Dagene længes, vinteren strenge
Sådan lyder et gammelt mundheld, der i en vis udstrækning også må siges at gøre sig gældende i Lahti, Päijät-Häme hos alfaulven Tuomas Saukkonen. Foruden at have påtaget sig rollen som udgivelseskonsulent for bysbørnene Endless Chain, der ultimo august sendte Agony på gaden, har den finske storentreprenør sideløbende formået at støbe kuglerne til Draconian Darkness. Arbejdsbyrden fremstår imidlertid som lidt af en loppetjans, når vi retter blikket mod den flittige ’husalf’ Saku Moilanen. Siden Shadow World (2015) har dette tilsyneladende utrættelige multitalent slidt og slæbt med baggrundsvokaler, piano- og keyboardspil, orkestrale arrangementer samt indspilning, mix og mastering. Således også denne gang, og så skal jeg endda undlade at nævne omfanget af hans sideløbende engagement i Saukkonens revitaliserede band, Before the Dawn. Hvad angår årshjulets koldeste kvartal, så kan Moilanens friske pust af symfoniske elementer på Wolfhearts syvende opus betragtes som en auditiv tolkning af de betagende, men ofte barske forhold, vi konfronteres med i Nordens vilde og kompromisløse vinterlandskab, når nattemørket sænker sig.
Det nye sorte
Der er løbet anseelige mængder vand i skovelven siden vores vandring med King of the North tilbage i 2022. Gæsterne er smidt på porten, Nordstjernen blevet slukket, og den rituelle brydekamp med bjørnekongen er indstillet. I deres sted søger det gotisk klingende forspil såvel som Saukkonens gutturale knurren at påkalde sig positiv opmærksomhed. Det lykkes til dels. Med sin lettere ’blackede’ tremolo-picking og infusionen af Kauppinens hamrende hidsige trommemønstre er ”Ancient Cold” nemlig ganske symptomatisk for det, der fungerer på Draconian Darkness, men desværre også for årsagerne til, at skoen trykker visse steder. Det gør den blandt andet, fordi soloen på C-stykket præsenterer sig lidt for generisk, og fordi Vagelis Karzis’ rene vokalfraseringer ikke helt formår at neutralisere passagerne med Saukkonens lettere monotone growl.
Med noget større succes betræder sidenhen numre som ”Burning Sky” og ”Scion of the Flame” samme akustiske stier, som ovennævnte Endless Chain og Insomnium tidligere har vandret ad. Dermed holdes liv i, hvad der med lidt god vilje kunne betegnes som det ’nye sorte’ på Finlands nationalscene for melodisk død. Modedille eller ej, så besidder tonerne fra denne guitartype en særlig rustik charme, og til den lyriske formidling af de rudimentære tematikker om vinterlandskabets uforsonlige væsen er det vanskeligt at tænke sig et mere kvalificeret instrument. Omvendt kan overdreven brug af den slags effekter somme tider virke hæmmende for fremdriften. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Tværtimod søger begge kompositioner hver især at tilføre markante kontrastpassager, herunder harmoniseret baggrundskor og senere hen en blandingsrace bestående af gotisk orkestrering, Kauppinens dunkende dobbeltpedal samt en velbegavet vokalrokering, der flytter Karzis frem i forreste geled på A-stykket.
Klip til ”Grave”, hvor det dystre pianospil i ouverturen såvel som de abrupte kontraststykker begge borger for en kommende status som publikumsfavorit. Spækket til randen med tremoloriffs, blastbeasts og arrige growls skal Wolfhearts autentiske begejstring for albummets førstesingle nok få sat massivt tryk under ’Pumpen’ til efteråret. Mørket må som bekendt før eller siden vige for lyset, og dagens første stråler ledsages meget passende af ”The Gale”. Dynamikken mellem den sagte akustik og den konventionelle instrumentering illustrerer til fulde vindens omskiftelige væsen. Det samme gør balancen mellem de glasklare og gutturale vokalpartier, inden Moilanens sørgmodige piano endegyldigt trækker gardinerne til side.
Mørket bekommer ulvene bedst
Konklusionen synes egentlig ganske ligetil, når vi samler stumperne af Draconian Darkness. De vokale egenskaber hos Tuomas Saukkonen såvel som det øvrige ensemble placerer til stadighed Wolfheart i genrens øvre middelklasse. Man besidder dermed et nydeligt bundniveau, mens topniveauet sjældent formår at bringe blodet i kog. Til gengæld har Kobbelet fra Karelen gjort yderst klogt i at lægge taktikken om, så der nu angribes i ly af mørket. Det er således de tenderende blackmetalliske elementer, der sammen med de akustiske passager puffer det kvalitative udtryk en tand i den rigtige retning. Samtidig bør stavnsbåndet genindføres og Saku Moilanen kontraktligt forpligtes på livstid. ’Dobbys finske fætter’ synes om nogen at have knækket koden til organisk udvikling, ikke mindst takket være sin skarpslebne sans for symfonisk dramaturgi.
