Iron Maiden spiller koncert på COPENHELL 2022.
Iron Maiden - Senjutsu

Senjutsu

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så skal vi til det igen

Hver gang Iron Maiden har udgivet et nyt album siden ”comebacket” med Brave New World i 2000, er fans og især britiske medier gået amok i begejstring. Det er dog også en tilbagevendende begivenhed, at begejstringen efterfølgende har fortaget sig en del for så at genopstå, når næste album ligger klar. Men indtil det sker, bliver Brave New World (med rette) atter kåret som ”det bedste siden 80’erne”. Det overrasker næppe dem med bare en smule kritisk sans, at udgivelsen af Senjutsu, legendernes 17. studiealbum, har sat skub i denne bevægelse endnu en gang.

Modent, progget og røvkedeligt

Optaget i samme studie som The Book of Souls og med samme producer (Kevin Shirley, som har stået bag samtlige af gruppens albums siden 2000), er det ikke overraskende, at Senjutsu fortsætter, præcis hvor Souls slap. Så selvom den nye er mere end 10 minutter kortere end forgængeren, og selvom vi slipper for et 18 minutter langt og komplet ligegyldigt epos om et fucking luftskib, så er det altså igen det modne og proggede Maiden, der kommer ud gennem rillerne i de mere end 80 minutter, Senjutsu varer.  

Det hele udføres i samme flade og komprimerede lyd som de seneste mange Maiden albums og i et lavt, man fristes til at skrive gumpetungt, tempo. Dette illustreres på fornemste vis af åbnings- og titelnummeret, der næppe formår at præsentere et eneste medrivende moment i løbet af de 8 minutter og 20 sekunder, det tager at komme igennem det. Og så er der jo Bruce Dickinson. Hans stemme kan stadig gå højt op, men præcis som på Souls lyder det temmelig anstrengt, når han gør det – og det sker jo en del. Dickinson er et af yderst få renæssancemennesker i metallen (Lars Ulrich er en anden, men han er hverken luftkaptajn eller fægtemester, så Bruce slår ham nemt på den konto), og han er helt generelt temmelig svær ikke at beundre, men stemmen er bare ikke, hvad den har været.

Men er der slet ikke noget positivt at sige om Senjutsu? Jo, selvfølgelig er der da det – det er jo Iron fucking Maiden det her, og de spiller stadig fremragende. Harris’ basspil er som altid interessant og varieret, mens guitarsoloerne fra d’herrer Murray, Smith og Gers igen imponerer. Tjek for eksempel den herlige Adrian Smith-komposition på første single, ”The Writing on the Wall”, med masser af rock ’n’ roll feel og en skøn bluesy solo. Overalt på albummet er der vellykkede, men også til tider lige lovlig velkendte, instrumentalstykker. Nogle af de bedste af slagsen findes på de lange c-stykker i ”Lost In a Lost World” og ”Death of the Celts”. ”Celts” har i øvrigt også en fremragende, bas-domineret intro. Og så er der den smukke ballade ”The Darkest Hour”, igen en Adrian Smith sag, om Winston Churchill, der i øvrigt også er Dickinsons bedste vokalpræstation. Men at slutte albummet af med hele tre mere end 10-minutter lange Harris-kompositioner, er simpelthen i overkanten. Er det virkelig for meget at bede om bare en smule kvalitets- og selvkontrol?

Mest til glemmebogen

Steve Harris’ kærlighed til britisk 70’er-prog (som overtegnede i øvrigt i høj grad deler), var i mange år et af Maidens helt store forcer, men nu er det blevet deres akilleshæl. For chefen evner ikke længere begrænsningens kunst, og når han vælger at gå tilbage til en producer, der tydeligvis heller ikke magter at tage kampen op, skal det jo gå galt. Senjutsu er alt, alt for lang, og kigger jeg på tracklisten, kan jeg, bortset fra ”The Darkest Hour”, ikke få øje på et eneste uundgåeligt nummer. Iron Maiden har desværre igen begået et album, der mest er til glemmebogen, hvis det altså ikke lige var fordi, det kom fra et legendarisk band med prisværdigt insisterende fans – især dem i medierne. Men det gør ikke slutproduktet bedre i min bog.

 

Tracklist

  1. Senjutsu
  2. Stratego
  3. The Writing On The Wall
  4. Lost In A Lost World
  5. Days Of Future Past
  6. The Time Machine
  7. Darkest Hour
  8. Death Of The Celts
  9. The Parchment
  10. Hell On Earth

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 72

Jeg er desværre rimelig enig,

Jeg er desværre rimelig enig, selvom jeg synes at 4/10 måske er rimelig hårdt dømt. Der er trods alt stadig tale om et kvalitets produkt. Jeg er dog enig i, at det er en ret kedelig plade med et for det meste kedeligt midtempo og alt for lange opbygninger af sange. Shirley er heller ikke den rigtige producer for Maiden, og man savner stort de gamle Birch produktioner.

Den eneste sang jeg synes, der var nogenlunde interessant er "The Writing on the Wall", fordi den viser, at Maiden godt kan lave noget anderledes og for dem nyskabende, og stadig få det til at fungere.

Tilføj kommentar