FOTO: Spillestedet Stengade
Disclaimer: Grundet uforudsete tekniske omstændigheder har det beklagevis ikke været muligt at tilvejebringe billeder fra aftenens koncerter.
Præstens relevans
Med fare for at påkalde mig religiøst motiveret ramaskrig har jeg i årevis stillet mig tvivlende i forhold til folkekirken og præsternes fortsatte relevans i det moderne (tros-)samfund. På samme vis havde jeg på forhånd ualmindelig svært ved at se, hvordan i alverden Priest, skamløst flirtende med 80’ernes synthwave-scene, var berettiget en plads på aftenens plakat, i øvrigt bestående af landsmændene Liv Sin og naturligvis aftenens hovednavn, Deathstars. Nuvel, man bør som bekendt ikke skue hunden på hårene, men efter at have lagt øre til trioens seneste fortrædelighed, Body Machine, måtte jeg forlods mønstre pædagogisk tillært tålmod udover det sædvanlige, da ‘præsten’ besteg prædikestolen. Anderledes fidus havde jeg til aftenens første aktører, Liv Sin, den melodiske udbrydergruppe navngivet efter frontkvinde Liv Jagrell og dennes tidligere arbejdsplads, Sister Sin. Her var straks noget mere ræson i valget af ledsagere til aftens æresgæster.
Liv Sin
Svenskerne er i skrivende stund noteret for tre studieudgivelser i fuld længde herunder moderat vellykkede KaliYuga, der nøjagtig som en af årets første vintergækker skød knop tilbage i januar måned. Med undtagelse af “Chapter of The Witch” fra Burning Sermons (2019) bestod torsdagens noget komprimerede sæt dog udelukkende af numre fra bandets nyeste album. Dermed blev der hverken plads til “Hypocrite”, “Let Me Out” eller for den sags skyld “Killing Ourselves to Live”, oprindeligt indspillet sammen med Schmier fra tyske Destruction. I modsætning til Priest var Liv Sin ikke at finde på plakaten under turnéens to besøg i Finland, hvorfor aftenens udskejelser på Stengade med rette kunne betragtes som kvintettens jomfruelige syndefald. Det vil sige, hinden blev så at sige sprængt allerede under Nordic Noise sidste år, der ikke alene udgjorde svenskernes allerførste besøg i Danmark, men samtidig markerede gruppens tilbagevenden til livescenen efter Covid-19.
Ligesom under pandemiens restriktioner måtte fremmødet under åbneren ”The Process” siges at være af yderst begrænset omfang. Med en hurtig ’headcount’ stod velsagtens blot 20-30 stykker af de i alt 200, der havde løst billet til aftenens udsolgte event. Det kunne selvfølgelig tilskrives den snævre margen på ½ time mellem åbningen af dørene og aftenens første indslag, ligesom den obligatoriske rute rundt om garderoben på første sal formentlig også spillede ind. Efter at have viklet mig ud af diverse cybergoth-extensions og New Rock-støvletter, kunne jeg på ”Forget My Name” konstatere, at hverken King Diamond eller Doro Pesch har levet forgæves. Det livlige udtryk, bandet lagde for dagen, centrede sig ikke overraskende om evigt energiske Liv Jagrell, der forholdsvis ubesværet vandrede frem og tilbage i sit vokale register.
Med tiltrængt justering af bassen fra de første numre, gik de melodiske passager nu noget klarere igennem. Det tilsikrede blandt andet, at de Prokofjev-inspirerede kompositioner fra ”Montagues and Capulets” trådte tydeligere frem under sættets uofficielle klimaks ”I Am The Storm”. Foran scenen var gulvet så småt ved at blive fyldt op, om end publikums angiveligt manglende kendskab til de lyriske strofer afspejlede den mekaniske respons i form af indstuderede klappesessioner mellem hvert nummer. Til trods for interaktion med de forreste rækker efter ”Antihero” og de yderst veleksekverede breakdowns under ”King of Fools”, var hele optrinnet overstået i løbet af 30 minutter, der næppe skriver sig ind i historiebøgerne. Om ikke andet levede de op til det iøjnefaldende slogan på de medbragte band-shirts ‘I am Liv(e) Sinner’. For Liv Sin var lige nøjagtig af den støbning, der gør sig bedst i levende live, og sandelig siger jeg jer; et helt liv i synd skulle ikke overraskende vise sig langt at foretrække frem for en enkelt dag med præstens prædiken!
Sætliste:
1. The Process
2. Forget My Name
3. Chapter of the Witch
4. I Am The Storm
5. Antihero
6. King of Fools
Priest
Ikke meget har kunnet opstøves om den noget aparte synthwave-trio bestående af forsanger ’Mercury’, keyboardist ’Salt’ — begge med fortid i GHOST under de respektive synonymer ’Water’ og ’Air’, hvor førstnævnte dog optrådte som bassist — samt tredje og sidste mand ’Sulphur´, der udover keyboard også indtager en rolle som ’programmør’…! Mens GHOST som bekendt har lånt sit teatralske udtryk fra 80’ernes horror- og rockscene, har Priest derimod valgt at bekende sig til det industrialiserede cyberpunk-univers. Siden 2017 har gruppen efter eget udsagn forsøgt at føre den menneskelige race op på evolutionsstigens næste trin, der angiveligt indebærer korporlig fusion med maskinerne. Bedst beskrevet som en elektronisk ladet storm af elementærpartikler fra fortidslevn som Kraftwerk, Depeche Mode og Baltimora, havde undertegnede ved ovenstående gennemlytning ikke blot oplevelsen af en bizar fremtidsvision, men lige så høj grad at sidde som salige Kim Larsens “Blip-båt”-funktionær i kantinen på sin fabrik. Dømt til at spille samme niveau af Tetris om og om igen, mens sjakformanden forklædt som skumfidusen fra Ghostbusters med jævne mellemrum kiggede ind for at bede mig lægge interessetimer ved samlebåndet …
Ak ja, bedst som højtalertonerne af “Scorpion Flower” duvede lifligt ud, blev lokalets salighed skånselsløst flænset af de insisterende keyboardtoner, der proklamerede præsternes komme. Jeg skal endnu en gang beklage manglen på visuel dokumentation, men forestil jer følgende: Ghost i usømmelig omgang med Kraftwerk tilsat fuldstændig absurd hadsk høj bas. ”The Pit” var i sandhed starten på en ørkenvandring gennem et supersonisk inferno uden fortilfælde … Min sindsstemning kunne allerede efter Liv Sin, der fadede direkte ud i kalorielet elektropop fra salens højtalere, beskrives med Abraham Whistler’s berømte ord fra Blade: ‘I’m getting to old for this s***, somebody get me a goddamn wheelchair’. Det er nu 20 år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med livescenen i anledning af The Golden Age of Grotesque-turnéen, der i 2003 sendte Marilyn Manson forbi Valby Hallen. Det er sidenhen blevet til utallige sælsomme oplevelser på begge sider af landegrænsen. Priest udgjorde torsdag aften — helt og aldeles uden for kategori — det mest traurige møde med ’gejstligheden’, jeg til dato har været tvunget til at sidde igennem.
Kun nogle få fraser kunne ind imellem dechifreres i det kakofoniske kvælertag, der undervejs fremkaldte så voldsomme vibrationer, at mit seneste måltid atter begyndte at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. ”A Signal in The Noise” havde, så vidt jeg kunne opsnappe, spillet en rolle i en unavngiven Mel Gibson-film, mens intermezzoet på ”Let Your Body Go” med lidt god vilje bar visse ligheder med temaet fra The Exorcist. Et sjældent, tenderende anstændigt potpourri af keyboardflader materialiserede sig under postludiet af ”Obey”, der ellers indledningsvis havde blameret sig som en udpint og ’distorted’ version af DJ Aligators “Davaj Davaj”. En i øvrigt yderst passende analogi, taget in mente, at ’Mercury’ mestendels brummede som en smålummer MC Vspishkin mellem hvert nummer. Efter påkrævet genhydrering – for ikke at nævne et øjebliks tiltrængt sjælefred – måtte jeg i diplomatiets navn kapitulere for det demokratiske flertal. På trods af en mildt sagt malplaceret booking, formåede publikum på forunderlig vis at holde dampen op gennem det meste af koncerten. De bærer derfor også den primære forklaring på den yderst gavmilde bedømmelse, der, havde det udelukkende stået til mig, været VÆSENTLIG lavere. Med løftet om, at vi så småt var nået til vejs ende, var der nu også smil til overs for ”Burning Love” inspirereret af PS1-konsollens endimensionelle, grafiske udtryk samt den udfriende ”Vaudeville”. Det franske begreb stammer oprindeligt fra 1700-tallet og udgjordes i traditionel forstand af et sangnummer, der afsluttede et skuespil. Et passende punktum for denne på alle måde frygtelige farce …!
Sætliste:
1. The Pit
2. Neuromancer
3. A Signal In The Noise
4. Blacklisted
5. Let Your Body Go
6. The Cross
7. Obey
8. Burning Love
9. History in Black
10. Vaudeville
Deathstars
Jeg må til gengæld blankt tilstå, at forventningerne til veteranerne i Deathstars på bagkant af exceptionelt vellykkede Everything Destroys You, der tilbage i foråret fuldstændig flåede industrial-scenen fra hinanden, i den grad var til at tage og føle på. Læg dertil et fravær den danske livescene i lige omtrent et fuldt årti — kulminerende i mit første besøg nogensinde på det sagnomspundne spillested Stengade … ja, så var yderligere argumenter vel nærmest overflødige. Klokken 22:28 var scenen dog stadig gabende tom, og efter en hurtig omgang hovedregning stod det lynhurtig klart, at det her først og fremmest ville blive et kapløb med tiden om at nå dagens sidste (eller fredagens første om man vil) togafgang fra Nørreport. Min logistiske planering blev dog brat afbrudt, da lydniveauet første gang denne aften tordnede forbi de 100 DB, og Jonas Kangurs betonbas hamrede ind fra højre til tonerne af det titulære power-house fra 2010, ”Night Electric Night”. Den mangeårige formand Whiplasher Bernadotte, der til daglig lystrer det borgerlige navn Andreas Bergh, har med årene fået en (om muligt) endnu dybere og mere sensuel snurren, der formentlig ville intimidere selv hedenfarne Peter Steele. På trods af scenens smittende engagement havde Priest stik mod al logik og rimelighed tre retter henne i aftenens hovedmenu stadig høstet salens største bifald.
Se, hvis man kender bare lidt til den gode Bernadottes mindset, så ved man også, at han aldrig har været bleg for at sænke barren under bæltestedet for at fremprovokere den ønskede respons. Som sagt, så gjort … Efter en lidt bøvet joke om tvivlsom seksualitet (der faktisk fremstod ekstra morsom Stengades inklusionsmanifest taget i betragtning), udløste ”Ghost Reviver”, hvad der skulle vise sig at blive første, men absolut ikke sidste, eksempel på uopfordret fællessang. Skal der være fest … og det skulle der! … Iført hotpink fjerboa, tyvstartede den flamboyante forsanger ”Midnight Party”, der også skubbede en yderst eksalteret Kangur frem på rampen. “You speak when spoken to!” samt en ’smigrende’, kollektiv invitation til intim omgang med de mandlige fremmødtes genitalier afslørede forud for klassiske ”Tongues” en ledestjerne, der virkelig funklede på daværende tidspunkt. Det samme kunne siges om radmagre Jonas Kangur, der lyder det lidet flatterede scenenavn Skinny Disco samt lead guitarist Cat Casino (Erick Bäckman), der til lejligheden lignede en mareridtsinducerende udgave af Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe med sine kulsorte fletninger. Efter en rundtur i det nyere materiale nåede vi også et kærkomment dyk ned i den helt tidlige diskografi med deep-cuttet ”New Dead Nation”, der har fået et klart tungere udtryk med årene.
Som klokken skred frem mod midnat (‘/Second by the second / And minute by the minute/’), rullede det ene hit efter det andet hen over sendefladen. Først den aldrende fanfavorit ”Synthetic Generation”, der formentlig i anledning af Everythings Destroys You-turnéen havde fået et ganske overflødigt ansigtsløft af rejsefællerne fra Liv Sin, efterfulgt af selvsamme højt besungne eponym, der som bekendt var aftenens altomdrejende epicenter. Vi sluttede i udkanten af den russiske megametropol Skt. Petersborg, eller som Deathstars ynder at omtale den, ”Chertograd”, ’djævlens stad’, og de fordømtes by. Hvor dødelige laster blomstrer, fortvivlelsen hersker og menneskelig ruin og forfald synes allestedsnærværende. Tungt budskab i mere en forstand og samtidig et forvarsel om den eksplosive finale. Som en del af den gamle garde, vidste jeg nøjagtig, hvad klokken var slået, da den gode ’Obersturmführer Bernadotte’ marcherede ind påført sin karakteristiske Schutzstaffel (SS) uniformskasket. For de endnu uindviede: ”Blitzkrieg” – BOOM! Til lyden af luftalarmer, bombeangreb og støvletramp blev svenskens ubestridte magnum opus fremført med al den røg, damp, glimmer og gru, der nødvendigvis hører sig til, når Londons bombardement ryger en tur igennem dødsstjernernes velsmurte industrimaskine. Udgangsbønnen havde til gengæld ikke nær den samme pondus og crowd appeal som sin svulstige forgænger, og halvvejs igennem tonerne af ”Cyanide”, der indledtes med det rammende Maverick-citat fra Top Gun: ’All things end bad, otherwise they would not end’, måtte jeg forlade etablissementet for at være sikker på at nå den føromtalte hjemtransport. Der stod jeg så midt på Nørrebrogade i silende regn få minutter før torsdag blev til fredag. Jeg kunne da heller ikke lade være med at smile i kapitulerende afmagt, da tavlen viste otte minutter før næste busafgang. Altså med rigelig tid til at have set koncerten til ende, da jakken naturligvis var rekvireret et godt stykke tid forinden. Jeg siger ikke, at en kapsel med cyanid på daværende tidspunkt begyndte at virke som et yderst forjættende alternativ, men …!
Sætliste:
1. Night Electric Night
2. Between Volumes and Voids
3. All the Devil’s Toys
4. Ghost Reviver
5. Midnight Party
6. Tongues
7. Greatest Fight on Earth
8. Death Dies Hard
9. This Is
10. New Dead Nation
11. Fire Galore
12. Metal
13. Synthetic Generation
14. Blood Stains Blondes
15. Everything Destroys You
16. Chertograd
ENCORE:
17. Blitzkrieg
18. Cyanide