De nye blackgazelegender?

Aarhusianske Møl har bevist, at blackgaze med stor kvalitet kan skabes i den danske muld. Bandet er efter sigende ikke langt fra at udgive tredje fuldlængdealbum, og hvis det besidder samme kvalitet som Jord og Diorama, så er der absolut noget at se frem til. Bandet har via deres store live-erfaring og dygtighed formået at opnå et niveau, hvor en koncert med dem altid bliver en levende oplevelse. Dette demonstrede aarhusianerne blandt andet på Copenhell i 2023. Ud fra min nyerhvervede viden om Mystic Festivals publikum, så ville denne tidlige aften for alvor sætte Møls atmosfæriske, intense og følsomme musik på en prøve. I hvert fald set fra det perspektiv, at festivalens gæster ikke havde udvist stor interesse for franske Alcest, som ellers er blackgazelegender.

Mikrofon- og lydknas er ikke spas

Det var en yderst glædelig overraskelse, at der få minutter inden showstart var godt fyldt i koncertsalen ved Sabbath Stage –  ligesom ved Cabal og Katla. Interessen for de danske bands var altså langt over, hvad undertegnede selv havde forventet. Rundt i salen spottede jeg et par stykker med Møl-trøjer på, så bandet var helt klart ikke ukendt for alle. 

Ind på scenen trådte fire mand, hvilket betød, at aarhusianerne denne aften var uden deres guitarist Nicolai Busse Hansen. Dette havde de løst ved at sætte bassisten, Holger Rumph-Frost, til at spille rytmeguitar, mens bassen var på backing-track. Frontmanden, Kim Song Sternkopf, trådte hen til mikrofonstativet, tog solbriller på, mens guitaristerne Sigurd Kehlet og Frost påbegyndte introen til uptempo-nummeret “Vestige” fra Diorama. Vanen tro, så var Sternkopf straks ved scenekanten med kæmpe fagter, masser af indlevelse og dramatik. Herligt var det at se begge guitarister råbe nogle af ordene fra sangen og opsøge øjenkontakt med publikum.

Desværre var lyden noget ringere til denne koncert end ved de tidligere danske koncerter på dagen. Henholdsvis guitarer og trommer lå en anelse forkert i mikset, hvor trommerne nogle gange overdøvede guitarerne for meget. Det værste var dog mikrofonknas, som gjorde, at Sternkopfs intense vokal indimellem faldt ud af mikset. Dette skal dog ikke lægges bandet til last, da det var ude af deres kontrol.

Kvartetten fortsatte da også uden anmærkninger. Sternkopf tog solbrillerne af til den lange sang “Ligament” fra Jord. Han bevægede sig helt ud over scenekanten for at give hånden til publikum i den forreste række. Salen begyndte også, uden opfordring, at klappe i takt til broen i sangen. Bandet greb den hurtigt og fik dem til at råbe ‘hey’ i kor til rytmen. Det løftede absolut stemningen gevaldigt til resten af koncerten. Lignende momenter opstod også under “Photophobic” og “Penumbra”. Ligesom tidligere med Cabal, så havde Møl altså fået publikum, lige hvor de ville have dem, de tekniske problemer til trods. De bevarede roen og energien, hvilket virkelig lønnede sig denne aften.

Sættet skulle da også afsluttes på vaskeægte Møl-manér. Sternkopf søgte ud midt i publikum til “Bruma”. Han gik rundt og krammede flere af de omkringstående polakker, og da bandet startede sangen, gik hans mimik straks fra glad og smillede til aggresiv og manisk. Dette mens han skreg ordene med fuld gennemslagskraft. Det foregik på skift, ansigt til ansigt, med de polske tilskuere. En helt skøn og skør oplevelse var det at høre et par polske tilskuere prøve at råbe det danske omkvæd ‘Evig nat, vi er borte. Evig nat, vi er væk’. Sternkopf kæmpede sig tilbage på scenen, hvor det aarhusianske orkester afsluttede sangen og sættet til stor jubel fra publikum, og endda med tårerne i øjnene fra en enkelt.

Alle gode gange 19

Denne aften var der nu 19. gang, undertegnede så en koncert med blackgazerne i Møl, men første gang med dem i et andet land. Aarhusianerne fik kraftigt understreget, at det simpelthen ikke findes i deres gener at levere et dårligt show. Ting som lyd- og mikrofonknas kunne ikke bringe dem ud af kurs. Gennem årene er leveringen af musikken også blevet finpudset, og energiniveauet på scenen føles højere end nogensinde før. Derfor krævede det ikke meget indsats fra bandet at få overbevist alle de polske tilskuere, som havde sneget sig ind i salen. Det krævede blot bandets nærvær, hvilket selvfølgelig også kan være en svær ting at levere – det lykkedes i hvert fald ikke for Alcest. Møl beviste, at hvis der er pondus og drivkraft bag musikken og ordene, så kan enhver sjæl vindes.

8/10