Man er ikke i tvivl om, hvem faren er
Som navnet antyder, er The Solitude en direkte hyldest til det legendariske doom-band Candlemass. Selvom The Sound of Absent Life er The Solitudes debutalbum, er de langt fra et nyt navn i metal. De har fra 1993 til 2021 fungeret som et on/off Candlemass-tribute-band, hvor de spillede deres bagkatalog live.
Bandet består af en gruppe finske musikere, som gennem årene hver især har været involveret i forskellige velkendte bands. Blandt andet trommeslager Janne Parvianien fra Ensiferum og guitarist Mika Karppinen fra Hallatar. Som en hyldest til doomens klassikere fungerer projektet fint, men som selvstændigt album er der en del at savne. Bandet har tydeligvis en forståelse for, hvordan klassisk doom skal spilles, men spørgsmålet er, om det leverer det, man forventer?
Langsomt, stort og med masser af blod i årene
Det er ikke altid, at doom fungerer. Oftest når det går så langsomt, kan det blive så kedeligt, at der er mere spænding at hente i køen til Borgerservice. Dog viser The Solitude altså, at de har godt fat om genren samt en dyb forståelse for, hvordan deres lyd og sangskrivning skal være. Produktionen er ekstremt tør og en smule kedelig i lyden, og her lider det mest, når instrumenterne får kort snor og ikke får lov til at eksperimentere. Det er en farlig cocktail at have en så monoton produktion, hvor sangene har tendens til at lyde så ens, at der ikke rigtig er noget, der står frem.
Jeg begyndte endda halvvejs gennem albummet at overveje, om det næsten fungerer bedst, når man hører det som helhed, da albummets konstruktion nærmest endda er bygget op efter berettermodellen. Her bliver det en rejse igennem et dystert og atmosfærisk rum, hvor Aleksi Parvianiens clean vokaler spiller ind som en næsten narrativ historiefortæller gennem det hyldest-fyldige univers, som albummet nu engang er.
Der er nogle numre, der står bedre frem end andre. Det ville nok være snyd først at nævne “Gateway To Hell”, som er det eneste hastige nummer på albummet, men når det som den eneste sang på albummet tør bevæge sig lidt længere væk, bliver det et frisk pust. Det havde nok fungeret bedre midt på albummet, men alligevel beviser det, at The Solitude har mere at byde på. “Requiem” er albummets mest langsomme nummer og er alligevel et af de mest mindeværdige. Det bruger tunge riffs på en måde, som for alvor ville gøre Tony Iommi stolt, og som lyder som en rekonstruktion af “Into the Void” af Black Sabbath. Det bliver en smule hårdere end resten af albummet, og det er faktisk her, jeg synes, at The Solitude gør deres job bedst. Det fortsætter på nummeret “Bride Of Misery”, som lyder, som om det kommer direkte fra et af de tidlige Sabbath-album. Det skaber en vis melodi, som gør, at det hele hænger en smule bedre sammen, og det er også her, at det for alvor sætter sig præg. Det er ikke ligefrem nytænkning, men det sørger for ikke blot at være genbrug med større skæg og sorte kitler.
Især på albummets titelnummer, “The Sound Of Absent Life”, bliver der taget et skridt tilbage igen, og selvom der er en atmosfære, som i al god ånd skaber en mærkværdig stemning under de ellers noget så lange numre, bliver det så knastørt og kedeligt, at man ikke rigtig får så meget ud af det som lytter. Her ville jeg nok have nydt nummeret mere, hvis det enten var en anelse kortere, eller hvis det turde eksperimentere mere. Det er et dygtigt og velspillet håndværk, men det bliver en smule mere som Candlemass Light frem for et album lavet af doom-eksperter, der netop bruger deres ekspertise til at lave et doom-album, der rocker!
Mindre Candlemass, mere Solitude!
Forkærligheden er stor, og det kan være svært at lave et album, som på forhånd ved, hvad det gerne vil være. Det bliver så forudsigeligt, at det næsten er pinefuldt, men om det er ensbetydende med et utilstrækkeligt album, kan diskuteres. Jeg vil kraftigt argumentere for, at albummet leverer præcis det, det skal, men hvis de gerne vil kunne køre på cykel uden støttehjul, så er de nødt til at bevæge sig længere væk fra Candlemass. Det er på ingen måde negativt at bære sin inspiration på ryggen, men når man i næsten tredive år har været et tribute-band, er det ikke en overraskelse, at man måske læner sig for meget op ad det, man elsker. Jeg håber, at The Solitude er klar til at lave mere musik, og jeg håber, at vi så engang får et album, hvor de har fundet deres egen stemme.