Top Tre - Kent Schulz Lillelund 2021

Top Tre - Kent Schulz Lillelund

Var der noget, der var værd at skrive hjem om?

Mens du sidder der i dit stille hjem omgivet af fred og komfort. Husker du stadig de storslåede og tårevækkende minder, der efter alle disse måneder stråler som sollys og formørker de brogede billeder, som året også gav? Selv nu, hvor dine tanker er sløve, kan du se tilbage på de rædsler og glæder, året bragte. Jeg taler selvfølgelig om alle de udgivelser, som 2021 har rystet af sig. Der var nogle tvivlsomme imellem, nogle endda meget tvivlsomme. Men det er ikke dem, det skal handle om i dag. Vi skal i dag kigge tilbage på de tre danske og udenlandske skiver, som jeg, helt personligt, mener, der i den grad var værd at råbe hurra for.

Danske udgivelser, der var lidt bedre end andre gode danske udgivelser

3. Pladsen: Temple of Scorn – Preliminary Mass

Det er ingen hemmelighed, jeg er glad for mørk og dyster dødsmetal, så derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at jeg var meget begejstret for Temple of Scorns debut ep Preliminary Mass. Tordnende ondsindede rytmer, bragende foruroligende guitarriffs og en kulsort materiespyende vokal er noget, der for alvor varmer både hjerte og sjæl. Det er ond kosmisk dødsmetal, når det er allerbedst. Ep’en varer muligvis kun et kvarter, men mere behøver de erfarne herrer heller ikke for at slå fast med syvtommersøm, at Aarhus uden tvivl er venskabsby med R’lyeh. Så fyr op for de livekoncerter, og kom med noget mere materiale.

2. Pladsen: Kold – Kold

Mens en hedebølge rullede over landet, udgav black metal-duoen Kold den perfekte ep. Iskolde skærende guitarriffs, koblet med melodiske melodier der falder så let som den fineste frostsne, gav mig ikke bare kuldegysninger, men forfrysninger, da jeg hørte den. Aldrig har en ep formået at formidle en råkold vintermorgen med en gryende sol bedre. Frossent, melankolsk og overvældende smukt beskriver både landskabet og lyden på Kold. Jeg var solgt fra første sekund, og jeg kan næsten ikke vente, til den næste hedebølge rammer, så jeg kan smide Kold på anlægget og øjeblikkeligt nyde at døse hen i lykkelig hypotermi.

1: Pladsen: Anti Ritual – Expel the Leeches

Jeg påstod sidste år, at hardcore sjældent er noget, der kommer helt op at ringe, og dengang smadrede Eyes min påstand. I år var det så Anti Rituals tur til at destruere min påstand, til der ikke er andet end støv tilbage. Expel the Leeches er et brag af black metallisk hardcore, der tordner mod alt storkapitalismens udnyttelse af verden. Men det er ikke bare black metal, det er også grindcore og post-metal og andre små elementer sammensat så perfekt, at man næsten fornemmer den rasende pøbel bevæbnet med høtyve og fakler kommer væltende. Det er et brutalt og vidunderligt kvælertag af den anden verden, der efterlod mig gispende efter vejret, men hungrende efter mere. Jeg elsker denne plade.

 

 

Udenlandske udgivelser, der var lidt bedre end andre gode udenlandske udgivelser

3. Pladsen: Korpse – Insufferable Violence

Brutal dødsmetal kan godt være en noget anstrengende størrelse, men med Insufferable Violence formåede hollandske Korpse at ramme noget nær det ultimative ”sweet spot” mellem altudslettende brutalitet og ørehængende grooves. Selvfølgelig er det bersærkergang med en machete, hvor blod og kropsdele flyver til alle sider. Men samtidig er det så detaljerigt og uimodståeligt fængende, at det er nærmest umuligt at lægge fra sig. Hvis alt inden for brutal død og slam kiggede Korpse over skulderen og lagde mærke til, hvor brede genrens rammer er, så ville genren være meget mere spændende. At pladen så også kom med et af de mest mareridtsinducerende covers nogensinde, er kun et plus.

2. Pladsen: Eximperitus – Šahrartu

29 dage skulle vi ind i 2021 før årets bedste tekniske dødsmetal plade landede. Indrømmet – jeg var meget skeptisk, inden jeg satte Šahrartu på, men jeg skal da love for, at den skepsis blev trukket ud bagved og skudt. Nu hvor Ulcerate ikke kunne udgive en plade to år i streg, så er Eximperitus på alle måder en værdig erstatning. Fra ende til anden er Šahrartu en nærved perfekt sammensmeltning af overlegen teknisk kunnen og storslåede atmosfæriske passager, der skyller ind over dig og trækker dig tilbage til ypperstepræstens højmesse i oldtidens Mesopotamien. Det er Raiders of the Lost Ark, der møder The Theory of Everything med et strejf af balalaika. Det kan man på ingen måde sige nej til.

1. Pladsen: Eremit – Bearer of Many Names

Tempo er ikke alt, det slog Eremit fast med syvtommersøm på deres anden langspiller Bearer of Many Names. I noget nær verdens langsomste jam session tog Eremits sludgeklædte doom riffs lytteren med på en så overdreven syret rejse, at Sleeps Dopesmoker næsten ikke engang kan være med. En time i selskab med den tyske trio og jeg overgav mig fuldstændigt. Bearer of Many Names er ikke bare en fantastisk plade, der er en storslået rejse i tid og sted, hvor transportmidlet er tromlende fuzzrifs, og destinationen er en fjern sumpplanet, hvor tågen hænger tungt og mastodontiske sagnvæsner regerer. Det er på alle leder og kanter en fænomenal plade. Det er muligt Mirror Reaper er den bedste funeral doom plade i nyere tid, men når det kommer til den mere sludgede side af genren, så er der ingen tvivl om, at Bearer of Many Names er nummer et.

Bobler:

Tilføj kommentar