Alle bør have en gimmick
Husker du scenen fra Captain America: Civil War, hvor Spider-Man bøffer Captain Americas skjold og vikler ham ind i spindelvæv? Winter Soldier udbryder forvirret: “What the hell is that?”, hvortil Falcon knastørt konstaterer: “Everyone’s got a gimmick now!”. Det samme gælder i høj grad inden for OSDM, hvor en tydelig profil kan betyde forskellen på gennembrud og glemsel. Få bands har dog gjort is og kulde til så centrale varemærker som Frozen Soul. Siden debuten Crypt of Ice (2021) har texanerne dyrket en lyd, der føles som et permanent ophold i dybfryseren: sprøde riffs, tunge, taktmarcherende grooves og en udtalt præference for 90’ernes periodeudtryk. Opfølgeren Glacial Domination løftede et par år senere bandet op blandt de mere interessante navne i genrens nye bølge. Nu er No Place of Warmth landet – og spørgsmålet melder sig: Kan kvintetten fortsat fastholde temperaturen under frysepunktet?
Med foråret følger tøbrud
Frozen Soul spilder ingenlunde tiden på formaliteter. Titelnummeret åbner med de isnende horrorsynths, der efterhånden er blevet et af bandets lettest genkendelige træk. Produktionen er bevidst flosset og fjern – som havde man rigget an i en tom lagerhal, hvor lyden resonerer mellem de rå betonvægge. Samtidig leverer gæstevokalisten Gerard Way (My Chemical Romance) en frenetisk snerren, der ligger så langt fra hans vante territorium, at man knap nok genkender stemmen. Kontrasten fungerer overraskende godt. Samarbejdet med Machine Head på “Invoke War” giver ligeledes et tydeligt præg på riffstrukturerne, hvor de dybe grooves og især Robb Flynns signatur kan høres mod slutningen. Herefter får vi den korte hurtigløber “Absolute Zero”, inden Sanguisugabogg i kollaboration med bassist Samantha Mobley trækker “Dreadnought” helt ned i sumpen, hvor tempoet nærmest truer med at gå i minus.
Problemet er bare, at albummet relativt hurtigt mister en del af det momentum, de første numre etablerer. Når gæsteoptrædenerne er afviklet, står Frozen Soul i højere grad alene med sangskrivningen. “Chaos Will Reign” accelererer ganske vist tempoet et halvt gear, men Chad Greens vokal gør ikke meget for at skille sig ud fra den grå masse, der i grove træk tegner den amerikanske OSDM-scene. På “Eyes of Despair” og “Ethereal Dreams” begynder variationen for alvor at sive ud af materialet. De atmosfæriske trommer forsøger ganske vist at bygge stemning op, men pladens bedste idéer føles allerede brugt i løbet af første tredjedel. Resultatet bliver derfor en kende forudsigeligt.
Midterstykket “Skinned by the Wind” gør ikke meget for at afhjælpe den oplevelse. Den korte, narrative passage kunne måske have fungeret som stemningsskabende mellemspil, hvis den havde fået lov til at udfolde sig yderligere. I stedet ender vi med et noget uklart intermezzo, der hverken føles som et egentligt nummer eller en reel pause i albummets forløb. Resten af pladen fortsætter i samme rille. “DEATHWEAVER” og “Frost Forged” er velspillede, men optræder mest som relativt anonyme afkog af forbillederne Bolt Thrower og Autopsy. Og da vi endelig når frem til afslutteren “Killin Time (Until It’s Time to Kill)”, sidder man tilbage med den lidt ubehagelige tanke, at titlen næsten bliver utilsigtet selvrefererende.
Kulden må ikke tages for givet
No Place of Warmth bekræfter, at Frozen Soul stadig formår at designe et univers, hvor isnende kulde og horroræstetik går hånd i hånd. Gæsteindslag fra Gerard Way, Machine Head og Sanguisugabogg tilfører hver især dimensioner og kontraster, der løfter pladens koldblodige fundament, og understreger hvor vigtig variation er for at undgå, at bandet alene ender som endnu en bleg udgave af Bolt Thrower. Der er altså stadig faste holdepunkter for fans af kynisk, kompromisløs ol’ skööl death, men samlet set taber albummet terræn i forhold til forgængeren.