Døde stjerner funkler atter klart

Når man tilbringer +200 dage om året på landevejen, så vil metaltræthed og dermed behovet for en pause unægtelig melde sig før eller siden. Det er der såmænd ikke noget forrykt i. At der skulle ende med at gå den nette sum af ni år mellem Everything Destroys You og forrige The Perfect Cult (2014), havde de færreste nok forventet. Undertegnede løste i hvert fald, lykkeligt uvidende om de dystre fremtidsudsigter, billet til koncerten på KB Malmø, der oprindeligt skulle være afviklet i marts 2020 – seks år efter svenskernes seneste besøg i Danmark. Men med regulær sommerfugleeffekt ændrede en lille flagermus verden, som vi kendte den, i de følgende tre år. Undervejs fulgte et logistisk mareridt af konstante datoændringer, der kulminerede sidste efterår, hvor de oprindelige planer for turnéen endegyldigt måtte skrottes.

Nu er Deathstars så endelig klar med deres nye album samt en række opdaterede koncertdatoer. Danmark er heldigvis atter at finde på listen, om end Pumpehuset denne gang er skiftet ud med Spillestedet Stengade. Den ufrivilligt lange dvale har i mellemtiden givet gruppen anledning til at finpudse alle de små detaljer, der gør Everything Destroys You til det mest modne, komplekse og med afstand mest gennemarbejdede album til dato.

Når drenge bliver til mænd

’Tiden’ er et fascinerende, frygtindgydende – og frem for alt flygtigt – begreb. Tiden er en del af den universelle lov om, at al den velstand, succes, kærlighed etcetera, vi opnår gennem livet, er ækvivalent med den altødelæggende effekt, det uundgåelige tab af samme tildragelser i sidste ende medfører. På samme vis har tiden en tendens til at påvirke vores perspektiv og oprindelige indtryk. Ved første øjekast synes Everything Destroys You således skåret over samme læst som forgængerne. Med tonstunge grooves, glitrende synth-flader, der lyser op i storbynattens mulm og mørke, og masser af selvironisk dekadence er ”This Is” og ”Midnight Party” i hvert fald arketypisk Deathstars.

I et nyligt interview løftede den mangeårige ledestjerne, der lyder det borgerlige navn Andreas Bergh, lidt af sløret for, hvilke omstændigheder der ellers ligger til grund for produktionen af albummet. Presset fra pladeselskabet såvel som strømninger og mulige paradigmeskift i musikbranchen spiller naturligvis en signifikant rolle. Vi kommer dog ikke uden om, at begreber som ’moral’ og grænserne for, hvor langt denne kan bøjes, førend den brister, samt erkendelsen af altings forgængelighed udgør de primære omdrejningspunkter. Derfor finder jeg det også finurligt at detektere den optimistiske modvægt, undertonerne af ABBA’s ”SOS” udgør på albummets selvbetitlede skæring med det mildt sagt kontradiktoriske budskab.

Det er netop sammenhængskraften og kontrasterne, der sender albummet helt til tops: på den ene side hårdtpumpet industrial tilsat masser af glimmer, melodiske sekvenser og harmoniserede gotiske korstykker. På den anden numre som ”An Atomic Prayer”, hvor Nightmare Industries’ tungeste riffs til dato komplementeres af en hidtil uhørt vokal inderlighed. Læg dertil en udvidet bevidsthed om, hvilke numre der fungerer i hvilken kontekst, samt albummets evne til at absorbere en forholdsvis anonym single som ”Angel of Fortune and Crime” ind i et helhedsbillede, der rent faktisk forstærker oplevelsen, så har du opskriften på noget nær perfektion.

Sublim supernova

Som det fremgår af førnævnte interview, har vi her at gøre med et album, der er optaget i flere tempi over en længere periode. På bagkant af de omskiftelige produktionsforhold er lettelsen over at stå med så velskabt et slutprodukt nærmest overvældende. Som en supernova detonerer Deathstars sin beholdning af fusionerbare grundstoffer indeholdende orkestrale kompositioner i tråd med Kamelot, den vokale tristesse, vi møder hos Fernando Ribeiro, og ikke mindst den blændende integration af melodiske synth-flader, der rimer på Santeri Kallio og Martin Brändström. Titelnummerets hyldest til nationalklenodiet ABBA er blot prikken over i’et på en magtdemonstration, der omfavner menneskets uundgåelige endeligt med bemærkelsesværdig afklaring.  Skal der derfor blot en enkelt plade i kategorien ’gothic industrial’ forbi grammofonen i år, well then This Is it...!