeligt tændt Thorium, der gæstede Randers denne dag. De leverede deres old dødsmetal storsmilende og med masser af charme, selvtillid og lækkert hår. Meget imponerede, når tre ud af fem medlemmer har kort eller intet hår. Man kunne argumentere for, at der ikke var voldsomt megen diversitet i Thoriums numre, men når hvert nummer blev leveret så overbevisende, faldt denne kritik hurtigt til jorden. Anekdoterne, der blev fortalt mellem hvert nummer, hvad enten det var, om hvilket studie den pågældende sang blev indspillet i, eller hvor mange børn guitarist Jens Peter Storm er far til. Eller at vokalist Michael Andersen fortalte, om sidst han besøgte Randers og vågnede op i en bus kun iklædt læder, gav de forskellige numre en god sammenhæng, hvilket gjorde koncerten fik et meget naturligt flow og ikke bare var en tilfældig samling numre, der blev spillet. Publikum tog også fantastisk imod denne indlevende fremførsel af Thoriums numre, og hele koncerten igennem var der en fantastisk energi og velvilje fra publikum om at få denne koncert til at blive en succes, hvilket den ikke overraskende blev. Bandet ramte dagen, lyden sad i skabet, og publikum var tændte. Meget mere kan man ikke bede om.

8/10

Artillery

Så var det hele Danmarks thrash-stoltheds tur i manegen. Og her skal jeg være ærlig og indrømme, at jeg aldrig har syntes, thrash var verdens fedeste genre. Når det så er sagt, så kunne man denne aften ikke andet end blive imponeret over, hvor meget showman der er i forsanger Michael Dahl. Fra start var det med 180 i timen, masser af energi, publikumskontakt og tilstedeværelse. Der var intet i denne verden, der kunne holde den mand fra at sætte gang i publikum og sørge for, der blev thrashet igennem. Når resten af bandet så også leverede tilsvarende kvalitet, tog det ikke lang tid, før publikum var helt oppe at ringe. Lilletrommen var desværre lidt høj i starten og overdøvede Michael Stützers solo en anelse, men når dette var det eneste kritikpunkt, der var af Artillerys lyd denne aften, nærmer det sig, hvad man kan kalde flueknepperi. Efterhånden som koncerten skred frem, blev det mere og mere åbenlyst, hvor sammentømret en enhed Artillery, og specielt deres strengesektion, er. Der var ikke en finger at sætte på deres arbejde, og det blev fremført med tilsvarende professionalisme og overbevisning. At se en 58-årig mand stå og fyre en solo af uden at fortrække en mine, men bare kigge ud over publikum, er der en vis overlegenhed over, som man ikke kan andet end at blive imponeret over. At Michael Dahl så efter hvert nummer råbte til publikum, som så skulle råbe igen, blev en anelse anstrengende og ødelagde lidt det flow, koncerten kunne have haft. Men overordnet set leverede Artillery en fremragende koncert, der viste, at det bestemt var en flok topprofessionelle musikere, vi havde at gøre med.

8/10

Rotting Christ

Klokken havde lige rundet 23:30, og det var tid til dagens absolutte højdepunkt. Græske Rotting Christ og deres eminente melodiske black metal. Dette endda dagen efter udgivelsen af deres 13. album, The Heretics, som blev ganske positivt modtaget her på redaktionen. Desværre var der en del af publikum, der havde forladt lokalet, inden Rotting Christ gik på. Om det var på grund af manglende interesse eller manglende muligheder for offentlig transport efter midnat i Randers, er ikke til at vide. Det gjorde lokalet lidt tomt, men dem, der blev tilbage, blev belønnet for deres udholdenhed. Rotting Christ lagde som forventet også ud med en lille håndfuld nye numre. Deriblandt ”Hallowed be thy Name” og ”Fire, God and Fear”. Og fra første sekund var publikum tryllebundet og fulgte forsanger Sakis Tolis mindste vink. Rotting Christs hedenske græske messe havde gjort sit indtog og demonstrerede på perfekt vis, hvorfor de har holdt den antikristne fane højt i over 30 år trods adskillige hindringer.

Med trommeslager Themis Tolis stammeinspirerede trommespil, hvor resten af bandet messede diverse græske fraser, satte en ganske særlig stemning, som kun Rotting Christ kunne formå. Og når det eneste, der kunne forstås tydeligt, var ordet ”Satanas”, der blev sagt om og om igen, som var det sømmene, der blev hamret ind i Jesu hænder, cementerer det, i hvilket ærinde bandet var kommet for at sprede deres kulsorte budskab. Denne eminente opbygning, der nærmest hypnotiserede publikum, fungerede til absolut perfektion, da forløsningen kom i form af hæsblæsende black metal. Publikum satte gang i circle pitten uden at blinke og stoppede ikke, før Sakis ville det.

Efter de nye numre fik vi en omgang godt og blandet fra bagkataloget, deriblandt ”In Yumen – Xibalba”, der blev annonceret ved at få publikum til at være helt stille, så Sakis kunne råbe det ud i lokalet uden mikrofon. Det er publikumskontrol. På intet tidspunkt under koncerten faldt tempoet eller energien. Det blev til adskillige circle pits, nogle af dem endda inden Sakis havde talt ned, så tændte var publikum. Og det undrer da heller ikke nogen, at der blev messet Rotting Christ, efter de var gået af scenen. Hvilket resulterede i to ekstranumre, hvor der blev sluttet af med klassikeren ”Non Serviam” – et nummer, der i den grad repræsenterede Rotting Christs mission. En mission, intet menneske i lokalet kunne være i tvivl om, efter koncerten sluttede. Rotting Christ kom, så og sejrede. Det var kulsort, og det var perfekt.

9/10