Herlig hyldest til Human

Chuck er død – længe leve Chuck!

Jeg er nok ikke den eneste, der altid har haft det ret ambivalent med bands, der lyder fuldstændig som deres forbilleder. Jeg kan egentlig ret godt lide at høre eksempelvis Airbourne eller Greta Van Fleet, men det er ikke meget, jeg når at lytte mig igennem, før jeg beslutter mig for at høre henholdsvis AC/DC eller Led Zeppelin i stedet. Og så kan man jo dernæst diskutere eksistensgrundlaget for disse idoldyrkende kopibands: Hvad skal vi med dem? Vi har jo samme frie adgang til kildematerialet, så hvorfor ikke bare høre de originale? Nuvel, jeg iklæder mig den hat, der hedder udbud og efterspørgsel og accepterer, at så længe der er marked for noget, må man også anerkende dets relevans. Og med den indstilling satte jeg mig for at lytte til tredje langspiller fra amerikanske Gruesome. Gruppen, der lyder fuldstændig som legenderne i ikoniske Death, er nu ude med pladen Silent Echoes.

‘Mommy, can we have Death?’

I modsætning til førnævnte Airbourne og Greta Van Fleet, der påstår, at de blot er en smule inspirerede af deres forbilleder, lægger Gruesome slet ikke skjul på, at de er et decideret Death tribute-band. Forsanger og guitarist Matt Harvey og trommeslager Gus Ríos dannede Gruesome efter deres involvering i Death To All-projektet, og deres første to langspillere er hyldester til perioderne omkring Leprosy og Spiritual Healing. Denne gang, på Silent Echoes, skrues der op for det tekniske og progressive, i og med at mesterværket Human hyldes.

På en måde er der tale om formildende omstændigheder, når Gruesome fra start lægger sig fladt ned og står ved, at de kun eksisterer for at tilbede afdøde Chuck Schuldiner. Man spares for en masse hovedrysten og kan frit og nemt æde præmissen. Således er det faktisk ret spændende at kaste sig ud i Silent Echoes, som er dedikeret til Schuldiner samt ligeledes afdøde Sean Reinert, der spillede trommer på Human. “Condemned Identity” åbner ballet, og vidste man ikke på forhånd, at der fandtes et band som Gruesome, ville man tro, det var gamle Death-numre fra de år, hvor Human så dagens lys. Riffs, vokal og komposition er umiskendeligt Death, og som hyldest til en af de stærkeste plader inden for genren nogensinde fungerer det rigtig flot. Men noget, der skinner aldeles positivt igennem. er bas og trommer, der lyder fuldstændig, som om de er indspillet af Steve DiGiorgio og Sean Reinert. Komplet med flotte og veltimede tempo- og rytmeskift spredt ud over det hele. Og så troede man lige, at death metal ikke kunne spilles i 5/4, men der kan man da bare se.

Det giver ikke rigtig mening at gennemgå pladens numre med voldsomt mange detaljer, da alle og enhver godt kan regne ud, hvordan musikken lyder. Det er som skrevet en hyldest til Human-albummet, med alt hvad hjertet kan begære, og er man dedikeret fan og kender af Death, er det ret sjovt at lytte til, mens man sammenligner. Men deciderede ørehængere er der ikke rigtig nogen af, og det er derfor ikke en plade, der bliver sat på mit anlæg mange gange fremover. Jeg vil dog fremhæve det voldsomt fede titelnummer samt det instrumentale “Voice Within the Void”, hvor selveste Paul Masvidal, der spillede med på Human i sin tid, bidrager med en solid solo. Der kan man tale om lidt af et scoop.

‘No, we have Death at home’

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Gruesome er en samling uhyre dygtige musikere, og Silent Echoes indeholder rigtig mange flotte passager, hvor der virkelig rammes plet. Det flyder med lækre detaljer, og der er masser, man kan nørde, men jeg savner nogle skæringer med mere ørehængerkvalitet, som Human jo har masser af. Selvfølgelig kan man ikke forvente musik på samme høje niveau, bevares. Men det er, som om der hele tiden mangler et sidste gyldent præg over musikken, der desværre aldrig bliver forløst.

Kaster man alt, der har med originalitet at gøre, overbord, er det en ganske fed plade. Men ligesom Airbourne er et forrygende band, så bliver de i min bog aldrig til mere end et fattigmands-AC/DC. Sådan har jeg det også med Gruesome: Er de dygtige? Ja. Er musikken god? Også ja. Men vil jeg hellere høre den ægte vare og smide Death på anlægget i stedet? Fandeme ja!