Intern splittelse

Til trods for at Helheim har været aktive siden 1995, har vi kun anmeldt dette norske ensemble én enkelt gang, nemlig tilbage i 2003. Man kan ikke påstå, at min kollega just var specielt imponeret over dem dengang, men der kan godt nok nå at løbe meget vand gennem åen på 22 år. Men når nu de har været i gang så længe, så er det reelt nok at antage, at bandet har opnået den lyd og stilart, som de finder sig til rette i, og at de derfor er blevet ganske magelige. Og hvem ved, måske var det også en erkendelse, bandet selv var nået frem til, for på HrabnaR/Ad vesa har de forsøgt at tænke ud af boksen. Det er nemlig ikke et album som sådan, men derimod en ’split’-udgivelse, men ikke en helt typisk en af slagsen. I stedet for at invitere nogle venner ind i studiet besluttede de to sangskriver, Ørjan ’V'gandr’ Nordvik og Tom ’H'grimnir’ Korsvold, at de skulle skrive en halvdel hver, hvorefter de så skulle samles. En spøjs ide, men hvad er det nu, man siger om for mange kokke?

Floskler ad libitum

Ifølge Helheim skulle HrabnaR være de tunge og dynamiske numre, mens Ad vesa skulle være en mere atmosfærisk omgang, hvor diverse metafysiske aspekter fra den nordiske mytologi bliver diskuteret – spændende. Trods albummets tema, bandets navn og dets generelle status som bannerfører inden for vikingemetallen er Odin og Thor samt alle de andre rødder – ironisk nok – noget af det sidste, det her værk får mig til at tænke på.

Jeg kommer faktisk mere til at tænke på den seneste Taake-udgivelse, hvor post-metal og knallertrock fik lov at blande sig med blackmetallen – og den eneste Thor, den slags har noget at gøre med, er en flaskegrøn fætter fra Aalborg. Bevares ”Mennesket Er Dyret I Tale” er et fremragende nummer, så det er jo ikke, fordi Helheim hverken kan spille eller komponere, men der er ikke meget Bathory eller Enslaved over det.

Når nu HrabnaR/Ad vesa er lavet, som den er, så er det første spørgsmål, der melder sig, om man så kan høre – og mærke – en forskel på de to halvdele. Det må jeg dog indrømme, at man ikke kan. ”Fylgla”, som åbner anden halvdel, minder utroligt meget om ”Sorg Er Dødens Spade” (fantastisk titel!), så de to herrer må nok erkende, at efter 30 år tænker de mere ens, end de selv gik og troede. Så nej, man kan ikke høre forskel på de to halvdele; værket virker derimod ganske helstøbt, og hvis man ikke kendte til hele processen bag, havde man aldrig tænkt over den. Personligt er jeg dog større fan af HrabnaR, da de fire numre på Ad vesa føles alt for lange, ja, tenderende endeløse, og især er afslutningen på ”Hamingja” intet mindre end groft enerverende – det gælder faktisk samtlige af de fire sidste numre; de ved slet ikke, hvornår festen er slut.

God ide, knap så godt resultat

Jeg kan rigtigt gode lide ideen bag det her album, og jeg kan kun klappe anerkendende, når etablerede musikere tænker ”Fuck det, nu prøver vi sgu noget nyt!” – for stagnation er lig med død. Desværre så er ideen markant mere spændende end slutresultatet – som beviser, at Helheim er betydeligt stærkere, når de står sammen, end når de går i hver sin respektive tænkeboks. Måske de skulle have skåret ned for deres kunstneriske ambitioner og lavet en EP i stedet – det havde været ganske forståeligt, når nu de havde valgt at prøve noget nyt. For man kan sagtens finde fire-fem numre her, som passer ned i kategorien ”godkendt”. Men som det endelige resultat ser ud, så er det altså – overordnet – et alt for stort brød, de kære nordmænd har slået op. Desværre.