København stod atter i flammer
Københavns brand 1728 står stadig som den mest ødelæggende i hovedstadens historie. Således blev godt en fjerdedel af byen flammernes bytte i løbet af blot 3 døgn. Helt så galt gik det heldigvis ikke, da Fridén, Gelotte og de øvrige brandstiftere i In Flames tændte op under Vega den 10. december sidste år. Med (angiveligt) sjældent set nærvær gav Gøteborg-veteranerne en oplevelse af de helt store, og denne anmelder skal blankt erkende sin misundelse over blot at være henvist til at læse alt om det. Hvorom alting er, har jeg som bedaget beundrer af In Flames med stigende frustration måttet konstatere, hvordan bandet med årene har gennemført transformationen fra rå, aggressivt pågående innovator til overproduceret, generisk og identitetsforladt hitmaskine. Af samme årsag var det ikke uden bekymring, jeg læste Fridéns udtalelser om Foregones tilblivelse i den postmoderne sangskrivnings ånd samt målsætningen om at tilfredsstille alle lejre af bandets betragtelige fanbase.
Maskefald
‘Follow me / Everything is alright’. Man forventer næsten at høre Uncle Cracker croone i baggrunden på “The Beginning Of All Things That Will End”, der med sit akustiske anslag og sarte strygersekvens slår tonen an. Alting virker da umiddelbart også til at være helt, som det skal. ”State of Slow Decay” er klassisk In Flames med dybe basgange, flossede riffs og Fridéns raspende vokal, mens ”Meet Your Maker” udmærker sig gennem dynamikken mellem Tanner Waynes energiske dobbeltpedal og Gellottes guitarlir. Første reelle faresignal møder vi under omkvædet af den blodfattige ”Bleeding Out”, hvor ethvert anstrøg af personlighed ofres på bålet til fordel for en radiohungrende rodebutik af nu metal og hard rock.
In Flames er nået til korsvejen, hvor maskerne bør falde, og de endegyldigt beslutter, hvilken målgruppe de fortrinsvis ønsker at henvende sig til. En konflikt, der tydeliggøres under første akt af albummets titulære skæring. Her ikke alene læner vi os stilmæssigt op ad Come Clarity – vi får samtidig et yderst velkomment afbræk i form af skivens enlige svale uden clean vocals. Konflikten optrappes atter i løbet af anden akt, der igen-igen domineres af kunstige vokalfiltre, hvilket forplumrer oplevelsen af Gelottes glimrende riffpassager.
På bagkant af tuderock-filleren ”Pure Light Of Mind”, bliver tilhængere af 90’er-generationen langt om længe trakteret med et par knaldperler af den gamle skole. Til lyden af tung tråd på både bas og guitar, skamprygles Fridéns vokal på ”The Great Deceiver” og ”In The Dark” lejlighedsvis helt ned under gulvbrædderne. Her virker overgangen i mellemstykket faktisk som en fornem showcase af frontmandens imponerende vokalrangering. Desværre er oplevelsen en stakket frist, da Bryce Pauls ellers glimrende baslinje i ”Cynosure” alt for tydeligt indfanger nummerets middelmådige mellemleje. Transmissionen afsluttes på den rammende ”End The Transmission”, der med sine vokalt skizofrene overgange mellem affekteret growl og kønsløst nedtonet ”skønsang” indfanger tidsånden med ulidelig klarhed.
Transmissionen er nået til vejs ende
Produktionen er som sædvanlig i top (ja, vel nærmest over toppen), statueret af Björn Gelotte og Tanner Wayne, der skiftevis demonstrerer håndværksmæssige fortræffeligheder. Dér hvor hunden som så ofte før ligger begravet, er hos manden med mikrofonen. Anders Fridéns growl er stadig på højt niveau, men den ordinære hard rock-stil, der efterhånden har vundet permanent indpas på bandets nyere udgivelser, har denne gang taget overhånd. At der samtidig eksperimenteres med elementer af nu metal i så uhørt omfattende grad, føjer blot spot til i forvejen uoprettelig skade. Så på trods af In Flames’ ihærdige forehavende med at samle generationerne, kommer forskellene paradoksalt nok til at fremstå tydeligere end nogensinde før. Transmissionen, som vi kender den, må siges at være nået til vejs ende, og påført boomer-brillen kan Foregone derfor meget nærliggende opsummeres med pladens sørgmodige, men velvalgte sidste strofer: ’We got to end the transmission / Nothing makes sense and no one is listening’.
