Göteborg-metallen lever stadig i bedste velgående
In Flames, der blev grundlagt i Göteborg i 1990, er pionerer inden for den melodiske dødsmetal. Med grundlæggerne Jesper Strömblad og vokalist Anders Fridén i spidsen lagde deres tidlige mesterværker – Lunar Strain, The Jester Race og Clayman – grunden til melodisk dødsmetal. Med tiden udviklede de sig og vævede alternativ metal og moderne indflydelser ind i deres lyd. De har samlet set udgivet 34 albummer, hvis man tæller revl og krat med, så der var altså nok at vælge imellem i repertoiret til denne koncert.
Gammelt og nyt går hånd i hånd
Helviti var måske nok mestendels besat af Slipknots udstyr, og In Flames havde derfor kun en halv scene at gøre godt med. Den plads tog de dog rutineret ejerskab over og udnyttede hver en centimeter. De kom blæsende på scenen med masser af overskud og store smil. Selv Fridén kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom han ikke just er kendt for at være en storcharmør på scenen.
Allerede fra første hug på ”Pinball Map” begyndte pitten at dreje insisterende rundt, og bandet havde svært ved at holde de smørede smil tilbage, mens security gjorde alt, hvad de kunne for at hive crowdsurfere ned på jorden igen. Det gik så stærkt på et tidspunkt, at selv bandets pauser mellem sangene blev brugt på at komme op at flyve, og eksempelvis ”Only For The Weak” fik passende hele Amager til at gynge på grund af de mange hoppende In Flames-fans.
Fridén var som altid en vred og indigneret mand, der dog imellem sangene trods alt flækkede i smil, da han for eksempel opdagede en mand, der brat stoppede op midt i pitten for lige at tømme sine sko for sand. Eller da han åtte ud med, at det altså ikke er særligt metal at sætte sig ned i pitten og ro. Not metal at all, blev der sagt. Under ”Alias” kom en stor Owl Boy figur frem på scenen, og publikum skrålede lykkeligt med.
Live er In Flames en naturkraft, og det har de bevist gang på gang. Deres koncert på Copenhells hovedscene på festivalens sidste dag kan kun roses for sin stramme musikalske kunnen, dynamiske belysning og en sætliste, der balancerede gamle hymner som ”Only For The Weak” og ”Cloud Connected” med potente nye numre som "State of Slow Decay" og "Meet Your Maker".
Old faithful sejrede på Helviti
Uanset om du higede efter melodisk nostalgi eller moderne metalpræcision, leverede In Flames med høj energisk professionalisme og dybfølt intensitet. Lyden og solen skinnede om kap, og publikums passion forvandlede hvert riff til fælles begejstring. Det er svært at sætte en finger på noget, som bandet gjorde forkert denne dag, og når de ikke får absolut topkarakter, er det, fordi de trods alt ikke overraskede med noget som helst – og så kunne et senere tidspunkt måske også have givet lidt ekstra på atmosfæren. Men alt det er petitesser. De spillede stensikkert og rutineret, optrådte med masser af overskud og glæde over (igen) at være på vores allesammens yndlingsfestival – og du missede en klokkeklar fabelagtig koncert, hvis du ikke var der.
