Top 3 – Frederik Bock-Madsen 2022
Various
I håb om bedre tider
Som et af de nyeste skud på stammen er det hér, på tærsklen til 2023, tid til at gøre status på mit første semester på HMDK-redaktionen. Der har mildt sagt været langt mellem snapsene i år, hvor især den danske hard rock-scene har sovet gevaldigt i timen. Det skuffer mig ikke desto mindre at skulle lovprise soloprojekter, internationale kollaborationer og EP’er frem for gedigne, gennemarbejdede hovedudgivelser. Det værende sagt har jeg besluttet af lægge de sure miner på hylden, glæde mig i denne juletid (om end sneen endnu ikke daler hvid) og se frem mod det nye år med spirende håb. Her får du mine bud på årets bedste udgivelser fra henholdsvis vores egen lille andedam og det store udland. Som lidt ekstra at forsøde december med, følger listen for "Honourable mentions: 2022" i bunden af artiklen.
Fra alle os til alle jer – God jul og godt nytår!
Danske udgivelser
3. Ronnie Atkins – Make It Count
Pladserne rundt om bordet på den danske liste må siges at have været billigt til salg i år. Jeg vil endda gå så langt, som at kalde valget af listens 3. plads lettere kontroversiel. Vi var således hårde i bedømmelsen af Nordic Unions 3. studie album Animalistic, der som bekendt har Ronnie Atkins som altoverskyggende drivkraft. Den ukuelighed og livskraft, der fortsat gennemsyrer Pretty Maids-legenden, fortjener ikke desto mindre ekstra anerkendelse. I kapløb med tiden mod sin terminale cancerdiagnose formår Atkins fortsat som få andre på den danske hard rockscene både at holde et pænt niveau, skabe nærvær og i sagens natur fremkalde de helt store følelser hos lytteren. Drømmen om en sidste dans med Pretty Maids er svundet ind som følge af sygdommens progressive stadie, hvorfor jeg har valgt at betragte Make It Count som en værdig afsked med en af kæmperne i dansk rockhistorie – Tak for musikken Ronnie!
2. Statement – Dreams from The Darkest Side
”For de gamle, der faldt, er der ny overalt” lyder Johan Ottesens kendte tekst fra den danske højskolesangbog. Om Statement nogensinde formår at kvalificere sig dertil, må betragtes som værende yderst tvivlsomt. Ikke desto mindre har københavner-kvintetten taget et solidt skridt mod dansktoppen inden for den hårde rock. Referencerne lægges der fortsat slet skjul på; til gengæld må underholdningsværdien siges at være for opadgående i forhold til tidligere udgivelser. Der høres tillige en stigende variationsgrad af riffs, beats og melodiske passager, takket være guitarist Niels Alex Larsen og grydebanker Daniel Nielsen, der qua sit hverv som trommeslager i den kongelige livgarde holder en stram rytme og løfter gruppens niveauet betragteligt. Det applauderes herfra, og jeg ser med fornyet optimisme frem mod kommende udgivelser.
1. Nicklas Sonne – Resonance
Først lidt ris: At årets danske udgivelse tilfalder en solodebut, der tilmed ”blot” blev belønnet med 7/10 er i min optik dybt kritisabelt. Et billede, der kun al for godt illustrerer den kollektivt komatøse tilstand, den danske rock- og metalscene har befundet sig i gennem store dele af det indeværende år. Den kritik bør imidlertid ikke rettes mod Nicklas Sonne, der om nogen har hjertet med i sit arbejde. Vist kan der skrues på produktionen hist og her, vist kammer hans begejstring for Metallica og Symphony X over fra tid til anden, men manden har et fantastisk tonalt repertoire og er i stand til at male nogle virkeligt dragende lydbilleder. Hans forkærlighed og favntag for og med den progressive metal er yderst beundringsværdig, og det velgørende med en seriøs dansk ambassadør i en her til lands notorisk underrepræsenteret genre. Sonne besidder samtidig en fantastisk evne til at indfange og underholde sit publikum, hvorfor jeg imødeser hans besøg på Hotel Cecil til marts med stor forventning.
Internationale Udgivelser
3. Amorphis – Halo
Indrømmet, den her burde jeg have set komme. Finnerne fejede enhver konkurrence til side med en noget nær pletfri præstation i Amager Bio den 29. november, og udgav tilsvarende et brag af et album tilbage i februar. Tomi Joutsens vokal er ganske enkelt i en liga for sig selv, og hans evne til at omsætte den til de skrå brædder var second-to-none. Santerio Kaalios klangbilleder er samtidig ved at nå samme omgangshøjde som landsmanden Tuomas Holopainen i Nightwish, der efterhånden må betragtes som en institution inden for de symfoniske og progressive genrer. Det er fascinerede at tænke sig, at Amorphis oprindeligt lagde fra land som et regulært death band og med tiden har udviklet sig til en af drivkræfterne bag både folk og prog-genren. En enestående rejse og fortælling om et band, der konstant sætter nye standarder for det muliges kunst.
2. Epica – The Alchemy Project (EP)
Onde tunger vil formentlig hævde, at et showcase-album som The Alchemy Project slet ikke burde komme i betragtning til en nominering blandt de bedste udgivelser i år – og da slet ikke ende med at indtage en af podiepladserne! Under normale omstændigheder, ville jeg også være tilbøjelig til at give dem ret. Det niveau, der fremvises, er desuagtet så tilpas højt sammenlignet med gennemsnittet blandt årets øvrige udgivelser, at jeg på den baggrund har valgt af bryde med den gængse konformitet. Det er praktisk talt umuligt helt at dissekere albummets respektive delelementer, om end det overlegne trommespil af Eugene Ryabchenko fra Fleshgod Apocalypse på ”The Great Tribulation”, Jørgen Munkebys saxofoninducerede jazzvibes på ”The Final Lullaby” samt den afgrundsdragende, vokale dødsdrom, vi møder på ”Human Devastation”, alle bidrager til den forrygende forestilling, som albummets knap 36 minutter udspiller sig over.
1. Michael Romeo – War of The Worlds, pt. 2
Jeg ved snart ikke, hvori den største forbrydelse ligger: At Symphony X har ligget i dvale hen ved 8 år, eller at vi af uransagelige årsager ikke fik anmeldt dette års suveræne opfølger til War of The Worlds, pt. 1, der ramte gaden tilbage i 2018. I tråd med New Jersey-ensemblets releaseflow har det også været yderst sparsomt, hvad der er kommet fra Michael Romeos egen hånd, i det forgængeren for første epos i fortolkningen af H.G. Wells litterære ikon kan dateres helt tilbage til 1994-udgivelsen The Dark Chapter. Som i mange andre aspekter af tilværelsen, er de fleste gode ting ikke desto mindre værd at vente på, hvilket i høj grad også gør sig gældende her. Maestroen selv behersker ikke blot sit instrument til overjordisk, virtuos perfektion – han iscenesætter samtidig både John Maculsos’ trommer og Dino Jelusicks vokal med knivskarp balance mellem en frisk tilgang, der både adskiller projektet fra Symphony X og samtidig formår at tilfredsstille fanskaren i mangel af nyt materiale fra bandets hånd. Det var af samme årsag med stor begejstring, jeg erfarede, at udgivelsen er tænkt som det midterste kapitel i en planlagt trilogi. Så blev det alligevel jul i det lille hjem.
Honourable mentions 2022: https://open.spotify.com/playlist/2bE9mYpmsrtnCxT0fTwTQS?si=e7f46d08eda9...