Tilbage i september fangede vi MØL i Aarhus, da de var ved at indspille deres musikvideoer til ”Crush” og ”Young”. Dette besøg blev til et afsnit i vores reportageserie Bag scenen. I forbindelse med udgivelsen af DREAMCRUSH får I nu det fulde interview fra dagen, hvor vi dykker ned i albummet, men også snakker om MØLs egne knusende drømme. Interviewet foregik med bandets to sangskrivere, Ken Lund Klejs (trommer) og Nicolai Busse Bladt (guitar), som i interviewet er forkortet til henholdsvis K og N. 

Lad os starte helt formelt. Kan I ikke fortælle vores læsere, hvem I er, og hvad jeres rolle i bandet er?

K: Jo, jeg er Ken, jeg er medsangskriver og trommeslager.

N: Og jeg hedder Nicolai, og jeg er guitarist og sangskriver.

Det er fire år siden, Diorama udkom. Kan I tage os lidt igennem, hvad der er sket i MØL i mellemtiden?

N: Der er jo sket mange ting. Inden Diorama udkom, flyttede jeg til Sjælland, hvilket også gav nogle udfordringer i bandet på grund af mit arbejde. Diorama er delvist skrevet på Sjælland. Så kom corona og alt muligt. Det har været svært at mødes. Der er også sket nogle omrokeringer i bandet mod slutningen af de her år, og det har været svært at være i band på nogle punkter – også under arbejdet med det her album, selvom der har været både vilje og lyst. Der er kommet børn ind i billedet, og arbejde og uddannelse presser dagligdagens praktikaliteter. Men det har også gjort os bedre til det, vi er gode til. Vi er blevet stærkere på live-fronten, og man fokuserer på at gøre tingene både smartere og mere effektivt. Det synes jeg også, man kan mærke på det nye album.

Der er gået lang tid siden Diorama. Vi er forholdsvis langsomme til at skrive – eller det blev vi i hvert fald. Det var meningen, at albummet skulle være skrevet hurtigere. Personligt er der sket en hel masse i mit liv, som har gjort, at det bare ikke har været muligt at få det gjort hurtigere.

K: Når det går langsomt for Nicolai, så går det langsomt for MØL. Sådan er det. Det er der, vores sange springer ud fra.

Lyrikken har jo været meget personlig førhen. Hvordan står det til her nu med de nye sange? Fordi nu bider jeg særlig mærke i titlerne her, ”Crush” og ”Young”, som mindre obskure, end I har for vane med.

N: Vi har arbejdet mere sammen med Kim (Kim Song Sternkopf, vokalist, red.). Jeg har i hvert fald – særligt i forhold til den kontekst, musikken er skrevet i – haft nogle klare holdninger til, hvad tematikkerne skulle være. Så det ikke kun er den personlige rejse. Det er måske stadig personligt, men mere alment gældende.

K: Ja, det er noget, der kan tiltænkes alle, men det har det egentlig altid været. Også på Diorama, i visse forståelser.

N: De tematikker, vi virkelig har haft fokus på her, handler om, at vi som levende individer har håb og drømme for fremtiden. Det er noget af det, der gør, at vi måske ikke lever så meget i nuet. Samtidig kan håb og drømme også komme til at tynge os, fordi når vi endelig får noget opfyldt, er vi hurtigt videre til det næste, og så nyder vi det ikke. Eller også går vi og håber og drømmer om noget, som aldrig sker.

K: DREAMCRUSH er jo sammensat af både det engelske og danske ”drømmeknus”, og der er noget tvetydighed i det. Drømme er noget, vi alle har, men de kan både være omfavnende og opløftende – eller knusende og ødelæggende.

Så man kan sige, at det måske lidt er et konceptalbum omhandlende, hvordan drømme både kan påvirke en positivt og negativt?

N og K: Ja.

Hvad gør egentlig, at det fortsat er vigtigt for jer at holde fast i, at der er noget på dansk?

K: Der er noget oprindelse i det, noget oprigtighed, som er svært at slippe.

N: Og det er jo også gennem det danske sprog, at vi forstår og beskriver verden. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt for os – og for Kim – at der er en nærhed i at bruge dansk, fremfor et fremmedsprog, som bliver lidt af et filter.

K: Vi er heldigvis alle sammen meget erfarne med engelsk, så forståelsen er også naturlig der. Men som Nicolai sagde det, er det egentlig meget godt beskrevet.

Det var i hvert fald en pæn forklaring. Vi springer videre til et andet spørgsmål. I har brugt Jon Bradburn på ”Tvesind” fra Diorama. Hvordan nåede I frem til, at han skulle stå for alle de nye videoer til DREAMCRUSH?

K: Det er på grund af den arbejdsproces, vi havde med ham på ”Tvesind”. Vi var ekstremt imponerede. Han kunne tage direktioner fra os og virkelig skabe noget, der var helstøbt og superfedt. Han var også meget positiv over for det, vi lavede, og han kender den type musik, vi laver. Han har blandt andet arbejdet med Deafheaven, som vi sjovt nok bliver sammenlignet med ret ofte. Og så var det bare fantastisk, at han kunne komme over og skabe noget helstøbt med os.

N: Vi vil gerne have et koncept, hvor de tre videoer hænger sammen.

K: Det skal bindes sammen med vores artwork, så der er en stærk, sammenhængende tematik. Det har der også været på de andre albums, men ikke lige så visuelt sammenhængende. Og det er noget, vi virkelig har arbejdet med på DREAMCRUSH.

Hvordan har I det med at blive sammenlignet med bands som Deafheaven og andre foregangsbands inden for blackgaze?

K: Det er pissefedt, for det er fede bands. De er megadygtige, og vi har også mødt dem, og de anerkender vores musik. I starten var det lidt træls, fordi det blev brugt som en slags afvisning af det, vi lavede, selvom vi ikke selv havde hørt deres musik, før vi havde lavet vores første sange. I dag ser jeg det mere som et kvalitetsstempel.

N: Deafheaven laver fed musik, men mange af de inspirationskilder, vi har, er nok nogle af de samme, og derfor er der ting, der går igen i lyden.

K: Jeg synes egentlig ikke, vi lyder som dem.

N: Nej, heller ikke på den her plade.

Men hvad er så de store inspirationer for jer?

N: Jeg kommer ud af sådan en alternativ rock i min musikalske opvækst, og shoegaze, det er mit ophav, og Ken fik så hevet mig over i noget blackgaze med Alcest. Jeg tror, at det var dig, som introducerede dem for mig, ikke?

K: Jo, Nicolai er meget over i shoegaze, og jeg er meget over i symfonisk black metal eller lignende

N: Jeg er også ved at være gammel, så meget af den musik, jeg hører, er også noget, jeg trækker med ind i det, jeg selv skriver.

K: 80’er-pop og 90’er-rock kommer virkelig frem på det her album, synes jeg. Vi gør det, vi altid har haft lyst til, og det er det, der gør det spændende. Vi tager de troper, vi selv synes er fede, sætter dem sammen, og Nicolai er fantastisk til at få det frem i sangene. Så kan man lige tvinge et par småting ind, som han ikke vil have, og så lyder det fedt.

N: Vi skriver først og fremmest for os selv. Hvis vi synes, det er fedt, så er det fedt. At andre også lytter med, er en bonus.

Det bringer mig faktisk også videre til det næste, jeg vil spørge jer om. I forhold til det med fans af jeres gamle lyd, som nu bliver sure over, at I skifter lyd. Hvordan tackler man det, hvis fans bliver frastødt af jeres nye lyd og anmeldere ligeså?

K: Det er jo aldrig rart at høre, at folk ikke synes, at det er spændende, men som udgangspunkt er det skrevet for os, og vi kan stå inden for det.

N: Jeg tænker, at det er ikke nogen objektive ting, vi har med at gøre her. Det er jo subjektivt, først og fremmest. Selvfølgelig kan man høre, om det lyder godt eller dårligt, eller om det er catchy eller ej, sådan helt grundlæggende. Jeg skriver først og fremmest for mig selv, og hvis jeg synes det er fedt, så er det fedt i min verden, uanset hvad andre mener. Vi er meget tilfredse med albummet, og jeg tror, at det er det vigtigste for os. Så håber jeg selvfølgelig også, at omverdenen synes det samme, og hvis de gør, så er det en bonus.

Hvad er drømmene for DREAMCRUSH? Altså særligt i forhold til liveelementet – hvad skal det kunne der?

K: Det skal kunne noget nyt og give os en ny spænding ved at spille igen. Det er lang tid, vi har spillet de her numre (alt før DREAMCRUSH, red.), og det er bare fedt at komme ud med noget, der er ny passion i. Der er stadig masser af hjerteblod i det gamle, men det bliver rart med noget nyt.

N: Jeg håber, at vores fans tager imod de nye sange lige så meget, som de har gjort med ”Bruma” og ”Jord”. At de tager det til sig og gør det til deres eget på en eller anden måde. Noget af det fede, når vi har været ude, er at få snakket med folk om, hvad de har fået ud af musikken.

K: Ja, fordi man glemmer nogle gange, hvor meget musik selv har betydet for én. Vi kan tydeligt mærke, når vi er ude at spille, at der er nogen, der har grebet det, som Nicolai siger, og virkelig kan bruge det til noget – og det er nok den bedste følelse, synes jeg.

Det jeg havde meget i tankerne, var, om I står med nogle drømme om at spille bestemte gigs, festivaler og turneer – eller med nogle bestemte bands?

K: Jeg synes, vi har bevist os – i hvert fald for os selv. Der er nogle festivaler, som altid kunne være spændende. For eksempel ignorerer Roskilde os jo altid, så det kunne være, de kunne ombestemme sig denne gang. Det nye materiale lægger op til noget bredere, så festivaler som NorthSide eller andre større festivaler med et bredere perspektiv. Jeg tror godt, vi kunne komme ud og give folk en ny oplevelse der, fordi vores musik ikke er almen, men alligevel har mange brede og inkluderende elementer.

Hvilke momenter i processen med skabelsen af den nye plade har fået jer til at tænke: ”Der ramte vi den lige i røven”?

N: Det er lidt et sammensurium, fordi der både er nogle rigtig gamle demoer, som har fået nyt liv. En af de første demoer, som nu hedder ”Young”, fik sit hovedriff, som nu er omkvædet, skrevet helt tilbage i 2012, da jeg boede i England.

K: Det er fedt endelig at kunne tage sådan en sang op igen, som vi synes er megagod, og så rent faktisk gøre noget ved den. Nicolai har gjort den endnu federe, end den nogensinde har været, og det viser også hans modenhed i sangskrivningen.

N: Der er noget enormt tilfredsstillende i at tage noget, der var så gammelt, uforløst og ikke særlig pompøst, og så kunne få det fuldendt.

K: Der har været mange momenter, hvor man virkelig har haft følelsen af: ”Det er det her, der skal udgøre sangene. Det er her, wow, det er her, gåsehuden kommer frem.”

N: Vi er gået efter, at mange af melodierne, leads og soloer skulle skrives lidt mere tilbagelænet. Ikke fordi det er totalt løssluppent guitarspil. Vi har forsøgt at få den løssluppenhed ind, især i soloerne. Det er blandt andet noget, Sigurd Kehlet (guitarist – DREAMCRUSH er første album, han har været med MØL i studiet på, red.) har bidraget enormt meget med både live og i studiet. Der er kommet mere vildskab ind i vores leads, hvilket har været enormt fedt. Samtidig synes jeg, at vi har bevaret den røde tråd i musikken.

K: Jeg er meget tilfreds med, hvordan trommerne gik i studiet. Vi kunne blive ved med at samarbejde, indtil man fik ”der var lyden der”-momentet. Det var fedt, at der var så stor fleksibilitet i samarbejdet.

N: Frederik Uglebjerg (producer på DREAMCRUSH, red.) har været virkelig god at arbejde sammen med.

K: Ja, han kan noget andet end de andre, selvom de andre også har været sindssygt dygtige. Der har også været meget ping-pong frem og tilbage tidligere, men til den her plade tror jeg, det var vigtigt for os, at det var Frederik.

N: Det har også været vigtigt for os, at processen blev lidt lettere. Tidligere har det været sådan, at vi skulle til København for at indspille, som med Jord, eller ud på Djursland. Her kunne vi bare køre ned til Monorama (øvelokaleforening, hvor Frederik Uglebjerg har studie, og hvor MØL har øvelokale, red.) på Tomsagervej i Aarhus, optage og komme igen dagen efter.

K: Ja, man kunne bare cykle ned, indspille og flytte trommesættet 100 meter ad gangen.

N: Det hele blev mere afslappet.

K: Nerverne var væk – og de har været der meget på de andre albums. Altså ikke de musikalske nerver, men den trælse slags på grund af tidspres.

Nu hvor vi er inde på tidspres, leder det mine tanker hen på Nuclear Blast (MØLs pladeselskab, red.). Hvordan har de været i forhold til processen? Har det været stille og roligt, eller har de presset på?

N: Det vigtigste for Nuclear Blast er, at der kommer noget fed musik ud af den kreative maskine, som holder kvaliteten og intensiteten. Der har ikke været noget pres for, at det skulle ud på et bestemt tidspunkt.

Nu hvor vi er omkring det med pladeselskabet. Har I nogle gode råd til nye bands, der gerne vil ud over landegrænserne og få et godt label bag sig?

N: Skriv rigtig meget musik. Gør det, fordi det er sjovt. Kom ud og spil. Tag på en lidt uformel turné gennem Tyskland.

K: Sov i en bus, sov på gulvet. Det har vi alle prøvet. Der er noget vildt spændende i de ture. Man behøver ikke få den bedste modtagelse fra starten – det gjorde vi heller ikke. Men skriv nok musik til, at der er noget godt. I dag er det faktisk ret nemt at få produceret musik i høj kvalitet. Jeg har oplevet bands med sindssygt gode sange, som har skudt sig selv i foden ved ikke at få det produceret ordentligt eller promoveret nok. Der er muligheder i Danmark, selvom konkurrencen er hård.

N: Få lavet noget fedt promo-materiale og tænk helheden igennem. Hvis man skal være lidt faragtig, så er der ikke mange penge i metalmusik. Man skal først og fremmest gøre det for det kunstneriske, medmindre man vil være af sted to tredjedele af året.

(Kim Song Sternkopf har lyttet lidt ved døren og indskyder)

Kim: Jeg tror også, at vores kunst bliver federe af, at vi rent faktisk har ting at skifte imellem.

N: Der er et liv ved siden af – familie, hobbyer og arbejde.

Kim: Det er også ud af hobbyerne og det liv, man lever, at der kommer ting, som skal bearbejdes gennem kunsten.

K: Det er i hvert fald ikke en god business decision at lave musik. Det er faktisk den dårligste. Gør det af lyst.

Med de kloge ord afsluttede vi interviewet. Vi siger kæmpe tak for snakken og for muligheden for et kig bag kulisserne hos MØL. Deres nyeste album, DREAMCRUSH, er nu tilgængeligt overalt, så giv det endelig et lyt. Læs eventuelt også vores anmeldelse af albummet.

Alle billeder er taget af Rolf Meldgaard