Stilhed før stormen…
Det er ingen hemmelighed, at store pladeselskaber som Napalm Records har et gigantisk produktionsapparat bag sig, der på årsbasis spytter dusinvis af albummer ud i kategorien ’melodisk dødsmetal’. Derfor medfølger også en sund skepsis, når endnu en udgivelse ser dagens lys og bliver promoveret som det næste ’genredefinerende mesterværk’. Lægger vi for en stund den mavesure kynisme til side, tiltrak netop Stormbringers fra finske Before The Dawn dog vores opmærksomhed; ikke mindst takket være den rokade, gruppen har valgt at foretage forud for udgivelsen. Den oprindelige arkitekt og frontmand Tuomas Saukkonen (der i øvrigt også står bag Wolfheart) er til lejligheden blevet placeret bag trommerne, mens Voice of Finland-finalist fra i fjor, Paavo Laapotti, forestår samtlige vokale indslag. Tilføjende det faktum, at gruppen har ligget i dvale siden Rise of The Phoenix fra 2012, må jeg (lettere modstræbende) erkende, at nysgerrigheden fik et nyk i vejret.
Finsk frugtsalat
Hvorvidt man bekender sig til det (ofte) distinkte genregreb fra ’de tusind søers land’, må være en individuel smagssag. Som få andre formår det finske folkeslag dog at indkapsle melodramatikken fra det store lærred, således også på albummets instrumentaldrevne intro med den spidsfindige titel ”The Dawn”. Der er i det hele taget forsøgt anlagt en sirlig, rød tråd gennem albummet, illustreret første gang ved den fløjlsbløde ’fade-over’ til førstesinglen, ”Destroyer”; et nummer, der ikke ulig moderne In Flames produktioner fremstår mere poleret end en nypudset glarmesterforretning, og hvor de melodiske islæt på det nærmeste har eroderet det grundlæggende fundament af ’død’.
Generelt skeles der kraftigt til genrens pionerer, der foruden Göteborg-gruppen også tæller landsmændene i Amorphis. Men hvor Tomi Joutsen på brillant vis excellerer inden for både de rene og de ru vokaldiscipliner, kniber det omvendt for Laapotti at nå op på de allerøverste hylder. Samplingen med unison samklang mellem clean og growl på et nummer som ”Downhearted” fungerer da heller ikke helt optimalt, idet sidstnævnte som den stærkeste af de to, falder for langt i baggrunden.
Når Laapottis growl får lov at stå for sig selv, eller i hvert fald indtager en mere fremtrædende rolle, er billedet derimod et ganske andet. Med midterste sekvens af Stormbringers følger således de akustisk beslægtede ”Chains” og ”Divided”, der på fornemmeste vis demonstrerer min pointe. Over en bred kam fungerer albummets B-side væsentlig bedre, ikke mindst takket Saukkonens gryder, der endelig bringes i kog under ”The Dark” samt ”The Chaos Star”, hvor det vokale sporskifte fra Anders Fridén og Tomi Joutsen til Björn Strid langt om længe giver et tiltrængt løft af ’de klare’ passager.
… eller en storm i et glas vand?
Der er såmænd flere fine elementer at spore både i form af de akustiske indslag og stemningsfyldte piano- og keyboardsektioner. Udfordringen ligger i, at det hele er fremført både før og bedre af ledende institutioner som In Flames, Amorphis og Soilwork. Tuomas Saukkonnens trommer kommer først for alvor til udtryk hen mod albummets sidste tredjedel, hvilket er en skam, da multikunstneren behersker slagtøjet med forholdsvis stor behændighed. Hvad der ligeledes taler til lytteoplevelsens fordel er da også hans forbilledlige indsats, der foruden trommetjansen også inkluderer sektionerne med rytmisk guitar samt sangskrivning i samarbejde med Laapotti. På samme måde er det vigtigt at anlægge et realistisk syn på albummet, når vi nu vælger at sammenholde med øvrige aktører fra genren. Aktører, der i fraværet af Before The Dawn, har haft lejlighed til at konsolidere deres egen position yderligere. Der ligger i karaktergivningen derfor en anerkendelse af de præmisser, albummet er udgivet under. Det værende sagt, er en byrde uden tvivl blevet løftet fra kvartettens skuldre, hvis man skal tage stroferne fra den afrundende skæring ”Weight” til troende: ’The dawn comes without a promise. A less of a weight to convey today’.
