Tysken kommer

I de senere år virker det til, at tyske pladeselskaber ikke har kunnet få nok af dansk black metal. Møl, Slægt, Solbrud, Afsky og mange andre er alle blevet shanghajet af vores jodleglade, lederhosenklædte naboer mod syd, hurtigere end man kan nå at sige ”Blitzkrieg”. Så det giver jo sig selv, at når et nystartet band som Kold forsigtigt kigger frem, ja, så stormer tysken utrætteligt frem, som havde de mere metamfetamin end blod i årene. Hurtigst denne gang var Vendetta Records, der 15. juli udgav Kolds debut ep Kold.

Et billede siger mere end tusinde ord

Med deres melodiske, triste, stemningsfulde og, ja, kolde black metal, så passer Kold da også ganske glimrende ind hos Vendetta Records, da pladeselskabet i forvejen har Afsky og Sunken under sine vinger, og stod for udgivelsen af Glemsels debut ep. Så en ting er, at Kold rammer stilen, men spørgsmålet er så, om de rammer den godt.

Det kan jeg så afsløre, at deres melankolske black metal bestemt gør. Den sidder lige i skabet, og der skal bestemt ikke peges fingre. Nu er det bare sådan, at iskolde black metal riffs er cirka lige så nyskabende som et IPA-producerende mikrobryggeri. Men det er, når de melodiske breaks gør deres indtog, at det for alvor bliver interessant. ”Svare Indre Kvæler” og ”En Skov af Tavse Stemmer” er det musikalske svar på en råkold vinterdag, hvor den gryende sol reflekterer sine stråler i frosten, der ligger tungt over et døende landskab. Fjerlette melodiske guitarmelodier, så rene som den fineste frostsne, er strøet med rund hånd ud over numrene, og med deres melankolske toner drager de lytteren imod vinterens smukke landskaber og isnende kulde. Noget der bestemt kunne være tiltrængt med den hedebølge, vi netop har haft.

De skarpsindige og dem iblandt os med øjne har nok luret, at ovenstående beskrivelse matcher ep’ens cover til punkt og prikke. Men der kan jeg kun sige, at Kold for alvor har forstået budskabet med, at et billede siger mere end tusinde ord. Hvor mange rosende ord jeg end kan kaste efter disse numre, vil det aldrig kunne være mere rammende end dette motiv. Det er smukke stemningsfulde toner sat til en kold døende verden, og jeg vil have mere.

Niveauet bibeholdes desværre ikke helt på ”Sorgens Bristepunkt” og ”Fortvivlelsens Kammer”. På førstnævnte er de rene melodiske guitarpassager næsten forsvundet som frosten efter den første morgensol, og i stedet bydes der på en orgelintro, som klinger lidt af tidlig Dimmu Borgir, der fortolker Matador. Dette er dog det eneste reelle minus ved ep’en. Generelt lyder numrene som Kold, der afprøver temposkift i den mere tonsende black metal-del af deres lyd. Hvilket måske heller ikke lyder som noget, der kan få spændingskurven til at give de vilde udsving, men Kold har styr på deres black metal, så det er på intet tidspunkt kedeligt eller trivielt. Bandet har bare holdt niveauet så højt på de foregående tyve minutter, at man som lytter allerede er blevet forvænt med noget mere.

En tiltrængt balje isvand

Hvis der er noget, der for alvor kan køle kroppen ned og selv på den varmeste sommerdag sende tankerne direkte til vinterens iskolde frostklare morgener, så er det Kolds debut ep Kold. Der er en fantastisk skønhed i bandets balancegang mellem den buldrende black metal og de fjerlette melankolske guitarmelodier. En balancegang man ofte skal lede meget længe efter, specielt når man har med debuterende bands at gøre.