skribent søges
In Flames - I, The Mask

I, The Mask

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 2 stemmer.

Brændt barn skyr ilden

In Flames har gennem en årrække først henrykket mig og siden skuffet mig, og anmeldelsen af den forrige plade Battles giver udtryk for mange af de samme frustrationer, jeg selv har oplevet med deres musikalske udvikling. Det er svært som gammel fan at undgå at sammenligne de enkelte albums, og der står de nyeste ikke mål med In Flames’ tidligere udgivelser. Jeg vil ikke være en af de sure typer, der krampagtigt holder fast i gamle dage, hvor alt var bedre, og trapper var nemmere at komme op ad. Men hvis man lægger sit kendskab til bandet fra sig og ser på I, The Mask med friske øjne, er det så et produkt man som erfaren musiker kan være bekendt?


IKEA-metal

For det første er det yderst velproduceret. Der er blevet slebet, sandet, pudset, poleret og lakeret, så det færdige produkt ikke har én knast eller skramme. Personlighed og indhold er blevet ofret til fordel for maskinsnedkererede, nemme-at-betjene riffs, og Anders Fridéns karakteristiske vokal har fået en masse filtre på. Konsekvensen er at hans clean vocal, der altid har været en smule rå, er blevet kønsløs og ufarlig. Man kan snildt genkende stemmen, men det føles, som om der er skudt botox i hans stemmebånd. Men den ros skal de have: stemmen går godt i spænd med musikken. Det er umiskendeligt In Flames, om end vakuumpakket og pumpet med tilsætningsstoffer. At lytte til In Flames anno 2019 er som at beskue et butiksvindue i december måned. Smukt indpakkede gaver til overflod, de glitrer, skinner og er det stof, drømme er gjort af – men som en klog mand sagde engang: ”Den er tom, din idiot!” Vi ved det jo godt, men vi køber stadig illusionen.

Trommerne lægger en god bund hele vejen igennem og er nøje afstemt de øvrige instrumenter. ”I Am Above” er autentisk, klassisk In Flames med et patosladet omkvæd, der står i god kontrast til den snerrende vokal og de huggende riffs, der bærer flagskibet frem over smult vande. Men ”(This Is Our) House” er en flad fornemmelse med nul passion, selvom der ellers bliver gjort et hæderligt forsøg fra Fridéns side på at lyde, som om han mener det, når han siger, han vil kæmpe, for hvad han har kært. Det forvandler sig fra velproduceret til overproduceret og bliver musikkens smag på industriköttbullar. Men teknikken fejler ikke noget, og deres soloer vidner om, at de stadig varmer sig ved metallens evige flamme.


Småt brændbart

Selvom deres nye lyd – der trods alt har et par år på bagen – måske kan afskrække gamle fans, der nægter at acceptere, at alle må forandre sig eller dø, vil jeg faktisk mene, at I, The Mask kunne være et glimrende gateway drug. Det er melodisk og brugervenligt, popformularen fylder stadig rigtig meget, og de har skrevet en masse numre, der har radiopotentiale. Er du nybegynder inden for metal og lige vil teste vandene, før du går længere ud end til navlen, så er det her et godt sted at starte. For andre, måske mere forvænte metalfans, er det her ikke et album, der er hverken banebrydende eller nytænkende. De har fundet en skabelon og holder sig til den, og om det er godt eller skidt, må være op til jer.

Tracklist

  1. Voices
  2. I, The Mask
  3. Call My Name
  4. I Am Above
  5. Follow Me
  6. (This Is Our) House
  7. We Will Remember
  8. In This Life
  9. Burn
  10. Deep Inside
  11. All The Pain
  12. Stay With Me

Tilføj kommentar