Industrial infusionerende Interbeing
Det kan ikke påstås, at københavnske The Interbeing er verdens mest produktive band, da der går en del år mellem deres albumudgivelser. Deres to første albummer, Edge of the Obscure (2011) og Among the Amorphous (2017), gik der noget tid imellem, fordi bandet tog en pause. Denne gang har der nok været andre faktorer på spil. Fem år gik, og Icon of the Hopeless blev sat i verden. Ventetiden betyder ikke så meget, hvis tiden er brugt fornuftigt. Derfor er det med en vis mængde spænding, at Icon of the Hopeless er blevet sat i rotation her. Pilen peger i retning af, at man kan glæde sig. Among the Amorphous (2017) fik hele ni kranier af os, og bandet har spillet på Hades på Copenhell, og fået manifesteret sig selv som et af de bedste, aktive industrial metalbands i Danmark, men der er også få om buddet.
Interessekonflikt imellem innovation og identitet
Bandet står for en solid omgang moderne dystopisk sci-fi-inspireret industrial melodød. Lydbilledet står lidt som en blanding af kunstnere som Meshuggah, Ministry, Mnemic og Fear Factory. Sådan forholder det sig på deres tidligere udgivelser, og også på Icon of the Hopeless. Dermed er sløret også løftet for, at der ikke sket meget med lyden fra 2017 til nu.
En treer er altid en svær kunst, fordi man ligger i spændet mellem, om man skal bruge denne plade til at cementere sin identitet og relevans på scenen, eller om man skal overraske lytterne og sine fans for ikke blive placeret i en boks eller beskyldt for ikke kunne innovere sin lyd. Her må man sige, at The Interbeing virkelig er gået kraftigt med førstnævnte løsning. Alt på dette album er, som du kender det: masser af elektroniske effekter som baggrundstæppe og synth-tangerende dark wave-stil. Virkelig tung instrumentering med guitar, trommer og bas, der hamrer afsted med 110 i timen. Der er djent-lignende guitarchugs, en del metalcorelignende breakdowns plus melodiske passager med ren vokal. Tematikken er selvfølgelig også den samme, hvor vi følger The Interbeing i en parallelverden af dystopisk karakter, hvor opgøret med skabere og med tilværelsen udfylder rammerne. En rejse, som Dara Toibins skrigende og growlende vokal følger meget godt til dørs, hvor frustrationer og vreden mærkes ganske klart.
Selve albummet er ganske flot produceret, især med genren i mente. Desværre flyder det hele sammen i en stor masse, da variationen er smal, og der kunne virkelig godt bruges et kreativt indspark, som gav en mulighed for at trække vejret og reflektere over oplevelsen med The Interbeing. Bedst står oplevelsen mod slutningen af albummet med de to massive sange, ”The Depressor” og ”The Eternal Eclipse”, som klart har nogle af pladens mest mindeværdige hooks.
Det iltmanglende Ikon
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at The Interbeing er dygtige musikere og et aldeles godt liveband. Icon of the Hopeless er bare en ufatteligt sikkert spillet treer, faktisk i sådan en grad, at det bliver for forudsigeligt for lytteren, og man higer efter noget, der kan overraske. Albummet trænger til en indsprøjtning af frisk luft. Spørgsmålet er, om bandet har været bundet så meget op på sit koncept med The Interbeing, at de faktisk ikke har turdet at vige for meget fra den sti, de har lagt – eller om der har været et direkte behov for at holde det hele konceptet meget stringent. Derfor skal der herfra lyde et håb om, at bandet frigøres mere i fremtiden. Hvis du allerede er godt bekendt med The Interbeing og håbede på mere af det samme, så vil dette album være et, du skal erhverve til samlingen. Lige meget hvad der skrives af ord om Icon of the Hopeless, så forbliver det én endegyldig sandhed, at The Interbeing nok stadigvæk er det bedste aktive industrial metalband, vi har i Danmark.