Hvem er Hvem, nu med metal
At udgive musik og forsøge at forblive ukendt, virker umiddelbart ganske modstridende. Ved at udgive musik har man vel netop en forhåbning om, at folk vil lytte til det, og at man derved opnår en grad af berømmelse. Ellers kunne man jo nøjes med at sidde derhjemme og plimre på en guitar. Så hvorfor baskiske Altarage de sidste seks år har udgivet musik uden at afsløre, hvem de er, hvornår de blev dannet eller nogen som helst anden relevant information, er mig lidt en gåde. Men hvad end grunden måtte være, så er de i hvert fald klar med opfølgeren til den glimrende The Approaching Roar med titlen Succumb.
Det stik modsatte af ”soulfood”
Altarage er i sin essens dødsmetal, men stakkels den uforvarende Morbid Angel-fan, der sætter Succumb på, og tror, det er dødsmetal, som mor lavede den. Altarage har mere til fælles med bands som Portal og Ulcerate med et strejf af Primitive Man. Allerede nu bør man være klar over, at Succumb bliver en intens oplevelse, en oplevelse hvor alt, der er pænt, melodisk og trygt, hører mindre hjemme end inuitter i Swaziland, og er flygtet for længst. Dette er ikke det mørke, du er vant til.
Allerede fra titlen på åbneren ”Negative Arrival” ved man, at det bliver voldsomt. Øjeblikkeligt trækker riffet dig derud, hvor kun slim lever, og rytmesektionen smadrer dig helt ned på bunden af ursuppen. Ned hvor vanviddet regerer, hvor sindssygen langsomt kommer snigende, og de ting, der ikke burde eksistere, eksisterer. Man har absolut ingen medbestemmelse, men når man allerede er solgt fra første sekund, gør det absolut intet. ”Magno Evento” gør heller intet for at ændre dette lydbillede, men gør det om muligt endnu mørkere, mere kvælende klaustrofobisk og direkte ubehageligt. Trommer og bas brager og buldrer, underliggende dissonante guitartoner dræner din forstand, og vokalens hule og hæse dødsrallen står som en dementor klar til at suge resterne af din nedbrudte sjæl ud af kroppen. At lytte til Succumb kan kategoriseres som selvpineri, men det er selvpineri fra øverste hylde.
Der er noget dejligt ironisk over, at pladens pusterum hedder ”Fair Warning” og reelt set er lige så beroligende som en drøm med Freddy Krueger. Derefter er det igen tilbage til den sjælelige destruktion og vanviddets kolde omfavnelse. På ”Your Concession” og lukkeren ”Devorador De Mundos” slippes grebet dog, og man får et strejf af melodi og nåde. Succumb er en kold og ond plade, der får lytteren til netop at bukke under.
Der er dog en ting, der ødelægger den ellers glimrende stockholmsyndromske effekt, og det er det sidste kvarter af ”Devorador De Mundos”. Hvorfor Altarage begiver sig ud i noget, der minder om Primitive Man, der fortolker Sunn O))), begriber jeg ikke. Det fungerer i cirka fem minutter med de yderst sparsomme trommer og den monotone rungende guitar, men de resterende ti lyder det mere som den gennemsnitlige tankevirksomhed hos folk, der er vågne klokken halv tre om natten.
Smil og glade tanker er strengt forbudt
Synes man ikke, at man har fortjent at glæde sig over, at samfundet lige så stille er ved at åbne op, så er Succumb lige præcis det, som du har brug for. Det er en perfekt lektion i, hvordan man nedbryder lytterens forstand, vender sjælen på vrangen og introducerer kvælende sindssyge. Altarage er et band, der på ingen måde vil folk det godt, eller håber nogen nyder deres tilværelse. Det er et misantropisk og kulsort livssyn, som Succumb lægger for dagen, men det er fængende som bare pokker.
Kommentarer (5)
UMUR
Indlæg: 93
Det er sjovt, at du nævner
Det er sjovt, at du nævner lige præcis Morbid Angel som et modstykke til denne type kaotiske og dissonante death metal stil, for nogle af Morbid Angels sen 90er/star 00er albums har masser af den type riffs som, der bliver spillet her og også det uigennemtrængelige kaotiske mørke. Jeg sidder selv i øjeblikket og arbejder på en anmeldelse af Heretic, og selvom der selvfølgelig er store forskellige, så der der ligeså mange ligheder. Hvis modstykke kommentaren var myntet på tidlig Morbid Angel, så giver det mere mening.
Iøvrigt lyder Succumb ok fedt og references til Portal er til at tage og føle på, selvom Portal er endnu mere beskidt og kaotisk.
Kent S. Lillelund
Anmelder
Indlæg: 1
Modstykke kommentaren er
Modstykke kommentaren er netop ment i forhold til Morbid Angels A, B og til dels C plader. Fra Domination og frem bliver det, som du selv nævner, netop mere mørkt og kaotisk. Dog vil jeg ikke inkludere Heretic i dette, da jeg personligt mener det er en af Morbid Angels svageste stunder, grundet en alt for tynd og "pæn" produktion.
Og nej, Portal er i en liga for sig, men der er ingen tvivl om Altarage har skævet en del til de kære australiere.
Anonym
Jeg er enig i at produktionen
Jeg er enig i at produktionen på "Heretic" gør den mindre tung og mørk i udtrykket, men selve musikken (undtaget "Stricken Arise", der lyder mere som old school Morbid Angel) er temmelig dissonant og kaotisk i udtrykket. Absolut heller ikke min favorit skive. Vi er enige i, at det er én af deres svageste stunder (og selvom de har lavet noget af det bedste old school død, så har der desværre været et par svage stunder undervejs).
UMUR
Indlæg: 93
Ups den fik jeg vist sendt
Ups den fik jeg vist sendt som anonym :-)
Jeg er enig i at produktionen på "Heretic" gør den mindre tung og mørk i udtrykket, men selve musikken (undtaget "Stricken Arise", der lyder mere som old school Morbid Angel) er temmelig dissonant og kaotisk i udtrykket. Absolut heller ikke min favorit skive. Vi er enige i, at det er én af deres svageste stunder (og selvom de har lavet noget af det bedste old school død, så har der desværre været et par svage stunder undervejs).
Dave vincent
Morbid Angel
den form som ikke kan presses, - Altars Of Madness.