Vinylbanner
Aphyxion

Prime is Coming 2020

Studenterhus Århus, Århus C

Det er efterhånden blevet en tradition, at det allestedsnærværende Prime Collective en gang om året rejser landet tyndt for at vise de mange forskellige kunstnere, de har under deres vinger. Dagen forinden var foregået i det sønderjyske, og nu var tiden kommet til, at Prime-lokomotivet skulle indtage den jyske hovedstad.

The Vision Ablaze

The Vision Ablaze

Første levende billede på scenen denne aften var The Vision Ablaze, der sneg sig stille ind på scenen og meget forsigtigt testede, om publikum var klar på noget metal. Det var lørdag aften, og publikum var mødt talstærkt op fra start, så der var en god del tilråb. Bandet startede ret stille ud med noget, der næsten kan betegnes som en ballade. En god start for lige at mærke, hvor parate publikum i grunden var. ”Transcendence” rykkede derefter gearstangen helt over i groovy metalcore, og så kom der gang i koncerten. Det var riffs med god energi, som man kunne få rystet skelettet til, men på trods af at bandet også havde et glimrende samspil, kom de aldrig rigtig ud over scenekanten. Vokalist Tim Nederveens vokal var heller ikke i topform; specielt det dybe growl lød en anelse forceret, og hans svipser med at sige: ”Hva’ så, Sønderborg” var en lille, men dum fejl. ”Starborn” sørgede for at lukke koncerten tungt og energisk, ikke at det ændrede synderligt meget på det samlede billede, men det var bestemt et godt valg.

5/10

South Haven

South Haven

Efter en kort pause var det tid til aftenens – måske – nyeste band: South Haven. Heller ikke her blev der gjort meget væsen af sig, da bandet indtog scenen. Noget, der desværre også gjorde sig gældende for store dele af bandets levering denne aften. De to sangerinders vokaler, der skulle stå i kontrast til hinanden, var desværre ikke værd at skrive hjem om. De lød ensartede og manglede den diversitet, der ellers kendetegner bandets lyd. Det hjalp dog en smule, at der blev høvlet et par ganske glimrende riffs af, og at bassisten havde så meget energi, han kunne begynde at sælge det. Man kunne kalde det moderne melodisk metal, der ikke fornærmer nogen, men man kunne også kalde det gennemsnitligt popmusik tilsat noget spade.

3/10

Tainted Lady

Tainted Lady

Sidst jeg så Tainted Lady, var på Metal Magic Festival i 2019. En godkendt koncert fra bandets side, dog med et så sløvt publikum, at et dovendyr virkede aktivt. Der var dog meget, der tydede på, dette ikke skulle blive en gentagelse af sommerens koncert. Publikum var feststemte, og Tainted Lady var som altid klar på at fyre godt op for en solid omgang rock og rul. Fra første anslag af ”Revolution (Love Pollution)” var der heller ingen tvivl om, det skulle blive en energisk koncert. Samtlige af bandets numre var bygget op om solide rockriffs, der hjælper bandet med at komme ud over scenekanten og få hevet fat i publikum. Det var så også aftenens første band, der for alvor brugte scenen og havde en form for sceneshow. Der var ingen tvivl om Tainted Ladys evner udi at levere et energisk show, og publikum kunne lide, hvad de så. Afslutningsvis kunne man have valgt et nummer, der var noget mere up-tempo end ”Down to the River”, men det var bestemt en udmærket rockkoncert.

7/10

Cartographs

Cartographs

Nu til det band på aftenen, jeg havde set mest frem til. Efter at have udgivet den glimrende debut Wilt and Blossom i 2019 skulle det blive interessant at se, hvordan disse numre fungerede live. Lyden var dog ikke med bandet fra start. Vokalen var meget langt fremme i lydbilledet, hvilket gjorde, det ikke lykkedes at genskabe stemningen fra pladen. Ellers var der ikke meget at udsætte på bandets fremførelse af deres numre; de lød præcis, som de skulle. Det eneste, bandet manglede, var bare mere øvelse i, hvordan man inddrager publikum, når man er et meget indadvendt band. Dog fik lyden en markant drejning under de to sidste numre, ”In Teal” og ”Blossom Under Leaves”. Stemningen, der var så kendetegnende for pladen, bredte sig ganske langsomt i lokalet og fik fat i publikum. Dette koblet med bandets spillestil gjorde pludselig koncerten markant bedre. Det var dog lidt sent, så den skæve start gjorde desværre, at Cartographs og deres post-metal aldrig fik foldet sig ordentligt ud.

6/10

The Interbeing

The Interbeing

Nu var det så blevet tid til at hive de lidt mere erfarne bands på scenen. Første nummer i rækken var The Interbeing. Bandet lagde udmærket fra land, dog ikke med helt samme entusiasme, som da jeg så dem på Royal Metal Fest i 2019. Men med en frontmand som Dara Toibin skulle det være mærkeligt, hvis ikke publikum kom ud af starthullerne. Med sine to meter og træls og nærmest lige så lange arme var det ligegyldigt, hvor langt nede bagved man havde stillet sig: Han kunne tage dig i kraven og hive dig op foran i en af de mange pits, der blev afviklet under koncerten. Denne evne kom dog ikke i spil denne aften, da mange blandt publikum var kommet for at se The Interbeing og klar på at svinge træbenet. Et lille minus var dog den til tider meget høje bas, der nærmest smældede i stedet for at buldre. Dog kunne det ikke fjerne fokus fra bandets gyngende og ualmindeligt medrivende sci-fi-rytmer. Det ville sætte gang i ethvert lokale. Så på trods af bandet startede lidt sløjere end forventet, afsluttede de i den grad med bravur.

8/10

Aphyxion

Aphyxion

Der var ikke så meget pjat, da Aphyxion indtog Studenterhusets scene; bandet startede prompte med ”Fork Tongued”, og så var vi ellers i gang. ”Dark Stains on Ivory” holdt kedlerne i kog, mens Aphyxion som vanligt med rund hånd delte ud af deres gode humør og smittende energi. Så kunne man mene, hvad man ville om de komprimerede sæt, der blev leveret ved Prime is Giving-arrangementerne, men når det gjaldt Aphyxion, så var det hits på hits på hits. Dog betyder det også, vi fik den noget mere radiovenlige og lidt kedeligere ”Pain”, men leveringen var der ikke en finger at sætte på, så publikum tog imod med kyshånd. Skulle der crowdsurfes, var der næsten ingen andre valg end under ”Destined to Fail” – en chance, vokalist Michael Vahl da også hurtigt øjnede, hvorefter han fik en rundtur i Studenterhuset. Ellers er der snart blevet skrevet alt, hvad der skrives kan, om Aphyxion; de er så sammentømret et band med et bundniveau så højt, at man altid ved, det bliver en fremragende koncert. Dog havde koncerten lige fået det sidste, for mig, hvis der var blevet afsluttet med ”Destined to Fail” og ikke ”Sleepwalkers”.

9/10

Møl

Møl

Aftenens sidste og muligvis også største band. Den ære kunne måske også tilfalde Aphyxion, men det er en diskussion til en anden gang. Noget, der dog aldrig var til diskussion denne aften, var, hvor godt et liveband Møl i grunden er. Der blev absolut ikke taget notits af den forkortede spilletid; Møl var på hjemmebane, og det kunne mærkes. Fra første sekund af ”Storm” havde bandet publikum i et jerngreb, der på intet tidspunkt gav slip. Publikum var heller ikke interesserede i, at dette greb skulle slippes; de fremmødte var 100 % med fra første sekund, og indtil det sidste riff ringede ud af højtalerne. Dette resulterede i, at vokalist Kim Sternkopf under ”Jord” – ligesom Michael Vahl gjorde det lige forinden – skulle crowdsurfes rundt i Studenterhuset. Han tog dog skridtet videre og blev nede blandt publikum fægtende med mikrofonstativet, mens han passioneret skreg forsamlingen ind i ansigtet. Efter at være kommet på plads på scenen igen, og der blev sat gang i ”Bruma”, bød Kim Cartographs’ vokalist, Joachim Jensen, op på scenen til duet. Det føjede ikke voldsomt meget til nummeret, men der er alligevel noget fedt over det, når musikere hiver hinanden med op på scenen. Det eneste minus ved aftenens koncert må have været fra mikrofonstativets side, da det må have følt sig hårdt krænket efter den behandling, Kim gav det.

9/10

Fotograf - Sebastian Dammark

Tilføj kommentar