Den umulige treer

Møl er et af de bands, der efterhånden – gennem fremragende udgivelser og formidable livepræstationer – har cementeret sig som et af Danmarks bedste og mest anerkendte metalnavne. Det aarhusianske post-black-/blackgaze-band har høstet roser gennem hele karrieren, hvor debuten Jord fra 2018 og Diorama fra 2021 blev kvitteret med 9/10 dødningehoveder på dette site.

Når man dengang slog naglen i den svære toer, hvad pokker gør man så på den umulige treer? Kan man tage sig sammen endnu en gang, vise enormt mod, gå nye veje, udvise fornyede kreative ambitioner og levere noget, som folk måske ikke forventer – men noget, de ikke vidste, de havde brug for?

En smuk rejse

Møl gør det! Bandets evne til konstant at udvikle sig gør dem vedvarende interessante, og den rejse, Møl tager os med på denne gang – fra åbningsnummeret “Dream” til afslutningen på “Crush” – er yderst begivenhedsrig. Allerede fra “Dream” males der musikalske landskaber, som er gennemgående for hele pladen. Der findes passager, hvor man er tilbøjelig til at tænke, at det er selveste de æteriske Mew, der har inspireret og videregivet deres magi til Møl. Landskabet bliver hurtigt storslået, og Kim Song Sternkopfs endnu en gang formidable vokal giver det de nuancer, der gør det ekstraordinært. Resultatet er en plade præget af atmosfærisk elegance, hvor black metal-passager og vokal smelter sammen til noget både voldsomt og smukt.

Dertil har Møl leveret riffs, som gør det muligt for dem at udvikle sig til et stadionband – et band, der i solnedgangen på en stor scene ville kunne tryllebinde publikum. Det høres tydeligst på den tidligere udgivne single “Young”. Pladens mere rolige øjeblikke findes klarest på de tre mellemplacerede numre “Hud”, “Garland” og “Favour”, som viser en sårbarhed i Møls ellers solide panser. Enkelte Møl-fans vil sikkert mene, at de er overflødige og unødvendige, men de klæder et band i udvikling på dette stadie af karrieren. De passer glimrende ind og giver rejsen medvind.

Og hvor er så bumpene på vejen? Der er jo altid lidt. De rolige øjeblikke med Kims rene vokal fylder en anelse for meget, og de fleste Møl-fans vil højst sandsynligt af samme årsag på sigt ende med at vende tilbage til det Møl, de kender fra de første udgivelser. Derudover bliver undertegnede aldrig helt overbevist om, at det fungerer at blande sprog. Jeg kan ikke finde nogen positiv værdi i at udkrænge dit udlængselsskrål i en vekselvirkning mellem dansk og engelsk. Tværtimod mudrer det oplevelsen, når man pludselig støder på – de heldigvis ofte tonelejemaskerede – æ’er, ø’er og å’er. Hvis vekslingen er et forsøg på både at bevare benene i den danske muld og samtidig få luft under vingerne internationalt, foretrækker jeg, at Møl anerkender, at de er på vej til at flyve videre fra den danske rede. Dette også selvom deres lyrik, som altid, står skarpest på dansk.
 

Tre stjerner på skulderen

Når ovenstående bump er nævnt og passeret, leverer Møl for tredje gang en rigtig solid og storslået plade, som endnu en gang beviser, hvorfor de befinder sig blandt de bedste i branchen. Møl har aldrig kedet os lyttere, og selvom jeg personligt på sigt nok vil vende tilbage til Jord eller Diorama, tager jeg hatten af for det album, det mod og den udviklingsrejse, som Møl tager os med på.