Noget for enhver smag
Af og til kan det godt klø i den musikpolitiske del af hjernen, og hvad er bedre til at tilfredsstille denne kløe end et godt skrald punk? Men punk er ikke bare punk. Der er den gode gammeldags punk rock. Vil man have det lidt vildere, er der hardcore. Og vil man gerne have det hårdt og voldsomt, er der grindcore. Hvis man har smag for det yngre segment, er der post-hardcore – og er man til det mere modne, kan man dykke ned i proto-punken og garage rocken. Føler man dog dette er lidt for pænt og professionelt, så er der crust punken, hvor DIY-etikken er gud. Vi kan dog heller ikke komme udenom talemåden: ”Once you go black, you never go back,” for det er der, vi lander i dag. Nærmere bestemt med danske Anti Ritual og deres debut Expel the Leeches.
Fortune 500 står for fald
I Anti Rituals tilfælde er det dog ikke bare black metal og hardcore smækket sammen i en stor pærevælling. Pladen tangerer af og til grindcore, men det er tydeligt, at der også er en stor forkærlighed for samtlige genrer, der starter med post.
Hele pladen er bygget på hardcorens hvidglødende raseri over for verdens ulighed og black metallens iskolde foragt for menneskets eksistens. Samtlige riffs ligger konstant og bølger glimrende mellem black metallisk punk og punket black metal. Titelnummeret tager absolut ingen gidsler og stormer frem så hadefuldt, som var det en flok franske bønder bevæbnet med høtyve og fakler, der har en høne at plukke med aristokratiet. Den stemning gennemsyrer hvert eneste sekund af pladen, og på sin vis gør den til en fremragende black metallisk hardcore pendant til Liberteers Better to Die on Your Feet than Live on Your Knees. Det post metalliske får dog for alvor frit løb på ”Necrocapitalism”. Det kræver had med store armbevægelser at drage Elon Musk, Jeff Bezos og alle andre storkapitalister, der har udnyttet verdens svage og fattige, til ansvar for deres handlinger. Bliver de derefter dømt? Selvfølgelig gør de det. ”Guillotine” er herlig manisk i sin hovedrullende medrivende blodrus, der burde få enhver adelig til at opgive arv og titel og overdrage magten til pøblen.
Hele pladen er en halv times raseriudbrud og rendyrket had mod det, nedsivningseffekten og andre kapitalistiske ideologier har gjort ved verden. Jeg har sjældent hørt flygtningekrisen blive omtalt i så tordnende versaler som på ”No Human is Illegal”. Det er storslået i al sin grindcor-ske overskvulpende udbrud af had. Et sådant knytnæveslag af uforfalsket afsky skal dog afsluttes korrekt, og hvilken bedre måde end ved den fænomenalt fængende og groteske ”Franchise Coffee Bars and Internment Camps”
Et unuanceret mesterværk
Nej, Anti Ritual giver ikke et specielt nuanceret billede af verden på Expel the Leeches, men nogle gange har man bare brug for at male alting sort/hvidt og råbe og skrige af alt det, man har set sig sur på. Hvilket er præcis, hvad Anti Ritual gør. Jeg vil endda vove den påstand, at selv den mest hardcore enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-postulerende tosse af en liberalist vil kunne blive overrumplet og glædeligt medrevet af, hvor fængende og fantastisk en plade Expel the Leeches er.
