I fodsporene på melankoliens maestroer
Koncert med Amon Amarth og Insomnium lige rundt om hjørnet. Jubilæumsanmeldelse af Colony. Spritny skive fra Dark Tranquillity, og minsandten om ikke også Wolfheart er på trapperne med opfølgeren til deres seneste album, King of the North fra 2022. Med andre ord så er og har melodisk død af nordisk ophav for nærværende anmelder ikke just været en mangelvare på det seneste. Når jeg alligevel finder Endless Chain tiltalende, så skyldes det altså andet og mere end mine åbenlyse præferencer for genren. Finnerne så første gang dagens lys tilbage i 2017 og manifesterede med debutalbummet Forthcoming Past (2021) en distinkt blandingssignatur bestående af progressiv gotik og melodisk død. Nu skriver vi så 2024, og udtrykket, der trækker tråde til prominente landsmænd såsom netop Insomnium, Amorphis og Swallow the Sun, er om muligt blevet endnu mere evident på opfølgeren, Agony.
Tiltrængt eskapisme
Allerede på præludiet til albummets eponyme skæring står det klart, at der er kigget dybt i drejebogen hos kollegerne fra Insomnium. Her er ganske vist ikke tale om en integreret akustisk intro som i tilfældet ”1696”, men derimod en selvstændig komposition, der med sine dragende toner fordrer en vis fortrængning af tilværelsens ulidelighed. Vi bliver dog på brutal vis revet ud af denne trancelignende tilstand, idet ”Agony” lægger fra land. Kontrasten mellem frontmand Ville Hovis sørgmodige klagesang og Aki Salonens hæse growls akkompagneres af trommemønstrene, der til lejligheden leveres af Korpiklaanis Samuli Mikkonen. Disse fylder desværre en kende for meget i landskabet og lægger dermed et lidt unødigt slør over især sidstnævnte vokalist. Det er dog en marginal anke af det overordnede lydbillede, og et af albummets største trækplastre er faktisk topartsvokalernes gensidige komplettering.
Ret skal være ret, det er heller ikke hvem som helst, der står bag tilblivelsen af Agony. Mens Aleksanteri Kuoksa og Svante Forsbäck har forestået henholdsvis mix og mastering, har man efter ønske om selv at varetage udgivelsen hyret selveste Tuomas Saukkonen som proceskonsulent. Det er dog besøget af Kreators Sami Yli-Sirniö, der løber med de største overskrifter. Den finske riffsnedker har siden Violent Resolution (2001) sat sit tydelige præg på de teutoniske thrashikoner, og hans soli på C-stykkerne i førnævnte ”Agony” såvel som ”Blind Kings” og konkluderende ”We Are All Vulnerable” går absolut heller ikke ubemærkede hen.
Det altoverskyggende omdrejningspunkt, og dermed skivens mest markante træk, forbliver den autentiske melankoli i tematik såvel som lyrik. Hvor Insomnium og Anno 1696 svælgede i mareridtsinducerende utøj fra 1700-tallet, det være sig hekse og varulve, retter Endless Chain i stedet blikket mod kvalerne hos det moderne menneske. Vi bliver konfronteret med letgenkendelige følelser som ensomhed, frygten for isolation og som uundgåelig konsekvens heraf et svigtende greb om virkeligheden. ”Ghost” beskriver således den tiltrængte eskapisme såvel som den ofte smertefulde tilbagevenden til virkelighedens barske realiteter. Drømmen om et ‘happily ever after’ med den eneste ene er så at sige et luftkastel, og fortidens længsler fremstår dermed lige så uhåndgribelige som, ja, tilstedeværelsen af et spøgelse. Ulykkeligvis mister også Agony grebet til allersidst. Gæsteguitarist Panu Wilman (eks-Before the Dawn) formår på den note ikke at tilføre ”Beyond What You Believe” nogen nævneværdig merværdi. Og havde det ikke været for Yli-Sirniös bidrag, så var ”We Are All Vulnerable” feset ud i sandet som en langgaber, der paradoksalt nok først liver op qua rytmerne i slutfasen, der bedst kan beskrives som en tempoudpint version af Maidens “Flight of Icarus”.
En indbydende stemme til forpinte sjæle
Agony lægger kun slet skjul på sine velrenommerede inspirationskilder. Det udmønter sig i en langt hen ad vejen vellykket emulsion af Insomniums tarmvridende melankoli og de atmosfæriske flader, vi finder hos Amorphis. Der forefindes kun ganske få knaster på produktionssiden, hvorfor man må konstatere, at den yderst kompetente stab har løst opgaven nogenlunde tilfredsstillende. Lidet overraskende stikker numrene med tilstedeværelsen af Sami Yli-Sirniö positivt ud, mens Panu Wilmans bidrag på “Beyond What You Believe” ender med at spille en noget mere anonym rolle. Desværre punkterer momentum hen mod slutningen, hvilket den syv minutter lange udgangsreplik ikke just afhjælper. Med det sagt så kunne det absolut være interessant at opleve finnernes univers i levende live, eventuelt som åbner for et af Saukkonens projekter. Kort sagt: Der følger otte flotte kranier og en pæn anbefaling af Agony med herfra.
