Tak for dansen
Der findes næppe mange bands i den symfoniske metalverden, der har kæmpet mere indædt for at slippe af med en selvpåført identitetskrise end Amberian Dawn. Da finnerne for få år siden kastede sig over et helt album med ABBA-fortolkninger, var det svært ikke at få den tanke, at projektet havde bevæget sig faretruende langt væk fra de ambitioner, der engang placerede dem blandt de mere interessante navne i det symfonisk/melodiske spektrum af powermetallen. Derfor bliver Temptation’s Gates også et ganske afgørende album. Ikke blot introducerer det Nicole Willerton som ny frontfigur; det markerer samtidig et forsøg på at genfinde balancen mellem det teatralske, det storladne og det metalliske. Ambitionerne fejler således intet. Spørgsmålet er blot, hvorvidt Amberian Dawn formår at åbne nye døre eller stadig står og banker på de samme gamle porte.
Spørg efter det, De ikke ser
Noget af det første, der springer i ørerne, er pudseløjerligt nok alt det velkendte. Tuomas Seppäläs keyboardarrangementer fylder fortsat enormt i lydbilledet, og flere steder trækker de tydelige spor tilbage til det cirkusflirtende musicalformat, som også Nightwish dyrkede flittigt under finnernes Imaginaerum-periode i begyndelsen af 10’erne. Amberian Dawn erklærerede ganske vist i deres pressemateriale, at man havde lagt ABBA-kapitlet bag sig, men de overeksalterede klaviaturflader fortæller en lidt anden historie. Det betyder dog ikke, at sangskrivningen nødvendigvis fejler noget. Tværtimod rummer albummet adskillige solide melodier og en håndfuld stærke riffidéer, der løfter materialet pænt over den gældende genrestandard.
Hvor albummet for alvor finder sin identitet, er i Nicole Willertons vokalpræstation. Der har finnerne virkelig skudt papegøjen. Og sikke hun stråler i sin farverige fjerpragt! Indledningsvist placeret i den velkendte rolle som symfonisk metals engleblide fortæller, men efterhånden som albummet skrider frem, afsløres lidt flere nuancer. De første antydninger af en mørkere intonation dukker op relativt tidligt, inden sløret for alvor løftes på "Unchained", hvor Willerton demonstrerer en aggressivitet, man kun sjældent forbinder med Amberian Dawn. Et ganske kløgtigt stilbrud, hvor bandet lyder som andet og mere end blot emulering nummer 6666 i den endeløse række af mere eller mindre overbevisende Nightwish-, Epica- og Within Temptation-prætendenter.
Samtidig er det svært at ignorere, at materialet flere steder hviler lidt for tungt på sin nye frontfigur. Når Willerton får lov at fylde i mixet, løftes sangene konsekvent. Når fokus flyttes over på de mere traditionelle symfoniske skabeloner, falder spændingskurven tilsvarende drastisk. Bevares, både Tuomas Seppälä og Emil Pohjalainen giver da undervejs stikprøver på glimrende guitarspil, men må altså begge se sig slået af klassens nye pige. Dermed kan der godt ud fra en vis rimelighed argumenteres for, at det obligatoriske balladeformat i form af ”Undying Colours” falder på helt rette tid og sted. Og hvem skulle i den forbindelse have troet, at flødebolleklaviaturet skulle ende med at udgøre et kærkomment genhør …
Fristelsen ligger gemt bag portene
Som ”Phantasmagoria” fortoner sig, og boet gøres op, tegner Temptation's Gates og de 10 nye sange sig måske lige knap og nap for en revolutionerende disruption af hverken powermetallen eller bandets eget bagkatalog. Til gengæld udgør albummet et markant skridt for et band, der længe har virket fastlåst mellem fortidens succeser og ønsket om fornyelse. Nicole Willerton viser sig som en særdeles vellykket investering, hvis alsidighed tilfører sangene en tiltrængt dynamik, alt imens Tuomas Seppälä fortsat demonstrerer et sikkert greb om de store melodier. Ikke alle idéer lander lige overbevisende, og værket har fortsat svært ved helt at slippe genrens mere velkendte konventioner. Men når finnerne tør udfordre deres egen formel, opstår der øjeblikke, som peger mod en noget mere interessant fremtid end fortiden. Det er måske ikke den store genfødsel. Men det er bestemt et skridt i den rigtige retning.
