Top-3: Frederik Bock-Madsen 2023
FOTO: norrskenphotography
Et skridt i den rigtige retning …
Sneen er faldet. Timerne med dagslys kan tælles på en hånd. Det tætpakkede juleprogram i fodboldens Premier League gør klar til at hærge hen over husalteret. Og som prikken over i’et hænger en ram dunst af brændte mandler i hele hytten. Kort sagt: Det blevet tid til at gøre boet op for det Herrens år 2023. Da vi sad her sidst, måtte jeg med tungt hjerte se tilbage på et mildt sagt rædderligt år for den hårde rock såvel som for tungmetallen. Helt så grelt står det lykkeligvis ikke til i denne ombæring. På den internationale scene har det faktisk været forholdsvis simpelt at udpege de albummer, som af den ene eller anden årsag har gjort mest indtryk på mig i det snarligt forgange år. Den melodiske ’død’ har således fostret et par bemærkelsesværdige udgivelser, mens den sidste plads tilfalder en gammel ven af huset, der på bagkant af ni års fravær meldte sin genkomst med et veritabelt brag. Her til lands har selektionsprocessen omvendt været tilsvarende bøvlet. Niveauet har generelt ligget i den pæne ende uden for alvor at sprænge skalaen. Dog har to skiver i særlig grad fortjent en ekstra anerkendelse, mens bronzemedaljen efter samme princip som kategorien for internationale udgivelser tilfalder endnu et glædeligt gensyn. Julen er trods alt først og fremmest en tid for traditioner.
Årets danske udgivelser
3.-plads: Mercenary – Soundtrack for the End Times
Vi lægger fra land med listens suverænt sværeste nominering. Efter at have bladret lystigt igennem årsarkivet stod det pludselig klart, at ganske mange anmeldelser var endt med karakteren 8/10 (ingen nævnt, ingen glemt). En absolut glimrende bedømmelse, der dog sjældent udløser billet til det fornemmeste selskab. Jeg må nok også tilstå, at mit nostalgiske hjerte er løbet lidt af med mig i den forbindelse. Dermed ikke sagt at de slumrende titaner i Mercenary er kommet sovende (!) til placeringen. Forventningerne var for mit eget vedkommende høje, da albummet langt om længe landede tilbage i september måned. Med tre et halvt års margen mellem førstesinglen ”From the Ashes of the Fallen” og hele ti år siden seneste album bevidste aalborgenserne (formentlig til stor fortrydelse for beboerne omkring 1000Fryd), at de langt fra er færdige med at lave larm. Forsanger René Pedersen præsterede herpå ikke alene et growl, der satte Mercenary-ikonet Henrik ’Kral’ Andersen eftertrykkeligt til vægs. Hans high-pitch nærmer sig så småt legendariske Mikkel Sandager, der om nogen var synonym med den status, bandet nød i midten af 00’erne. Akkompagneret af den længe efterspurgte melodiske melankoli fra selvsamme periode byder vi med fornyet optimisme lejesoldaterne velkommen tilbage i de fine saloner.
2.-plads: The Arcane Order – Distortions From Cosmogony
Det bør næppe klassificeres som en statshemmelighed, at denne anmelder har et noget anstrengt forhold til de såkaldte ’supergrupper’. Alt for ofte ender disse sideprojekter som varer af andenhåndssortering, enten fordi produktionen ikke kan rumme de ofte vidt forskellige stilarter, der smides i gryden, eller fordi kompositionerne bliver for ambitiøse og dermed ufokuserede. Derfor er det også velgørende at se, hvad der sker, når operationen lykkedes, og patienten ikke blot overlever, men genvinder førligheden uden varige men. Kort før vi stak afsted til ’Reffen’ på sommerlejr, dumpede denne ’lille’ perle ned skødet på os. Anført af MØL’s karismatiske frontmand, Kim Song, demonstrerede ordenen under fjerde logemøde på overlegen vis, nøjagtig hvor skabet skulle stå. Med Bastian Thusgaards knusende behændighed bag tønderne, de strengevridende fortræffeligheder fra d’herrer Mikkelsen, Lund og Kirkegaard samt spidsfindig tematik i international topklasse buldrer kvintetten ind på andenpladsen. Det er bestemt ikke uden grund, at gutterne ydermere endte som nominerede i kategorien ’Årets album’, da awardshowet ’Den Hårde Tone’ for første gang løb af stablen tilbage i november måned.
1.-plads: Terminalist – The Crisis as Condition
Der var aldrig rigtig tvivl om, hvem der skulle løbe med sejren i år. Dansk-amerikanske Terminalist kunne som et af de få navne krydse noget nær samtlige bokse af på evalueringsarket. Kapløbets med listens andenplads var på papiret ganske tæt, men når man samtidig tager den udvikling, årets guldmedalje har været igennem til efterretning, så tegner der sig et noget tydeligere billede. Med en sjældent set præcision spidder gruppen en tidsånd præget af fortvivlelse, kriser og usikkerhed. Dermed tog man et kvantespring fra den lettere diffuse forgænger, der ikke helt viste sig i stand til at forløse det tilsyneladende tårnhøje potentiale. Selvom om det i denne sammenhæng normalt ikke sømmer sig at inddrage materialets eksekvering på de skrå brædder, så var magtdemonstrationen på Loppen blot endnu et vidnesbyrd om, at Terminalist med The Crisis as Condition i rygsækken for alvor er rykket op i superligaen inden for dansk thrash. Hvordan gutterne modsat The Arcane Order ikke optjente en nominering til førnævnte prisuddeling, er et mysterium på niveau med sfinksens gåde. Vi har i skrivende stund fortsat til gode at høre nyt om kvartettens planer for 2024. Dermed krydses alt, hvad krydses kan, mens der i spænding ventes med tilbageholdt åndedræt. Genren er alt andet lige blevet en stjerne af international kaliber rigere.
Årets internationale udgivelser
3.-plads: Hanging Garden – The Garden
Hvor skal man næsten gribe og gøre her? Den billedskønne slentretur gennem ’haven’ står fortsat som en af de smukkeste, mest følsomme og mest berigende oplevelser i 2023. Med sirlig hånd guides vi gennem den dystopiske ødemark, der meget vel kunne have fundet anvendelse som underlægningsmusik til serieadaptionen af konsolsuccesen The Last of Us. De rygende ruiner fra den gamle verden tjener som skræmmeeksempel på konsekvenserne af menneskehedens destruktive adfærd. Samtidig næres et spirende håb gennem de mere optimistiske kompositioner. Med lyden af den silende regn i baggrunden signalerer forårets komme en ny tidsalder på bagkant af civilisationens kollaps, hvor vi endelig kan smide lænkerne af fortidens synder og skue fremad. I kontrast til de sarte toner fra Riikka Hatakka og Jussi Hämäläinens melodiske dødsknurren er angiveligt også nogle af de mere prominente navne inden for klassisk gotisk doom frekventeret. I flæng kan nævnes Katatonia og Type O Negative, mens også portugisiske Moonspell synes at skinne igennem. Der spejdes desværre forsat med lys og lygte efter besøg på vores breddegrader, hvorfor vi indtil videre må nøjes med at nyde finnerne i båndet version.
2.-plads: Deathstars – Everything Destroys You
Riddle me this: Hvordan gør man entré efter at have tilbragt henved en hel dekade i ’kryokammer’? Elementært … man melder sin tilbagekomst på så eftertrykkelig maner, at tomrummet efterladt af det forgange årtis fravær desintegrerer på partikelniveau. Og det var nøjagtig, hvad veteranerne i svenske Deathstars gjorde, da de detonerede Everythings Destroys You tilbage i maj måned. Udgivelsen blæste ikke alene industrial-scenen til atomer. Den markerede samtidig en milepæl i fortællingen om en gruppe, som midt i virvaret af pandemiske efterdønninger og paradigmeskift i musikindustrien ikke blot har formået at fastholde, men at udvikle sin identitet. Med tonstunge grooves, glitrende synth-flader, og masser af selvironisk dekadence var der ellers ikke meget i arketypiske singler som ”This Is” og ”Midnight Party”, der pegede i retning af evolution. Med den efterfølgende behandling af menneskets ’moral’ og grænserne for, hvor langt denne kan bøjes, førend den brister, ændrede opfattelsen heraf sig imidlertid radikalt. Sammenhængskraften mellem den dybsindige lyrik, bevidstheden om hvilken rolle, hver enkelt komposition skulle indtage samt blændende instrumentalkontraster sendte dermed albummet på himmelfart. Den imødesete koncert på Stengade stod dog ikke helt mål med forventningerne, om end gruppen anført af ikoniske Whiplasher Bernadotte stadig viste sig som gudsbenådede entertainere.
1.-plads: Fires in the Distance – Air Not Meant for Us
Åh ja, historien om den eneste ene … det siges, at ægte kærlighed ofte viser sig, når vi mindst venter det. Der er nu nok noget om snakken. Undertegnede var i hvert fald ingenlunde forberedt på at få slået benene væk under sig i så eftertrykkelig grad, som viste sig at blive tilfældet med Air Not Meant for Us. Dels boltrer amerikanerne sig i den mere end skamtærskede genre for melodisk død, dels landede albummet ved lidt af et tilfælde på mit skrivebord som et af flere hængepartier på bagkant af årets Copenhell. Læg dertil den dristige disposition med blot seks numre fordelt på noget, der minder om en stiv klokketime. Så har du alle forudsætninger på plads for et hastigt ’left swipe’. Så hvor ligger appellen ved dette angiveligt uanselige værk? Ét ord: autenticitet. Med sjældent set mod bliver vi delagtiggjort i personlige erfaringer med blandt andet angst og kronisk depression. En beretning, hvor perspektiverne har ændret sig fra basal selvopholdelsesdrift på foregående Echoes from Deep November til vigtigheden af mental vedholdenhed i kampen om at blive bevidst og tage hånd om egen dødelighed på nærværende album. Ydermere formår mangeårige samarbejdspartner og producer Dave Kaminsky på smukkeste vis at indfange gruppens organiske energi og imponerende flerfacetterede følelsesregister. Vi undslår os desuden de kønsløse ’clean vocals’-sessioner, der ofte spolerer alt for mange udgivelser af nyere dato. Mere end noget andet er Air Not Meant for Us et album, der stiller krav til sin lytter. En fortælling, der bedre end de fleste besvarer spørgsmålet om, hvorfor mennesket fra naturens side er udstyret med to ører, men kun en mund. Et brutalt, melankolsk og relevant mesterværk, og en milepæl i moderne melodisk dødsmetal. Hverken mere eller mindre!