NOTBA4

Royal Metal Fest 2019

Xenoblight Foto - Sebastian Dammark

Årets Royal Metal Fest løb af stablen fredag og lørdag den 5.-6. april med en lille forsmag på herlighederne med en "opvarmningsaften" den 4. april på Radar med Bersærk og Black Swamp Water. 

Vejret var herligt, stemningen var høj, og vi fik sagt pænt farvel til Impalers og velkommen tilbage til Urkraft, som har været væk fra metalscenen i omtrent 10 år. På trods af tilføjelsen af en ny scene (Radar) gik alt godt, og det var nemt at komme rundt til de tre venues. 

I år fangede vi alle bands på nær, desværre, et enkelt (Incantation) som smuttede for os. Her kommer anmeldelserne af dem, vi fik lov at opleve - og hold fast! Der er nogle særligt spændende i blandt.

Fredag:

  1. Deadnate
  2. The Interbeing
  3. Lingua Ignota
  4. Skinned
  5. Faanefjell
  6. Defeated Sanity
  7. Xenoblight
  8. Vomitory
  9. Author & Punisher
  10. Taake
  11. Impalers

Deadnate Atlas, kl. 16:00

Deadnate

Proggy dødsmetal med Gojira-parallel
Mange var mødt op for at høre Deadnate åbne Aarhus-festivalen, og det har jeg fuld forståelse for. De fire gutter fra Fredericia har virkelig styr på, hvordan man performer trods bandets relativt korte levetid. Deres ep, Concrete Flood, udkom i november 2018 og fik 8/10 dødningehoveder her hos Heavymetal.dk, hvor vores anmelder kaldte dem “et af de mest interessante undergrundsbands i Danmark” og opfordrede bandet til at få nogle flere koncerter i hus. En af de koncerter var fredag eftermiddag kl. 16, et svært tidspunkt, men det holdt ikke Deadnate fra at give den hele armen. Mildt progget dødsmetal strømmede ud af højttalerne, med en stor sammenlignelighed med Gojira. Jeg nyder virkelig prog, så for mig var det en skøn oplevelse, og det gjorde mig faktisk ikke noget med den store parallel til de franske metalbrødre: Nogle gange tager det tid at udvikle sin egen helt unikke lyd.

Fra første riff kunne det høres, at der var styr på teknikken. Kvaliteten, jeg så på scenen, ramte absolut den samme kvalitet, jeg hører, når jeg lytter til det studie-indspillede, og det er der ikke mange nye bands, som kan bryste sig af. Kenneth Kejlstrups rå vokal stod i flere passager i skarp kontrast til Simon Juuls lyse, harmoniske røst. De to gutter forstår virkelig at komplementere hinanden, og der var kun en enkelt svipser her og der, som man vitterligt bare skal se igennem fingre med. Vokalelementerne bærer virkelig Deadnate ud i en anden dimension, som, i mine ører, er tiltrængt mellem den thrash- og dødsmetal, der fylder den moderne metalscene. Mere Deadnate, tak.

7/10

Af .

The Interbeing Voxhall, kl. 16:45

The Interbeing

En tur i sci-fi-fremtidsland
Til eftermiddagens koncert på Voxhall havde jeg glædet mig til at se et The Interbeing, som gav den alt, de havde. Bandet havde ny guitarist og backingvokalist, Andreas Bjerno, med for første gang, og det virkede virkelig. Industrial metal har været en smule svært at finde, siden Mnemic trak sig tilbage, og derfor var det også skønt at se denne genre til Aarhus’ (måske) største metalevent. The Interbeing blev dannet i 2001 med en vision om at udvikle et lydlandskab, som blev influeret af forskellige genrer. Deres demo-ep udkom i 2008, og de har siden da udviklet sig rigtig meget, hvilket kunne høres under showet.

Koncerten startede med en dyster horror-sci-fi-intro med stroboskoplys, før bandet kom på scenen, hvilket virkelig satte stemningen for den industrial-prægede lyd, som jeg forventer af The Interbeing. Dara Toibins dæmpede vokal fik ikke den slagkraft, som høres på indspilningerne, hvilket jeg synes var virkelig ærgerligt, da den er noget helt særligt, men det blev vejet op af hans tilstedeværelse på scenen. Selvsamme tilstedeværelse kunne virkelig mærkes fra bassist Jacob Hansen, som sammen med Dara var mit blikfang under hele showet, når ikke jeg forsvandt hen i en drømmeverden med tanker om rumvæsner, mekaniske mennesker eller en lille frygt for, hvad der mon sker med verden i fremtiden. Håb og frygt blev sat i højsædet med det nyligt udgivne nummer “Depressor”. Et nummer, som indeholder de lækreste riffs, men som også tiltaler det mere uvidende metalpublikum, da omkvædet kan synges med på og er utrolig melodisk og moderne.

Der var en lille svipser med trommerne, da en hi-hat ikke ville blive siddende på sin plads, men det forstyrrede ikke Kristoffer Egefelt, som bare fortsatte, mens fejlen blev fikset, og det havde ingen betydning for showets resultat.

8/10

Af .

Lingua Ignota Atlas, kl. 17:45

Lingua Ignota

Hvad skete der lige her...
Inden fredagens koncert havde jeg lavet lidt research på Lingua Ignota, og jeg kom frem til konklusionen, at det nok var et af festivalens mest spændende bands. Lingua Ignota betyder “ukendt sprog”, og man kan i hvert fald sige, at jeg, sammen med de andre fremmødte, har været på ukendt territorium. Kristin Hayter er komponist, musiker og kunstner bag konceptet, og hendes optrædener er tidligere blevet beskrevet som en live eksorcisme på scenen – showet på Atlas var ingen undtagelse.

Jeg har ingen ord for, hvordan jeg skal beskrive denne oplevelse, for man skulle helt sikkert have været der. Lingua Ignota var ikke en koncert. Det var en konceptfremførelse og oplevelse af Kristins inderste følelser, som startede med en lav, spinkel kvinde, der i kæmpe vrede og aggression fyrede tre lamper i gulvet gentagne gange blandt publikum. Scenen var ikke i brug, og det hele foregik med publikum i øjenhøjde. Det var så intenst, at jeg kunne mærke hendes vrede, frustration, ikke blot i de fysiske bevægelser, men i hendes musiksammensætning og hendes stemme. Udover de tre lamper havde Kristin medbragt en computer, en mikrofon og et keyboard. Mere behøvede hun ikke, og på trods af lydproblemer med mikrofonen i starten (hvilket jeg næsten ikke bemærkede, fordi jeg var i chok) fik Kristin nok oplyst os alle om de problemer, hun har været igennem i livet, uden egentlig at fortælle os det, men i stedet brugte hun Lingua Ignota – det ukendte sprog.

Følelsen af at være deltagende i en djævleuddrivelse forsvandt, efter lamperne blev lagt på gulvet, og Kristin kom bagved keyboardet. Her skyllede i stedet en inderlighed og en sårbarhed ind over hende, stadig båret af den underlagte vrede. En bragende baggrundsbas i samhørighed med klassiske toner og en skrøbelig, og alligevel stærk, stemme, som fortalte en historie.

Lingua Ignota var en kort, ja, jeg tør ikke kalde det en fornøjelse, for mit sind var i vildrede gennem hele oplevelsen. Men da Kristin var færdig, var publikum det ikke. Vi fik derfor lov til at høre en hel nøgen stemme uden mikrofon eller noget, da Kristin satte sig på gulvet og gav os noget lige fra hjertet – mere end det, hun havde forberedt sig selv på. Smukke passager med stemmeknæk, som jeg aldrig har hørt dem før, til slut med lyden af at være på randen af tårer.

Jeg har besluttet, at jeg ikke kan give denne oplevelse en karakter. Det var mere en moderne kunstinstallation end en koncert. Jeg kommer aldrig til at opleve noget lignende igen, og jeg vidste ikke, om jeg skulle klappe eller græde, da hun var færdig. Jeg følte, og føler stadig i skrivende stund, at vi allernådigst har fået lov til at være med i Kristins personlige sfære, og at det var en oplevelse for livet.

Af .

Skinned Radar, kl. 17:45

Skinned

Amputeret band i øjenhøjde
Min første opgave i anmelderregi på dette års Royal Metal Fest var amerikanske Skinned og deres sidste stop på deres tour med Defeated Sanity og Incantation. Efter hvad jeg havde læst mig til, var det en omgang brutal dødsmetal, jeg havde i vente, hvilket viste sig at være en ganske passende beskrivelse. Bandet var dog en anelse amputeret, da der både manglede en af to vokalister og en af to guitarister, noget hverken de eller publikum lod sig påvirke af på nogen måde. Var man bekendt med bandets lyd, kunne man sikkert godt høre, at der manglede noget. Men for de uindviede var det bestemt en vellydende koncert, specielt bassen lå lige der, hvor den skulle. Fra første sekund blev der leveret en omgang groovy og brutal dødsmetal af den slags, der ikke giver voldsomt meget for melodiske hook og dødsmetallens senere tendenser. Om det var den fede baslyd, bassisten var helt oppe at køre over, er ikke til at vide, men sjældent har jeg set et mere energisk menneske. En energi der også smittede af på publikum, der ellers havde været en anelse stille under koncerten. Vi var ikke helt deroppe, hvor vi fik en pit, men der var da også en halv koncert endnu.

Som koncerten skred frem, kom energien lige så stille snigende ind i publikum. Udover bassisten – og sandsynligvis øl – var en medvirkende faktor også, at de tre mennesker, der stod på scenen, muligvis er de mest sympatiske mennesker i dødsmetal. De var nede på jorden og i øjenhøjde. Et element, der dog ikke talte i bandets favør, var lilletrommen. Den var lige til den høje side, og når den blev brugt så meget, som den gjorde, var det et irritationsmoment, der var svært at se bort fra. Et lille, men desværre ikke ubetydeligt skår i glæden, på et ganske positivt første møde med Skinned. Og publikum fik da også taget sig sammen til at moshe, da de af vokalist Travis Weickum fik at vide, at det var: ”Last chance to mosh”.

7/10

Af .

Faanefjell Voxhall, kl. 18:35

Faanefjell

Heja, norske trolde!
Lige efter Lingua Ignota gik jeg tilbage på Voxhall for at høre noget norsk troldemetal med Faanefjell. Det var noget af en genreomstilling efter den unikke oplevelse på Atlas, og jeg havde lidt brug for at komme ud af mit hoved og tilbage til den “virkelige” metalverden.

Faanefjell er en form for rollespilsmetal, hvor man bliver nødt til at give sig hen til fortællingen, som foregår på scenen. Indsmurt i sort maling og med både pels og dyreskeletter på kroppen legemliggjordes de norske trolde, som Faanefjell synger om. Jeg gav mig fuldt hen til oplevelsen, og bandet formåede at skabe en skøn stemning med deres symfoniske black metal blandet med folklore, selvom det er noget, man har hørt før, og som i længden desværre godt kan blive lidt trivielt. Jeg må dog sige, at jeg var godt underholdt, og det er altid en helt sikker vinder, når man blander noget folkemetal ind mellem de mange dødsmetalbands, som findes på Royal Metal Fest.

6/10

Af .

Defeated Sanity Radar, kl. 19:35

Defeated Sanity

Det rigtige valg for dødsmetallere
Efter Faanefjell havde publikum to valg. Det var tydeligt, at de fleste valgte Xenoblight på Atlas, men for dem, der kunne lide deres dødsmetal tung og rådden, var der kun et rigtigt valg: Radar og tyske Defeated Sanity. De var sandsynligvis festivalens mest brutale indslag og en naturlig fortsættelse af, hvad Skinned tidligere havde leveret på samme scene. Hvor Skinned muligvis havde en lille dør på klem for lidt melodi og tilgængelighed, sparkede Defeated Sanity døren fuldstændig i. Dette var teknisk, brutal dødsmetal med en vokal trukket direkte ud af det mest rådne kloakslam, man overhovedet kunne forestille sig. Dette var i sandhed ekstrem musik for de få, men de få nød hvert sekund. Det var dog ikke bare bulder med smadder ovenpå. Indtil flere gange var der fede instrumentale passager, hvor vi fik noget guitarlir og en lækker omgang bas. Ganske fornuftige indslag i en genre, der ellers godt kan gå hen og blive lidt ensformig. Til vokalistens store skuffelse var der ikke voldsomt meget gang i størstedelen af publikum. Måske var det grundet musikkens ekstreme natur, og at en god del af publikum var kommet bare for at se, hvad det her tyske monster var. Koncerten led dog af lidt samme problem som Skinned koncerten. Lilletrommen var lige en anelse for høj, hvilket af og til druknede et par guitardetaljer. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg normalt ikke bryder mig voldsomt meget om denne type dødsmetal, men dette var første gang, jeg oplevede det live, og jeg må ærligt indrømme – det kan sgu et eller andet live. Det bliver lidt det samme i længden, men det er der så meget, der gør. Om det var fordi, det vandt lige så meget ind på publikum, som det gjorde på mig, ved jeg ikke – men der kom da en pit til sidst, og det fortjente de så sandelig også.

7/10

Af .

Xenoblight Atlas, kl. 19:35

Xenoblight

Silkeborgensere klar til at erobre verden
Bare kald det en skændsel, men det var faktisk første gang, jeg oplevede Xenoblight live, på Royal Metal Fest i år, og jeg kunne efterfølgende godt mærke, at det har været en kæmpe fejl fra min side. Det fede ved Xenoblight er måden, hvorpå de sammensætter melodiske elementer og dødspassager i deres ekstremmetal. Det er sikkert set før, men her bliver det gjort på en måde, så det er til at forstå, selv for en som mig, som normalt ikke er til det helt ekstreme. På Atlas-scenen tog Xenoblight deres performance til et helt særligt niveau med de fantastiske lyseffekter, som gjorde oplevelsen til noget særligt, selvom jeg ikke har en tidligere koncert at sammenligne med. Især på nummeret “Descension” og det nye “Oblivion”, hvor growl og melodi mødte hinanden i en højere enhed, kunne jeg mærke lige præcis, hvad det er, Xenoblight – og forsanger Marika Hyldmar – kan. Nej, det er ikke, fordi hun er kvinde og kan lyde som en mand; det er den særlige evne, hun har til at være sig selv i det, hun laver, og hun udstråler ikke had, men tværtimod glæde i det, hun laver.

Xenoblight var et af de bands, som fra Metal Royale havde fået funding til at skabe et spektakulært show, og det var virkelig også, hvad de bragte på scenen. Der var fuldt styr på teknikken: Lyd og lys spillede helt, som det skulle. Men ok, der skal også være styr på det, når TV2 Østjylland beslutter sig for at kigge forbi og sende live – en note om, at metalmusikken virkelig er på vej frem i normalsamfundet. Og hvem bedre at sende et budskab med end Xenoblight.

9/10

Af .

Vomitory Voxhall, kl. 20:35

Vomitory

Dødsmetal som dengang far var dreng
Æren at sparke den sene aften i gang var tilfaldet ingen ringere end svenske Vomitory. Oprindeligt stoppede de i 2013, men er siden blevet gendannet for at markere deres 30-års jubilæum – noget som de færreste nok ville klage over efter aftenens koncert. Vomitory spiller nemlig dødsmetal, som dengang far var dreng. Vel at mærke svensk dødsmetal, men ikke det der melodiske halløj fra Göteborg. Næh nej, RIGTIG dødsmetal. Og det går man altså sjældent galt i byen med, hvilket heller ikke var tilfældet denne aften. Der var god energi fra bandet, og publikum var bestemt også klar – øllene må bestemt også have haft deres virkning efterhånden. Vomitory har styr på det, de laver, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Den sidder præcis samme sted hver gang. Man kunne måske argumentere for, at bandet kørte på rutinen, men med 30 års erfaring i baghånden havde Vomitory bestemt et meget højt bundniveau. Derfor behøvedes der da heller ingen opfordring til at starte en pit, for den kom fuldt fortjent helt af sig selv. Hvor det ved de fleste bands plejer at være forsangeren, der kommunikerer med publikum og får dem op i gear, var det hos Vomitory, guitaristen Urban Gustafsson, der stod for denne del. Igennem hele koncerten er han storsmilende og tydeligvis glad for at spille – den diametrale modsætning til vokalist og bassist Erik Rundqvist, der stod med stenansigt og nærmest ikke kommunikerede et ord til publikum. Dette ændrede dog ikke på det faktum, at Vomitory var det første band, der kunne få prædikatet hovednavn – i hvert fald baseret på publikums reaktion.

8/10

Af .

Author & Punisher Atlas, kl. 21:50

Author and Punisher

Jern og stål for alle pengene, men er det nok?
Hvor man lige var blevet buldret godt igennem af god gammeldaws dødsmetal, var det nu tid til festivalens helt afgjort fysisk tungeste band. Det amerikanske enmandsband/projekt Author & Punisher bød på industrial drone doom med ”instrumenter” udført i jern og stål. Netop grundet det specielle setup var dette noget, der lige så meget skulle ses, som det skulle høres. Når man, som mig, er uddannet industritekniker, kunne man ikke undgå at være en smule fascineret af udformningen af disse ”instrumenter”. Men Author & Punisher var også en interessant størrelse at høre live. Der var ingen reel publikumskontakt – det var koldt, klinisk, industrielt og maskinelt med beats så tunge som det stål, der producerede dem. Og de tonstunge beats var uden tvivl det, der fungerede bedst. Komplimenteret af underlæggende synth, fik man virkelig fornemmelsen af at stå i det dystopiske stålværk, der leverer de mekaniske mennesker til The Interbeings univers. Der var ingen følelser, kun rå mekanik og teknik.

De mere melodiske passager stod i meget stor kontrast til de tunge sektioner, og endte desværre med at blive en anelse kedelige. Efterhånden som koncerten skred frem, blev der dog også færre og færre mennesker på Atlas, og et så specielt projekt som Author & Punisher passer heller ikke voldsomt godt ind, når folk har været i gang i seks timer. Men at klandre Author & Punisher for dette ville være en anelse unfair. Det var lidt so-so til tider, men når ”beathammeren” kørte, var det ualmindelig godt.

7/10

Af .

Taake Voxhall, kl. 23:05

Taake

En flyvende vokalist
På trods af, at Taake har været indblandet i ligegyldige nazistiske og racistiske kontroverser det sidste års tid, var det fedt, at Royal Metal Fest havde booket dem for det, de er. Ganske glimrende norsk black metal, der dog var fem minutter forsinket. Men der var til gengæld ingen mangel på energi, da Taake indtog scenen på Voxhall. Vokalist Hoest nærmest fløj ind på scenen, mens han skreg sine lunger ud – så var vi i den grad i gang. Resten af bandet lod sig bestemt heller ikke falde bagud af dansen. Det var et veloplagt, udadvendt Taake vi fik at se, og de havde fat i publikum fra første sekund og gav først slip, da koncerten var slut. Vi fik leveret en omgang rocket black metal i topklasse, lidt som man kender det fra Horned Almighty og Satyricon. Der var ikke så meget pis. Taake vidste, hvad publikum ville have, og publikum tog gladeligt imod alt, hvad de fik serveret.

I ægte rock’n’roll-stil skulle vokalist Hoest også tage en anelse pis på publikum, hvilket han gjorde ved at forsøge sig med at snakke dansk til publikum. Fungerede det? Nej. Var det dumt? Ja. Skulle det være dumt? Ja. Og et eller andet sted var rock’n’roll nok det, der bedst beskrev aftenens, eller nattens, koncert. Hele stemningen og atmosfæren omkring koncerten var mest af alt som en rockkoncert, med Hoest i centrum som rockstjernen. Og netop på grund af mandens tilstedeværelse på scenen, fungerede det upåklageligt, faldt aldrig til jorden og derved virkede åndssvagt. Koncerten sluttede med noget af Taakes ældre mere rendyrkede black metal, ægte helnorsk svartmetal på ”Hordalands Doedskvad I” og ”Vid I” fra debutpladen Nattestid Ser Porten Vid. Mere Taake, tak.

8/10

Af .

Impalers Atlas, kl. 00:20

Impalers

Det sidste jyske farvel
Impalers stod klar til at runde fredagen af med det næstsidste show på deres farvel til den danske metalscene. Deres sidste var dagen efter på Amager Bio, så dette var sidste chance for at sige farvel til Impalers for det jyske publikum. Det var da også tydeligt på den meget storslåede intro, at Impalers ville sige farvel med manér. De tilhørende var dog ikke helt klar fra start, da den anmodede circle pit ikke rigtig blev til noget. Dette tog Impalers muligvis som et hint om, at publikum skulle sparkes op i gear. Der blev i hvert fald trådt op på den store klinge, og Impalers smadrede derudaf for at være sikre på, at de efterlod et varigt aftryk på publikums trommehinder.

Over stok og sten gik det med ”Prepare for War” og andre klassikere deriblandt også Sodom-coveret ”Napalm in the Morning”. For som vokalist Søren Crawack sagde: ”Uden Sodom, intet Impalers”. På trods af det åbenbart kun var fire af de fremmødte, der hørte eller havde hørt deres nye skive, så ændrede det dog ikke på, at publikum var kommet ud af starthullerne og klar på at give den en skalle. Man kunne dog godt have ønsket, at der var en anelse flere mennesker til at give Impalers den tak, de fortjente for at have sparket ordentligt liv i den danske thrash-scene. Vi kom ikke imponerende fra start, men en god afsked skulle Impalers have, så publikum gav den sidste rest energi og slap med æren i behold.

7/10

Af .

Lørdag:

  1. WORLD WAR 5
  2. DarkRise
  3. Nordjevel
  4. Tongues
  5. Ethereal Kingdoms
  6. God Dethroned
  7. Implore
  8. Alkymist
  9. Asphyx
  10. Decline of the I
  11. Rotten Sound
  12. Tribulation
  13. Urkraft
  14. Suffocation

WORLD WAR 5 Voxhall, kl. 14:15

World War 5

Billige point hos publikum
For de morgenfriske, der havde rystet tømmermændene af sig, var World War 5 klar på Atlas til at sparke lørdagen i gang. Bevares, klokken havde rundet 14, men det er jo en festival. Der var heldigvis overraskende mange, der var klar til at vågne med en omgang dødsthrash, og det i forvejen feststemte band skruede en anelse mere op for charmen og spilleglæden. World War 5 er et sammensurium af veteraner fra Illdisposed, Hell’s Domain og Barcode, og specielt sidstnævntes kunne der trækkes tydelige tråde til. Ikke blot i Knud T’s vokal, men så sandelig også i musikken, hvis opbygning og sammensætning havde tydelige hardcore-inspirationer. Netop at bandets medlemmer har en god portion erfaring i branchen gjorde også, at der var et glimrende samspil, og man kunne se de, at hyggede sig, mens de spillede.

Under koncerten blev der også med rund hånd smidt t-shirts og trøjer ud blandt publikum. Det var muligvis lidt nemme og billige point at score blandt publikum, men det var nu meget sjovt, og man var sikker på, at der blev spredt lidt glæde fra starten af dagen. Dog synes jeg, der var en vis favorisering af publikums højre og bandets venstre side – læs, jeg stod i publikums højre side. Det var ikke en verdensklasse koncert, men dagen blev startet med godt humør, og det var det vigtigste.

6/10

Af .

DarkRise Atlas, kl. 15:20

DarkRise

Noget mørkt er stået tidligt op
Da jeg mødte op til koncerten med Darkrise midt på eftermiddagen, var jeg ikke helt forberedt på, hvad jeg gik ind til. Det var ikke et band, jeg kendte til før Royal Metal Fest, og det er nok heller ikke et band, jeg kommer til at lytte til i fremtiden, da genren på dagligt plan ikke lige er mig. Darkrise er brutal dødsmetal, og lige fra track ét var der fart over feltet, selvom klokken kun var tyve minutter over tre. Energien og nærværet var ikke til at tage fejl af, for samtlige stående medlemmer af bandet var helt fremme på scenekanten.

De første to numre var noget af det ældre materiale, som Darkrise havde medbragt, med lækre baselementer og en mere rytmisk tilgang til musikken. Tredje nummer og fremefter var noget af det nyere fra Darkrise med langt mere knald på dobbeltpedalen og den virkelig tunge lyd. Her må jeg sige, at det lidt ældre appellerer mere til mig, men hver kvinde sin smag. Alt i alt en solid optræden, som jeg desværre kun kan give seks kranier, da der gentagne gange gennem hele koncerten var den skingre feedback fra højttalerne, som man ellers kun hører fra tandlægens bor.

6/10

Af .

Nordjevel Voxhall, kl. 16:05

Nordjevel

Hil(s) Satan og drik lidt blod
Det var stadig lyst udenfor, da jeg gik til Voxhall for at opleve norske Nordjevel live. Jeg trådte ind i et satanistisk univers med levende lys, omvendte metalkors og et band iført bodypaint og en forsanger fyldt med pigge på armene, og med navne som Destructhor og Doedsadmiral mv. kan man ikke andet end at blive lidt nervøs, når man står helt oppe foran scenen. Scenen var ligesom sat for, hvad vi skulle til at høre, og jeg blev ikke skuffet, selvom alle elementer var forventede: playback-kirkemessen og bloddrikkerier fra et metalbæger, og Doedsadmiral tog en stor tår blod, som han efter en smagsprøve hældte ud over det pupilløse ansigt inden showets sidste nummer. Nordjevel spillede standard-black metal uden problemer, men der var ikke noget særligt mindeværdigt over deres lyd i forhold til andre black metal-bands, men showet var godt.

7/10

Af .

Tongues Atlas, kl. 17:00

Tongues

Indelukket og uinspirerende
Efter en omgang norsk standard satanisme var det blevet tid til komme ned i tempo og ind mørket med danske Tongues og deres blanding af død, black og doom. Fra start af var det tydeligt, at det skulle blive en atmosfærisk rejse ind i sindets mørke kringelkroge. Eller det var i hvert fald planen. Tongues formåede bare aldrig at få skabt den indelukkede atmosfære, som deres musik ellers lagde op til. Publikum blev aldrig inddraget i deres univers, så det lignede mest af alt fem personer med hvert sit show. Jeg er med på, at Tongues aldrig havde i sinde at spille numre, der bød publikum velkommen med åbne arme. Men når de ikke havde opbygget den nødvendige atmosfære, så blev det desværre bare ret kedeligt. De individuelle medlemmer spillede sådan set udmærket, der var bare aldrig noget reelt samspil. Trommerne bandt det en anelse sammen, men det føltes aldrig som et komplet band. På plade fungerer deres musik aldeles glimrende, men live – der kniber det lidt.

3/10

Af .

Ethereal Kingdoms Radar, kl. 17:00

Ethereal Kingdoms

Ét skridt fra en teaterkoncert
Sidst jeg så Ethereal Kingdoms var til SPOT i Aarhus sidste år, og meget er sket siden da! Dengang var der, som nu, fokus på det teatralske element i metallens verden, men hvor andre bands iklæder sig kostumer, tropper Ethereal Kingdoms op med en historie at fortælle på scenen.

Forsangerinde Sofia Schmidt har en vokal, som ikke kan sammenlignes med andet på den danske metalscene, og hun formår virkelig at præsentere alle hjørner af den, når hun går på scenen. I sammenspil med resten af bandet, og især guitarist og sangskriver Christian Rasmussen, formår hun at sende os til en anden verden – en af dem, som jeg normalt kun oplever, når jeg er begravet i en bog: Jeg blev opslugt af, hvad der foregik på scenen. Måske fordi jeg, som mange andre blandt publikum, der så undrende ud til at starte med, ikke helt forstod, hvad der foregik, men gik derfra med en oplevelse af noget helt unikt.

Ethereal Kingdoms indtog Radar med en forestilling i to akter: akt I og akt II. I første omgang kun med bandet på scenen, men som showet forløb, kom der flere til: både røgspyende spøgelser og tre unge mandlige korsangere, som gav en ekstra dybde til de harmonier, Sofia er vant til at skulle være ene om på scenen. Bandet havde også fået funding fra Metal Royale, hvilket i mine øjne har været kærkomment, for alle nytilkomne elementer var med til at skabe den helt rette stemning for Ethereal Kingdoms’ univers og gjorde showet meget mere helstøbt end det, jeg så for lige knap et år siden.

Som publikum var vi heldige at få lov til at høre nummeret “Distance” fra bandets kommende fuldlængdedebutudgivelse (maj 2019), som var lidt anderledes end dem, vi tidligere har hørt fra Ethereal Kingdoms uden at bevæge sig helt ud af universet. Introen var en smule Nightwish-agtig, men det skal de ikke have hug for, for det passer ind i den symfoniske metal, de laver, og var et frisk pust.

Fordi Ethereal Kingdoms bragte noget til Royal Metal Fest, som mere var en teaterkoncert end blot en koncert og var så modige at prøve noget så ambitiøst af på et venue som Radar, hvor publikum er intimt tæt på den lave scenekant – og rent faktisk slap virkelig vellykket afsted med det – kan jeg ikke give dem mindre end 9/10 kranier. Der var flere, som kom hen til mig efter showet og sagde noget a la: “Hvor var det vildt!”, “Hvad skete der lige her?” og ikke mindst: “Det var nok det bedste, jeg har oplevet på Royal Metal Fest i år”. Jeg er enig. Det, teatralske Ethereal Kingdoms kan, kan ingen andre i DK – nu skal de bare have mere plads at udføre det på!

9/10

Af .

God Dethroned Voxhall, kl. 18:00

God Dethroned

Fra fyldt mave til fyldt Voxhall
Der var ikke ligefrem fuldt hus, da hollandske God Dethroned gik på scenen, men klokken var selvfølgelig også 18:00, så måske spillede aftensmaden ind. Der gik dog ikke længe, før der var godt fyldt på Voxhall, og koncerten for alvor kom i gang. Det var tydeligt, at det var et band, der havde styr på deres numre, og alt blev leveret præcis, som man kunne forvente det. På sin vis kørte de lidt samme stil som Vomitory gjorde det knap 24 timer tidligere. Interaktion med publikum var lignende minimal, men præcis som med Vomitory, så opvejede det en del, at de har så meget styr på, hvad de laver. Vokalen var dog lige til den høje side og havde det med at overdøve guitar og bas. Og ærligt talt, så havde God Dethroned ikke verdens mest spændende vokal – det var noget mere interessant at høre, hvad guitarerne havde gang i.

Første halvdel af koncerten havde også en tendens til at være lidt ensformige numre, der ikke bød på vanvittigt mange interessante øjeblikke. Dette prøvede anden halvdel dog at opveje, da der blev budt på noget mere diversitet, små finurligheder og glimrende guitarsoli. Alt i alt var det dog en knap så mindeværdig koncert. Den kom lidt ujævnt fra start, blev heldigvis bedre, men fandt aldrig rigtigt et niveau, der var andet end acceptabelt.

6/10

Af .

Implore Radar, kl. 19:00

Implore

Implore rimer på gore
Endnu en gang var jeg ikke forberedt på festlighederne, jeg trådte ind til, men da vi blot var to anmeldere afsted, var vi jo nødt til at dele de overlappende koncerter op. Personligt var Implore ikke mit første valg, men bandet formåede alligevel at få mig til at bevæge hovedet i takt til deres vilde metal. Grunden til at jeg skriver “vilde metal” er, at jeg virkelig havde svært ved at sætte en genre på Implore. Derfor tog jeg internettet i brug og fandt frem til, at de er en god omgang blackened death metal/grindcore/crust, hvorfor jeg godt forstår, at jeg ikke kunne fastsætte genren.

Radar var halvfyldt, og dem, der var mødt op, var klar til at feste med Implore. Det var tungt, hurtigt, virkelig solidt spillet og snavset. Begge growl- og scream-vokaler fra Gabriel (bas) og Markus (guitar) harmonerede glimrende og var med til at skabe den onde og energiske stemning, som både jeg og især publikum følte på trods af det lave fremmøde. Showet var tredive minutters vanvid (på den gode måde) og nok til, at jeg skulle have en lille pause efterfølgende. Mellem hvert nummer var der bevidst feedback-støj, så vi aldrig kom ud af stemningen og var fastholdt til den musiske oplevelse, som Implore delte med os. Til slut skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før, men hørt om mange gange: Markus smed bevidst sin guitar gentagne gange med høje “dunk”, når den ramte gulvet, men jeg tror ikke, at vi fik lov at se guitarindvolde. Implore rimer på gore, og det ville ikke undre mig, hvis vi ser flere beskidte riffs fra bandet i fremtiden.

8/10

Af .

Alkymist Atlas, kl. 19:00

Alkymist

Ren overgivelse til lyden
Ovre på Atlas var det blevet tid til et af de mere omtalte danske bands: Alkymist. Og fra første anslag var det tydeligt det ville blive noget helt specielt. Og i den grad også noget voldsomt tungt. Der gik ikke mange sekunder før Alkymists musik skyllede ud af højttalerne og simpelthen trak publikum med sig ind i deres dybe mystiske univers. Hver sektion og hvert enkelt riff føltes nøje afmålt. De fik præcis det rum og den tid det havde brug for, intet varede for længe, og intet stoppede før det havde udspillet sin rolle til maksimal effekt. Havde lyden ikke været helt perfekt denne aften på Atlas, var dette muligvis faldet til jorden, men der var ikke en finger at sætte på den.

Under koncerten var der ingen snak mellem numrene eller anden interaktion med publikum. De tre kvarter Alkymist havde blev udfyldt så koncerten føltes som et langt nummer hvor publikum stod som i trance og kunne ikke andet end at lytte intenst til det der skete foran dem. Sjældent har jeg oplevet et så nyt band levere en så overbevisende præstation, og man kunne ikke andet end at overgive sig til lyden.

9/10

Af .

Asphyx Voxhall, kl. 20:00

Asphyx

Bow down to the deathhammer
Klokken havde rundet 20:00, og det var blevet tid til min egen personlige favorit på dette års Royal Metal Fest: hollandske Asphyx. I over 30 år har de været garant for glimrende old school death/doom, og specielt 2012 pladen Deathhammer står som en personlig favorit. Det var dog med en vis bekymring, jeg trådte ind på Voxhall, da jeg frygtede at blive skuffet, som jeg var blevet det sidste år ved Bloodbath. Fra første sekund var jeg dog overhovedet ikke i tvivl om, at jeg godt kunne pakke mine bekymringer væk.

Det var et særdeles veloplagt og entusiastisk Asphyx, der trådte ud på scenen. De var klar på at levere en vaskeægte omgang old school smadder, og publikum var i den grad klar til at tage imod. Der gik ikke længe inden Asphyx havde salen i et jerngreb og tvang hver eneste nakke til headbange. Man kunne nærmest heller ikke andet med den parade af hits, de kastede af sig. Vi fik ”Death the Brutal Way”, ”Deathhammer”, ”Der Landser” og mange flere klassikere fra deres anseelige bagkatalog. Og når lyden også var lige i øjet, så var der ikke andet for end overgive sig fuldstændig til de hollandske konger af death/doom.

Koncerten blev selvfølgelig rundet af med endnu en tidløs klassiker, ”Last One on Earth”. Personligt havde jeg hellere set, at de sluttede med ”As The Magma Mammoth Rises”, men dette kritikpunkt skal overhovedet ikke have lov til at få nogen betydning for, hvad der definitivt var den bedste koncert på Royal Metal Fest 2019. Punktum.

10/10

Af .

Decline of the I Atlas, kl. 21:15

Decline of the I

Fransk post-black, som fanger
Nøj, hvor var jeg betaget af den oplevelse, jeg havde med Decline of the I og deres mission om at fortælle den franske neurobiolog Henri Laborits eksperimenter og teorier gennem metal. I baggrunden kørte en sort/hvid-serie af små billeder i et film-loop, som virkelig satte en dyster stemning for den allerede dystre metalgenre – og så på fransk.

Jeg har ikke læst op på Laborits eksperimenter, men det var tydeligt at høre, at Decline of the I portrætterer de følelser, som neurobiologen har gennemgået i løbet af sine eksperimenter. Musikken var rodet, overraskende, let progget og med utrolig meget inderlighed fra forsangeren, som også udtrykte de mange følelser i sit kropssprog. Efter mange sange på både fransk og engelsk i sammensurium havde Decline of the I et engelsktekstet nummer med, som desværre ikke gjorde det samme for mig, som de andre: Der var en passage med meget tydeligt engelsk sprog, som fjernede en del af mystikken. Dog sluttede Decline of the I heldigvis af med nummeret “Je pense donc je fuis”, der virkelig fik mig trukket langt ned i sølet, med ingen forhåbning om en lys fremtid – lige præcis som denne genre skal gøre det.

7/10

Af .

Rotten Sound Radar, kl. 21:15

Rotten Sound

Soundtracket til jordens undergang er grindcore
Fra Asphyx’ kongekoncert gik turen til Radar, der havde vist sig at være garant for en omgang udmærket ekstremmetal. Spørgsmålet var så, om finske Rotten Sound kunne holde denne standard. Det ville selvfølgelig ikke have været en ordentlig grindcore-koncert, hvis den ikke startede energisk – og det skal jeg da lige love for, at den gjorde. Det føltes, som om hvert eneste bandmedlem gennemtævede publikum fulde af energi. For satan, der var god gang i den! Lyden var også lige i øjet, og Rotten Sounds lækre guitarlyd fik virkelig lov at skinne igennem. I øvrigt en guitarlyd, der ikke var helt ulig danske Fordærvs, som man desuden, eller selvfølgelig, også kunne se blandt publikum. Efter et par hæsblæsende numre havde vokalist G åbenbart givet den så meget smadder, at kablet faldt ud af hans mikrofon.

Efter et udefinerbart antal numre – de blev leveret lige i røven af hinanden – meldte G også ud, at det var blevet tid til: ”slow music by some old people”. Det gik da ned i tempo, men at kalde det langsomt var lige at stramme den. Dette temposkift gav dog publikum lidt tid til lige at få pusten. For der gik ikke andet et par numre, før publikum gik i gang med en pit, der mere eller mindre fyldte hele Radar. Efter en halv times tid plejer de fleste grindcore-bands at blive lidt ensformige, men ikke Rotten Sound. Der var lige præcis nok diversitet i deres lyd denne aften til at holde det interessant i alle 40 minutter. Til sidst fik den alt, hvad remmer og tøjler kunne holde, og det ville ikke undre mig, hvis en stor del af publikum lige skulle have en pause, inden de gik videre herefter.

9/10

Af .

Tribulation Voxhall, kl. 22:20

Tribulation

En tur i Draculas gotiske kiste
Efter at være blevet kørt fuldstændig over af Rotten Sound, var det blevet tid til mørket for alvor sænkede sig i selskab med svenske Tribulation. Der blev lagt ud med ”Lady Death” fra deres seneste plade Down Below, men man følte ikke rigtig den gotiske atmosfære, man kunne have håbet på. Her skal det lige gøres klart, at Tribulation er gotiske og ikke gotere. Som koncerten skred frem, krøb den rette stemning lige så stille op af kisten og hen over publikum. Tribulations samspil og meget teatralske fremtoning på scenen hjalp bestemt også på at fremme denne stemning. De formåede virkelig at være nærværende og kommunikere stemningen i deres musik ganske glimrende. Dracula havde i hvert fald ikke levet forgæves denne lørdag, for de to guitarister personificerede myten helt perfekt. Den ene klædt ud som de kvindelige vampyrer fra den udødelige klassiker. Han dansede – ja, nærmest svævede, med fjerlette trin over hele scenen, mens den andens fremtoning klart, tydeligt og i perfekt arrogante Grev Dracula stil sagde: ”Jeg er bedre end jer dødelige”.

Omkring halvvejs i koncerten kom der en form for intermezzo, hvis formål sandsynligvis havde været at holde stemningen, mens instrumenterne blev stemt om. Publikum opfattede det desværre bare mest som en mulighed for at snakke sammen, hvilket fik atmosfæren og stemningen til at fordufte en anelse. Det tog lidt tid, men Tribulation fik dog nogenlunde genoprettet stemningen, denne gang båret mest frem af de længere instrumentale sektioner. Det ramte desværre bare ikke helt niveauet fra tidligere, og det virkede til, at det kun var de helt inkarnerede, der for alvor fangede stemningen igen. Os andre fik dog stadig en ganske glimrende koncert.

8/10

Af .

Urkraft Atlas, kl. 23:35

Urkraft

De har ikke glemt, hvordan man spiller metal
Til at lukke Atlas dette år var gendannede Urkraft. Efter 10 års pause er de tilbage med albummet Our Treacherous Fathers og havde fået æren af at spille deres reunion-koncert til Royal Metal Fest på Atlas. Og umiddelbart lød det da heller ikke til, at der var meget rust, der skulle bankes af. Dog kunne vokalen godt have trængt til en kærlig hånd, da der manglede en smule saft og kraft bag den. Men ellers var det en meget tilbagelænet stil, Urkraft lagde for dagen. En ”vi-er-glade-for-at-være-tilbage” tilbagelænet stil vel at mærke. Og publikum var da heller ikke sene til at byde dem velkommen tilbage – det var tydeligt, at de havde været savnet. I løbet af koncerten, blev det dog lidt en blandet landhandel i forhold til hvor meget engagement, der blev lagt for dagen. De gamle numre sad selvfølgelig stadig på rygraden og blev leveret ganske fornuftigt, men det kneb lidt med den sikre levering af de nye numre. De var der, men det var afgjort de gamle, der var bedst.

Denne lidt on/off præstation kunne også læses i publikum. Det så ud, som om de ventede på at få nogle flere gamle numre. Det hjalp dog lidt på engagementet, at Asbjörn Steffensen fra Crocell gæstede på et enkelt nummer. Hans energi smittede tydeligt af på både Urkraft og publikum – en energi, der heldigvis varede længere end det ene nummer. I anledningen af den nye plade, var der også Sort Svin-shots til publikum, og hvem kan sige nej til et gratis shot eller to? Det var billige point i stil med World War 5’s merch-uddeling, men man har vel kun reunion en gang? Det var ikke verdens bedste koncert Urkraft leverede, men den var bestemt hæderlig og demonstrerede, at de er tilbage og ikke har glemt, hvordan man spiller metal.

6/10

Af .

Suffocation Voxhall, kl. 00:35

Suffocation

Guitarnørderi med fødselar på scenen
Det uigenkaldeligt sidste band på dette års Royal Metal Fest var mægtige Suffocation. Jeg vidste godt på forhånd, at det ikke ville være Frank Mullen på vokal, da det der med at turnere, ikke lige er ham. På trods af, at det faktisk kun var dagens fødselar, Terrance Hobbs, der havde kontakt med publikum, kom vi ganske godt fra start alligevel. Han var også den eneste, der kunne bryste sig af at have knap 30 års erfaring med teknisk dødsmetal, så de andre skal være undskyldt. Efterhånden som koncerten skred frem, kom vi dog til noget af Suffocations mere groove orienterede materiale, og vi fik et mere udadvendt band. Det satte publikum pris på, og nu det var sidste chance for at få en svingom, så gav de fremmødte da også, det sidste de havde.

På trods af Suffocation leverede en ualmindelig tight perfomance, så havde de det med at tabe publikum en anelse, når vi af og til rundede et lidt for guitar-nørdet nummer. Efter næsten 12 timers hegn og utallige bajere, var det ikke guitarlir publikum var kommet for at høre, selvom det faktisk var ganske lækkert for dem af os, der ikke var halvvejs i hegnet. Der var dog ret langt imellem disse passager, noget det også lod til Suffocation var klar over ikke var trækplastret, når klokken havde passeret 00:30. Så efter at have lagt det guitarnørdede bag sig i starten, blev det en koncert med fed, tung og groovy dødsmetal.

8/10

Af .

Tilføj kommentar