Frivillig fokuseret ensomhed

En eremit, eller eneboer, er i almindelig forstand en person, der lever afsondret for at dedikere sit liv til en gud eller anden religiøs overbevisning. Dette virker umiddelbart ikke som en tilværelse, der skriger heavy, men reelt set er denne livsstil ikke meget anderledes end den ført af blikskurstilbedende, papkasseelskende, soloprojekthavende solforskræmte black metal-musikere. Men det er kun eremitter af navn, det skal handle om i dag – nærmere betegnet de tre tyske gutter i Eremit og deres anden langspiller Bearer of Many Names.

Meget mere end tonstunge riffs

Det er nu heller ikke, fordi Bearer of Many Names er en ”Party Rock Anthem”, der inviterer folk fra nær og fjern til komsammen. Forestiller man sig, at Sleeps Dopesmoker og Bell Witchs Mirror Reaper fik et sludget doom-barn med tyngden skruet op på 11, så er det ikke helt ved siden af. Radiovenligheden er tilsyneladende også gået i arv med tre numre fordelt på lige over en times spilletid, men så er spørgsmålet, om Eremit udfylder tiden lige så godt som sine ”forældre”.

Det korte svar er ja, selvom Bearer of Many Names på overfladen virker lige så interessant som en gold vestjysk kartoffelmark på en regnfuld torsdag i oktober. Men tilsat tålmodighed og den hemmelige ingrediens syre bliver pladen pludselig en helt anden oplevelse. ”Enshrined in Indissoluble Chains and Enlightened Darkness” leder dig trygt afsted med en akustisk intro tyvstjålet fra Falls of Rauros. Men efter seks minutter skifter det hurtigere, end du kan sige Primordial Arcana, og sludgeklædte black metal riffs og blastbeats sender dig med ekspresfart ind i kernen af Eremits univers. Tonstunge fuzzbeklædte riffs, der tromler hypnotisk derudad og trækker lytteren ind i en forunderlig verden, der minder mere om Dagobahs tågede og overgroede sumpe end Vestjyllands fyrskove. Det foregår sjældent i et tempo hurtigere, end hvis man gik i vand til livet, men det bliver aldrig en træg oplevelse, tværtimod. Hvert riff er nøje afmålt og præcist så tungt og sovset ind i fuzz, at det er lige før vibrationerne fysisk klør din øregang, og efterlader dig tiggende efter mere.

Men Bearer of Many Names er meget mere end bare fuzz-pedaler og Orange-forstærkere. Det er en plade, der går Grateful Dead og Earthless i bedene, hvor de forskellige riffs langsomt flyder ind i og låner fra hinanden, som var det en jam-session og ikke en plade, man hørte. Alt sammen i jagten på totalt at tryllebinde lytteren, så al fri vilje forsvinder og man fuldstændigt overgiver sig til det mageløse værk, som Bearer of Many Names er. Prikken over i’et er dog sidste halvdel af lukkeren ”Unmapped Territories of Clans Without Names”. Her bliver der for alvor skruet op for den sørgmodige stemning. Bell Witch-referencerne er helt oppe at ringe, men på intet tidspunkt forlader det Eremits storslåede, tågede og dundrende sludge-univers. Som en begravelseshymne til mastodontiske sagnvæsener afsluttes pladen i noget nær perfekt stil, og man efterlades med et tomrum, der kun kan udfyldes af endnu en afspilning.

Det kan blive stort

Var man elitær puritaner, ville man måske mene, at Eremit havde begået helligbrøde med Bearer of Many Names, udelukkende fordi pladen består af tre og ikke et nummer. Men for os andre normalt-tænkende mennesker har Eremit ikke bare kastet men eftertrykkeligt smadret årets indtil videre bedste sludge-plade ind i metallens kollektive øregang. Selvfølgelig er det de tunge, buldrende riffs, der er i centrum, men på Bearer of Many Names demonstrerer Eremit på fornemmeste vis, at de sagtens kan hamle op med både Sleep og Bell Witch og have potentiale til at overgå dem.